Et dejligt lille rim der fremkalder billeder på nethinden, og har en god rytme.=;)

Du skriver virkelig godt, får karaktererne levendegjort på en spændende måde:

Han gemte sig bag sit halvlange sorte hår. Sin musik. Han var ikke muskuløs, eller på nogen måde noget som helst andet end en almindelig ung mand. Brede skuldre, lange fingre der var perfekte til at slå akkorder an og så virkede han som en kynisk fyr. En der ikke følte med nogen eller noget og blot var neutral og kold. Tanken om Rosie sad dog fast i hans hjerne.

Men teksten virker meget massiv, måske skulle du luge lidt ud og lave nogle afsnit? Det ville især være godt at starte på linje, når der kommer direkte tale.

Jeg kan godt lide der hvor; på tredje sal er sat i fed skrift, det giver det noget truende og dramatisk hver gang det kommer.

En meget interessant tekst; minder mig om en blanding af Alice i Eventyrland og Coraline. Du holder spændingen oppe, men der der nogle småting der forstyrre:

Pas på med at gentage bestemte ord er ikke er nøgleord:
Derefter er der en lang gang til højre, men for enden af den gang, finder jeg hvad jeg søger. For enden af den gang, finder jeg døren ... Og bør der ikke stå; og , i stedet for men ?

Måske skulle du stramme op på teksten og skære nogle af de beskrivende ord fra som:
trappens trygge trin ... og: Stearinlysets flakkende flamme... Hvad med bare trappens trin og Stearinlysets flakkende skær ...?

Det er selvfølgelig en smagssag, men det lyder oftest bedst når det er nogen der gør noget med tingen end når det er tingen der bliver gjort noget med. Eksempel:
Nøglen trækker jeg over hovedet og stikker ind i nøglehullet ...
Jeg foretrækker: Jeg trækker nøglen over hovedet ... (Men som sagt er det en smagssag)

Alt i alt en glimrende historie, med en fed twist til slut, men måske du kunne undlade den sidste sætning: mareridtet er langt fra overstået ... Det tror jeg læseren tænker af sig selv, og behøver det derfor ikke forklaret.

Tak for den gode læsning.

Uh, noget af det bedste jeg længe har læst! Du formår at skabe en uhyggelig stemning, der gør at man bare må læse videre. Men måske kunne der skæres et par ord eller sætninger her og der, det som om den hårrejsende stemning når at dale lidt, inden slutningen. Men virkelig fantastisk novelle.

En sjov historie. Elsker slutsætningen: "Her skulle have hængt..." Det gir' lige historien en ekstra sjov twist.

Se, det var en god lille historie. Tror aldrig jeg har læst en historie hvor flødeskummen var hovedperson. =;) Det generelt godt skrevet, men med nogle få stavefejl hist og her.

Jeg ville nok slette: "munden på et menneske" i afsnittet her nedenfor. Jeg synes man forstod det var en menneskemund inden det blev fortalt:
"begge var de så optaget af nærheden, ømheden og kærligheden til hinanden, at de slet ikke ænsede, da en ske løftede dem begge op, og første dem ind i et stort og vådt hulrum, munden på et menneske."

En dejlig læse oplevelse.

Det har en god rytme, et rigtig godt rim. Men jeg kan ikke rigtig bestemme mig om det er en fed effekt at anden sidste vers ikke rimer eller det bare ødelægger flowet når man læser? Det får fortælleren til at standse op, så den del af rimet hængere bedre fast ved hukommelsen. Så egentlig kan jeg vist godt li' det på den måde.=;)

Se det humor! Alle tiders joke og velfortalt. Men hedder det ikke et til-stødende rum, og ikke et fra-stødende rum? Eller er det bare en vittighed med ordet?

Morsomt - Der kom lattermusklerne lidt på motion. Tak for den gode læsning=:)

Vulcan og så Blomsterdyrkeren må være mine favoritter af dine anekdoter. (Der alle i øvrigt er virkelig morsomme!) Kan ligefrem se Løjtnantens ansigtsudtryk for mig, da han fandt ud af nummeret med karsen=;)

Jeg kan godt li' beskrivelserne af de dagligdags ting Karen foretager sig, det er med til at give den rigtige stemning. (Og jeg elsker den slags miljøer din historie foregår i.)

