(in danish you can divide one (1) into at least seven (7) different ways of spelling it: én, ét, et, en, een, eet, 1)

Hva så dér DB,

vi ses jo lige pludselig, lii' pludslig, som man siger ;-) Jeg havde egentlig unplugged fuldstændig (ligesom at dette er skrevet offline - det føles rart, at slukke for routeren's strømkilde.

Anyways, jeg tænder den igen med timer på, deler dette indlæg, og SÅ... Så har grisen fået en krølle.

Mit forrige indlæg, "Molly og X", refererer til mit barndomshjems hund Molly, og kattekillingen X (x fordi jeg ikke kan huske hvad den hed, den på billedet; men jeg husker dens forældre, omend jeg aldrig mødte faren - moren var K eller M).

Jeg har gennemgået downloaden af tekster, som jeg sendte ud for nogle måneder siden - for at se om jeg skulle have lavet en fejl alligevel, og glemt at slette et navn i tekst/titel - dét havde jeg. 2 stk., har jeg talt mig frem til. Det beklager jeg inderligt - jeg vælger at tro på at der intet sker ved dét, og at folk forstår begrebet kontekst/kontext, selvfølgelig, åbenlyst, mest af alt de 2 (og evt. flere, men jeg mener at jeg fik ændret hvert evigt eneste navn til navne uden for min omgangskreds; som regel så langt væk som muligt, for at beskytte dem, mig selv og miljøet). Det er ikke en "official/officiel" udgivelse - ikke en øre er involveret, bogstaveligt talt, og dét er gjort med vilje. Forstår man ikke hvorfor, vil jeg tilråde læsning. Og igen, inderligt, UNDSKYLD hvis der ved en FEJL et sted er et navn, eller en hændelse eller et miljø, som du, kære læser - dig der giver mig liv, sig til hvis der er en fejl et sted. Ønsker du at se mig død, uden at fortælle hvorfor, kan du altså dog bakke. Bak. Stand down soldat.

Her et gammelt, gammelt brev - jeg ved ikke med dig, kære læser,

men jeg selv er mit bedste jeg, i dialog frem for monolog. Når jeg har fodret mig selv med selvomsorg inden, vel at bemærke, og når det føles som om at den anden, dén i dialog, rent faktisk lytter, hører og er i stand til indlevelse, og empati. Ikke-vold er nyttesløst imod en modstander uden empati, én der ser én som íntet, som en rotte eller som en bug (kan ikke lige pt. huske hvad det hedder på dansk).

Og når jeg siger dialog, her kl. 1720 d. 9/7 2024), så mener jeg ikke monolog+monolog (skrift, alt for ofte). Jeg mener duet, jeg mener dialog, jeg mener stilhed og kropssprog, det rare og det usælgelige - det uerstattelige. Dig. Ikke til nogen bestemt, alle er jo nu engang unikke (omend dem over 23 år altså siger mig selv mest, beklager men hjerteligt god dag til vi måske engang ses igen), men til den der føler. Ikke det samme som jeg, men blot føler. Som ikke har travlt med et være et større hav end havet, eller længere væk end Big Bang, men til hvemend der blot ikke agerer jantelov ("Du skal ikke tro du er noget!"), men lytter, og hører, med alle 4 ører (som jeg lige husker det - de 2 ydre, og 2 indre, omend man vist har endnu flere - jeg orker ikke at undersøge det lige nu). Dialog med dig, ikke (kun) i duét, men også i...

>Gammelt brev nævnt før< Til dig jeg skrev det til - jeg husker ikke dit navn, da jeg prøver (prøver!!!) at anonymisere enhver tekstfil bedst muligt, således at en evt. hacker ikke kan misbruge mig, de nævnte eller dét det hele handler om = idéer. Marie Curie har et magisk citat om dét. Giv lyd hvis det er - trods jeg ikke husker dit navn, eller billede eller andet end cirka alder og indtryk, så inspirerede du tydeligvist, åbenlyst og evident, og anonymiseringen af dig sker ikke pga. frygt, men af respekt for grænser - "Elsk dine grænser; og lær at blive bedre til at passe på dig selv", er en udmærket bog. Det samme er HipHop, altså dét der er "underground till under ground", det der fodrer selvomsorg og gåpåmod, fantasi og håb - dét der fodrer evolution (som nej, for sidste gang, intet har med hudfarve at gøre - lyskilde har en medindflydelse, du er ikke alene).

