Hold kæft nogle dage. Det føles som om jeg bogstavelig talt er ved at SPLATTE ud over væggene.

Jeg fik i går et boligtilbud. Nok så glad jeg blev da jeg havde kuverten mellem mine hænder, nok så trist blev jeg bagefter. Skal jeg takke ja, betyder det at begge drenge skal skifte institution. Det er vel vilkårene for så mange "skilsmisse-børn" men pludselig synes jeg på ny, at lejligheden her burde følge børnene så de skal forholde sig til "nyt" så lidt som muligt.

JEG er faktisk lidt ligeglad. Jeg kunne sagtens bo i en papkasse og peppe det hele lidt op med farver og lir. Som min mor siger, kan jeg få en en jordhule til at blive det mest hyggelige. Men pludselig synes jeg at børnene kommer til at skulle ofre alt for meget, bare for at L kan sidde tilbage her med hvad han føler der er "hans".

Jeg har nu skrevet en meget konkret mail til ham og bedt ham overdrage lejligheden til mig og drengene. Der er ikke noget i verdenen der ville give mere mening lige nu. Mening er så meget det jeg har brug for. Kors hvor er det hårdt!

Jeg har bedt om et svar inden for et par dage. Jeg beder til at han kan sætte sin hånd ind på hans hjerte og tænke på de drenge. Jeg forberede mig på det modsatte men for helvede altså...mig og drengene har så meget brug for ro nu...