Fortællingen foregår i et forholdsvist roligt tempo og det passede rigtig godt til det første og andet kapitel, men her i tredje begynder jeg at savne bølgerne går lidt højt og der virkelig begynder at ske noget, at vi får nogle hints om historiens egentlige konflikt.

Jeg tænker om der ikke mangler et semikolon eller kolon i nedstående sætning, mellem sige og ja? Jeg synes den er lidt besværlig at læse uden:

Hun burde sige ja, jeg har noget imod det

Stedet hvor Karen nærmest bliver suget ind i Daniels øjne er det bedste i kapitlet. Beskrivelsen er mere intens og den ellers mere praktisk anlagte Karen tænker pludselig på mørkt vand og lygtemænd, og må tvinge sig selv til igen at rette opmærksomheden mod dagens malkearbejde, og se hen på koen for ikke at bliver helt opslugt.

Glæder mig til at læse mere=;)

Super novelle der sætter lidt tanker i gang. God drejning til slut.

Waow, en ikke videre sympatisk hovedperson, men så sandelig en interessant en. Man sidder hele tiden og håber på han kommer til fornuft, men så gør han noget endnu værre når han lige er blevet en smule sympatisk. Det interessante ved ham er at han er udmærket klar over det og indrømmer det, mens hans omgivelser har lidt svært ved at gennemskue hans motiver.

Jeg faldt for den her metafor fordi den passer præcis på det billede jeg har af hovedpersonens livsanskuelse:
Som når man har et hus, der alligevel skal rives ned, og man derfor giver sig til at smadre det hele for sjov og uden gruen for konsekvenserne.

Du bruger nogle mærkelige ord indimellem såsom: pekuniære, er ord jeg tror generelt går hen over hovedet på mange folk. Gøre din læser en tjeneste ved bare at skrive: økonomiske problemer. (slog det op).

Alt i alt var der fire konkurrerende narrativer, der alle hævdede at forklare, hvorfor Kip nu blev kaldt Kip og ikke Christopher.
Igen, jeg tror du ville have mere fordel af at skrive: historier eller bruge et andet mere jordnært synonym i stedet for narrativer.

Generelt føler jeg du sætter for mange kommaer. Det forstyrrer flowet når man læser.

Du har mange tunge og lange tekstpassager. Måske var det værd at overveje om du kunne splitte nogen af dem op i flere afsnit?

På nogen steder er der lidt forvirring om hvem der snakker fordi du ikke har rykket sætningerne ned på en ny linje efter dialogen:
"Jeg har snakket med Kip... For en uges tid siden." Mine øjne lyste op.
"Er det rigtigt?" Hun slikkede mælkeskummet væk fra sin overlæbe og nikkede.
"Har du hans nummer?" Hun nikkede igen og begyndte at grave i sin designertaske.

I stedet:
"Jeg har snakket med Kip... For en uges tid siden," sagde Anne Katrine.
Mine øjne lyste op. "Er det rigtigt?"
Hun slikkede mælkeskummet væk fra sin overlæbe og nikkede.
"Har du hans nummer?" sagde jeg.
Hun nikkede igen og begyndte at grave i sin designertaske.

God ironi at du lader Anne Katrine studere psykologi på Københavns Universitet og samtidig med at hun ikke er i stand til at gennemskue hovedpersonens personlighed.

Der hvor hovedpersonen forlader deres fælles cafe og tager til staterne, burde du måske droppede udråbstegnet. Som jeg læser det, råber han: "Anne Katrine... Jeg forlader dig!" Og det virker lidt mærkeligt i den situation at han skulle råbe? Bare punktum eller tre punkter ville passe bedre. Den pludselige drejning i historien er nok til at gøre det dramatisk.

Jeg er ikke sikker på om jeg helt fangede hvad hovedpersonen bestemmer sig for i slutningen?
Et øjeblik slog det mig, om jeg kunne tillade mig at gøre det, men så kom den tydeligste tanke frem i bevidstheden på mig; Jeg er et fucking Bæst!

Alt i alt en spændende noveller hvor hovedpersonen tager nogle overraskende valg undervejs, der dog er tro mod hans karakter.