--

Hej Xxxxx,

dit dagbogsindlæg gjorde et indtryk på mig, ligesom jeg finder dine gamle digte interessante fordi at de, trods smalle i format og med mange fremmedord, indeholder mange følelser. Og så er digtene generelt milevidt fra hvordan jeg selv skriver - de er, med al respekt, rigide og bragende fremfor flydende, hver en sætning en punchline, totalt modsat af hvordan jeg selv skriver - og dét er fedt! Håber at du stadig skriver digte, hvis der føles for det, for de er originale men svære lige at kommentere, hvilket er et kompliment, i min verden, da de fordrer til genlæsning.

Dit dagbogsindlæg er til gengæld mega flydende skrevet - selvfølgelig har dit sprog også ændret sig på 10 år, helst :-P

Jeg vil inden noget andet lige sige at jeg kun har været i ét forhold i mit liv, i 6 måneder sidste år. Alligevel har jeg lyst til at sige noget ift. hvad du skriver - trods begrænset erfaring med forhold har relationer mellem mennesker altid fængslet mig, pga en stor interesse i psykologi, neurologi, filosofi og antropologi, og kærlighed - mine yndlingsfilm er Before-trilogien med Ethan Hawke og Julia Delpy, 3 film lavet over 30 år om parforhold og om livet generelt.

Jeg tror jeg rammes af din tekst fordi at jeg selv har fået lignende ting at vide - i mit tilfælde både at jeg så verden som helvede, og som himlen; jeg prøver altid at snakke andre op, mens jeg snakker mig selv ned.

Men... alt levende er dynamisk, og i fortsat udvikling. De største nihilister kan blive til de mest virkelighedselskende optimister - jeg har set det ske mange gange, f. eks. på kollektivet/behandlings/meditationscenteret Osho RISK hvor jeg voksede op som barn, og i gruppeterapi som voksen.

Desuden er Phineas Gage-historien et klassisk eksempel i psykologi på at mennesker kan forandre sig radikalt, ved i Gage-eksemplet f. eks. at få en hjerneskade i en ulykke. Fra mit eget liv voksede jeg op med en moder der ændrede personlig radikalt også, pga sygdommen Huntingtons der rådner hjernen indefra, til man ender som en grøntsag. Hele hjernen påvirkes, og personlighed og adfærd ændres komplet og absolut uforudsigeligt. Trods disse grunde til personlighedsændring er ekstreme, så har jeg også i mig selv kunnet se hvor meget jeg har ændret personlighed - ligesom alle andre. Selvfølgelig er der ofte nogle grundtræk der altid er der, men selv de kan altså ændre sig.

De 2 personer som dit dagbogsindlæg indikerer at du er fanget imellem, hvor jeg pga formatet går ud fra at det er autentisk, lyder som værende som nat og dag, hver især tiltrækkende dig på hver deres måde, omend natten lyder som pinefuld forelskelse, alt for intens.

Jeg rammes måske af din tekst især fordi jeg fra flere kvinder har fået at vide at de ikke vil se mig fordi vores relation var for intens, trods den aldrig blev fysisk eller decideret romantisk. Det eneste forhold jeg har været i, sidste år, var så også vanvittigt intenst og drænende, men det skyldtes ydre omstændigheder og ikke indre, ydre faktorer der gjorde forholdet umuligt (lang historie).

Min pointe er = når du skriver "mørkbesjælede mennesker som os" lyder det som om at forelskelsen slet ikke er om personen, men om genkendelig ensomhed og nihilisme - om en soulmate der ligesom dig har et kynisk verdenssyn, ligesom jeg tolker dine digte, med al respekt (!). Ja, sådan et verdenssyn har godt af at blive udfordret, evt. i et forhold med en der IKKE ser verden, og sig selv, sådan. Men... det er et vanvittigt ansvar du fralægger dig selv, over på 2 andre mennesker. Det er nogle voldsomme defineringer af hvem de, nogle små kasser du kommer dem i. En enkelt begivenhed, et nanosekund af forandring, og begge personer, og dig selv, kan ændre sig radikalt, til den stik modsatte pol af hvor de er i dag - også dig selv. Og mig.

Jeg har selv været dybt kynisk, og jeg skal understrege at jeg med kynisk ikke mener det negativt - jeg mener det som i såret af verden, og mistroisk overfor den, med fucking god grund. Men jeg ER verden = måden jeg ser verden på, falder tilbage på hvordan jeg ser mig selv. Ændres måden verden ses på, ændres selvet.

Som en der har vandret og reddet på kamel i Sahara (Tunesien), så vil jeg sige at ørkener er undervurderede. At selv i helvede er der oaser. At du er ung ligesom jeg, og at du pr. definition på ingen måde er færdig med at udvikle dig endnu - alt levende er dynamisk, alle personligheder kan ændre sig på et splitsekund. Når folk snakker stjernetegn, f. eks., glemmer de at alle indeholder aspekter fra alle stjernetegn - "When I let go of what I am, I become what I might be" - Lao Tzu.

Når vi definerer andre, og os selv, som sådan og sådan, så skaber vi et billede af dem. Dette billede fastfryser dem, og os selv, og er ikke virkeligheden.

"Hvis du elsker en blomst, så lad være med at samle den op. For samler du den op dør den, og den stopper med at være hvad du elsker. Så hvis du elsker en blomst, så lad den være. Kærlighed handler ikke om besiddelse, men om påskønnelse." - Osho/Bhagwan Shree Rajneesh (filosofen hvis bevægelse jeg er vokset op i - jeg er ikke en del af den i dag)

Det jeg prøver at sige er, at selv hvis din forfærdelige plan om at få "natten" til at hade dig lykkedes, således at du ikke længere besiddes af ham og han af dig, vil det være en fiasko - for had og kærlighed er ikke hinandens modsætninger, og hans had til dig vil ikke sætte ham fri, tværtimod. Du kan ikke kontrollere hans følelser på den måde, trods jeg godt forstår den gode intention bag.

Også jeg har været håbløst forelsket, i kvinder jeg vidste jeg ikke burde være det i, typisk narcissister/brugere af mennesker, fordi at deres facade af selvsikkerhed narrer mig. Med tiden er jeg blevet bedre til at spotte de røde flag, og droppe illusionen om at jeg kan hjælpe dem, og de mig. Ingen andre end en selv kan hjælpe en, omend terapi, som jeg har været 15 år i, kan give en redskaberne. Men man må selv skubbe stenen op af bjerget, Sisyfos-style, og finde lykke i ulykken, lykke i at have et formål = passion eller lidenskab.

Mennesker der ser verden kynisk, har IKKE godt af at være i et forhold med en der ser verden sensitivt/romantisk. Og omvendt (!). Ingen kæreste eller ægteskab kan nogensinde udfylde det hul du beskriver, ingen. Kun dig selv. I filmen "28 dage", med Sandra Bullock, Viggo Mortensen og Dominic West, siger en terapeut til patienterne i en afvæningsklinik at når de forlader klinikken bør de holde sig fra forhold og sex i 2 år - først et år hvor de ser om de kan holde en potteplante i live. Kan de dét, kan de overveje at få et kæledyr. Er kæledyret i live og glad efter et år, kan de så endelig overveje at date.

Jeg kender dig ikke, og kender ingen af variablerne i det matrix du lyder fanget i. Men jeg ved at svaret ALDRIG er at behandle andre elendigt - du, og han, vil fortryde det resten af livet. Jeg VED at det er fucking svært, kærlighed, og i en bedre verden blev det behandlet med mere respekt, og mere alvor. I en bedre verden fik laaaaangt færre børn, og langt færre indledte forhold, og arbejdede i stedet på sig selv, fremfor på og igennem andre.

Og selvfølgelig skal du ikke være utro - også dét vil kun bringe fortrydelse med sig. For at glemme ham den anden, eller måske dem begge, må du jo se indad og reflektere over hvorfor du har brug for nogen af dem - hvorfor du overhovedet kategorisere dem og dig selv i poler. Jeg tror ikke på at du kender nogen af dem, eller dig selv.

Jeg kender heller ikke mig, gudskelov! I det øjeblik man kender sig selv, bliver livet gråt og kedeligt. Stillegående, i regression, modarbejdende Big Bang's diktering af at universet ekspanderer som en blomst i blomstring, og at når vi kommer os selv, og kynisk andre, i kister af definitioner, så modarbejder vi Big Bangs eksplosion, vi modarbejder evolutionen i os selv.

"Tiden er som en flod.
Du kan ikke røre det samme vand 2 gange,
for strømmen passeret vil aldrig passerer igen.
Nyd hvert et øjeblik af dit liv"

-citat af ukendt. Jeg vil tilføje at hver en dråbe i eksistensens flod kan give eller tage, men at man sjældent ved hvad der er det ene eller det andet, før lang tid efter - og selv da kan en forbandelse vise sig at være en velsignelse.

Det handler IKKE om at have et positivt livssyn, fuck "toxic positivity"!!! Det handler om at alt er relativt, alt kan deles i 3 minimum, inklusive observatøren subjektivt erkendende dette, og inklusive tesen i sig selv.

I forhold er tese plus antitese, f. eks en "negativ person" og en "positiv person" (begreber der strider imod relativitets-teorien, symboliseret i yin-yang-symbolet hvor sort ikke er hvids modsætning, men forudsætning), i forhold er det meget normalt at tro at ens perceptionerede modsætning vil bringe balance - at tesen i en selv har godt af antitese, fordi at tese plus tese, 2 relativt ens sjæle, er for intenst. Men sådan fungerer fysik og kærlighed ikke - tese fører uundgåeligt til antitese, og kombineret fører det til syntese, som igen fører til tese, og det hele starter forfra. Ingen kan udfylde hullet indeni, ingen kan gøre dig lykkelig - de kan give endorfiner og dopamin, men de vil aldrig kunne danne en helhed med dig. Aldrig, hvad mange indser på dødslejet, hvor alene vi alle er.

Men ved at gå ind i en selv, ved at arbejde på ens egen frygt og udfordre den, kan følelsen af fragmentering fra verden, som så mange tror at orgasmer, stoffer og alkohol, endorfiner og evt. afkom vil afhjælpe, afvikles. Ikke permanent, pr. definition da universet ekspanderer og således altid vil fragmentere, men ved at genfinde tilliden til universet, som blomsten der vender sig imod solen uden at træffe valget som sådan, så kan vi ekspanderer sammen med universet, for evigt. Med vibrationer der galder ud i rummet, lang tid efter at vor fysiske, psykologiske og spirituelle væsener er gået bort - vor ekko varer allerede for evigt, og jo mere vi kan genfinde tilliden til at universet har vor ryg, des flere vibrationer kan vi lave, når vi indser at andre ikke kan lave dem for os. Men det kræver bevidsthed om at afhængighed af andre, og af definitioner af hvem man selv er, kun fører til lidelse. At droppe alt begær er selvfølgelig umuligt, men at vide at alt begær fører til et indre fængsel er en start.

Jeg er selv relativt romantiker, og har svært ved ikke at se meningen med livet som værende kærligheden. Altså et fast forhold med 2 individer der er villige til at kæmpe for det, som vil hinanden helhjertet og som udvikler hinanden, altid med plads til afvikling. 2 individer på hver sin rejse, men som rejse-kompagnoner så længe at det giver mening, holistisk og spirituelt, for begge.

I Shaolin Qi Gong studerer man sig selv, og universet omkring en, i blide og bølgende bevægelser. "Målet" er tantrisk livsstil, hvor hele ens jeg, holistisk og altså både krop, sind og sjæl, accepteres og observeres, så objektivt som muligt. Ikke for at blive et objekt, følelsesløs, men for at erkende, dagligt, at man ikke kun er på eventyr i verden, men i sig selv - at man IKKE kender sig selv, og at det ikke behøver være som at lugte til sin egen prut og kalde den velduftende, dét at lære sig selv at kende; at den objektive observation af sig selv, i "dynamisk meditation" (trods al beskrivelse af stilhed er larm), er et eventyr i sig selv, og at orgasmens vibration af renselse og forfriskning kan forekomme uden sex, uden en partner, igennem dyb, blid og rolig vejrtrækning, og igennem træning af kroppen til det den er skabt til, fysiologisk = velbehag og nydelse. I Shaolin Qi Gong studerer man verden og sig selv i den, uden metode eller teknik, da det hele handler om at udvikle sin egen, sit eget bevægelsesmønster og flow, for aldrig at være fange af en andens, og for at gå på eventyr, aldrig fæstnende sig til en stil, men holdende stilen fri, non-konceptuel, intuitiv og uskyldig.

Ved at bevæge sig som var man i vand, og ved at lade tanker og følelser flyde forbi som bølger på en strand, med vejrtrækningen endende i havet i en selv, hjertet der banker et evigt beat i højt, middelt eller lavt tempo, så kan man gøre sig uafhængig af andre, af alt - ikke gennem træning i årevis, men øjeblikkeligt - kortvarigt og derfor unikt, derfor dagligt et nyt eventyr, en ny og anderledes orgasme, igen og igen. Undskyld mit sprogbrug, det er ikke for at være vulgær - tantra og tantrisk livsstil fører altid til at den studerende af det (der findes ingen mestre i tantra, eller i Qi Gong, kun studenter), altid ender med at jage lykken mindre, altid ender med at studenten muligvis dyrker mindre sex, men når det så endelig dyrkes, når hvad som helst dyrkes og udøves, at det så gøres medfølende og bevidst, forsigtigt, blidt og alligevel passioneret. Forskellen på passion og lidenskab er at passion er et tab af kontrol, en opgivelse, mens lidenskab er forsøg på kontrol, forsøg på at stoppe Big Bangs ekspansion, og er dømt til at mislykkedes, i lidelse.

Desværre bor vi i et samfund der fordrer jagt på lykke, fremfor glæde ved jagt. Altså på at det er produktet der er i fokus, og ikke processen. Trods lykke er lykke fordi at det netop ikke er fastforankret - endorfiner og dopamin er ikke lykke trods det kan føles sådan; det er blot højdepunkter i bølger der uundgåeligt vil falde igen. Ved at indse at faldet er lige så unikt som alt andet ved bølgen, kan vi bevæge os imod havet fremfor stranden, mod livet fremfor døden. "Alle floder flyder imod havet, fordi at det er placeret lavere end dem - ydmyghed er dets styrke" - Lao Tzu, Qi/Chi Gong-poet der levede for 2500 år siden ca.

Undskyld for denne... det var ikke ment som en prædken, eller som et foredrag, men som en advarsel om hvad jeg tolker, TOLKER!, som en farlig retning du er på vej i. Jeg håber at mine ord giver mening, og at det kan tages som inspiration og ikke som en løftet pegefinger - jeg kender dig ikke, og ej heller de 2 der hiver i hver din arm, men min fordel af at kun have været i ét forhold i mit liv, sidste år, og af kun at have været sammen med 3 kvinder i alt i hele mit liv, er at jeg har lært, nogenlunde, at kunne udholde mig selv og mit eget selskab - igennem terapi lidt, men i allerhøjeste grad igennem Qi Gong / daoisme / filosoffen Jiddu Krishnamurti (holistisk eksistentialisme) / Hip (intelligent/medfølende) Hop (bevægelse/liv). Qi Gong betyder "Livskraft Øvelse" (ikke mestring), ligesom undergrunds-Hip-Hop, hvor det er processen fremfor produktet der forsøges at nydes. Tantra kan på hindi oversættes til "kreativitet"/"skabelsesproces", og handler ikke kun om nydelse af vejrtrækning og af hver en fiber i kroppen og sindet, men også om nysgerrighed om at droppe kontrollen, acceptere at fortid er minder, fremtid fantasi, og kun nu'et, udefinerbart pr. definition (da alt sprog/registrering er udgjordt med fortiden som instrument), kun nu'et, antisen til rum og tid, er reelt.

Kh X
PS: jeg er hiphopper, og er altid klar på en debat. Undskyld igen hvis jeg har skrevet noget provokerende, omend al ny læring er provokerende. Men alligevel - undskyld hvis jeg blander mig i noget privat der føles grænseoverskridende - jeg kender dig ikke og du kender ikke mig, og udfra dit velkonstruerede sprog ved jeg at du har din egen vej, går ad din egen sti, har dine egne redskaber, såsom T.S Elliot, og at min ikke er bedre end din, eller omvendt - alle er lige, og ingen mere lige end andre.

"Vil du være lige, lad dig selv være skæv. Vil du være hel, lad dig selv være halv. Vil du gives alt, giv alting op." - Lao Tzu

--

//hygge

((@ ansuorheim@hotmail.com / orhyme@proton.me))