En spændende start på historien. Man kan allerede ane det univers handlingen er bygget op i.=:)

Synes der mangler lidt beskrivelse af omgivelserne så man kan danne sig et billede af scenerne og det miljø personerne befinder sig i. Adaras onkel lyder som en der er højt rangerende, men befinder vi os i en herregårds bygning eller en dyster skolebygning med grå mure?
Hvordan går folk klædt? Troldmændenes beklædning beskriver du fint, men er Adele klædt i silke eller er hun knap så fin? Behøves ikke være nogen detaljeret beskrivelse, bare lige nok til at give et billede.

Jeg kan godt li' at dine to hovedpersoner har så forskellige tanker om deres magi. Bliver spændende at læse hvordan de udvikler sig=:)

Yderst humoristisk krimi! Det jo egentlig en grum historie med hende Ruth, men du har evnen til at vende det til en humoristisk situation. Meget listigt at lægge spor ud i form af tørklæderne, hvilket desværre også gør at man gætter det med Ruth før slutningen og man ikke sidder og er komplet paf, men dog paf over den drejning historien tager.

Der har lige sneget sig en lille fejl ind jeg faldt over. (Sikkert allerede andre der har fanget den):
I mere end et halvt år hverken hørte ingen noget til morderen."

Enten skal "hverken" væk, eller også skal der stå: ...hverken hørte eller så nogen noget...

P.V. s beskrivelser af Ruth er forresten hylende morsomme, selvom han jo faktisk er temmelig grov. =;)

Jeg ikke nogen ekspert i digte, men tolker det som en kvinder der er træt af hendes mandelige kollega ikke tager hende alvorligt som tænkende menneske. Kort og meget præcist digt. Lille minus: første og anden linje rimer, mens linje fire og fem ikke gør, og det gir' lidt kurren på rytmen. Men ellers godt skrevet=:)

Du har en virkelig god skrivestil der formår at fastholde læseren. Det er tydeligt hvad der er hovedpersonens dilemma og jeg synes det er en fed detalje at personerne er navnløse, og alligevel lærer man dem så godt at kende at de ikke fremstår flade.

En smule kritik er afsnittet før slutsætningen: Hun vidste ikke rigtig hvordan de var endt der...Det virker pludselig som et lidt for stort spring i handlingen. Læseren kan måske nok selv tænke sig til hvordan hun er endt der, men hvis du i forrige afsnit gir' et hint om hun måske går hen til ham, sådan peger i retning af hvad hun vil gøre, tror jeg det ville fylde hullet.

Meget morsom sætning der får hovedpersonen til at fremstå som selvironisk og faktisk sympatisk: nej godt så hun ikke ud i det latterlige glitter kostume hun havde på. Men det gjorde ikke så meget - sådan så alle de andre også ud.

Novellens største styrke er humoren.=:) Morede mig virkelig over nedstående tekst, for jeg havde da selv glemt besværgelsen stadig var aktiv:

"Jeg gad vide hvad derinde..." Memo blev afbrudt igen af hans partner og hånd for hans mund. Det er altså ved at blive en dårlig vane, det her. Så opdagede han lyden, de kom hastigt nærmere, han havde glemt at hæve besværgelsen. De havde hørt ham. Så dum han var... Så dum han var.

Du lægger ud med meget store filosofiske ord i første afsnit, men jeg har ikke rigtig forstået hvad de har med resten af historien at gøre? Måske kunne historien klare sig uden?

Det forstyrrer læsningen meget at der i store dele af novellen er så mange stavefejl, forkerte ord og indimellem sætninger hvor meningen er en smule svær at hitte ud af:

Hvad ville mon gøre ved dem hvis de blev fanget. Memo's tanker forstillede sig at kun de værste mareridt man kunne forstille sig kom tæt nok på og så var de stadig langt fra. Tanken skrammede ham.

I første sætning mangler der et ord og jeg var nødt til at læse den midterste sætning igennem flere gange før den gav mening. I den sidste sætning menes der vel: Skræmte. Skrammede, betyder noget andet.

Ligeledes en fejl, hvor det forkerte ord er kommet ind:

han var en af de laveste relancerede troldmænd og var ikke normalt tilladt så højt oppe i tårnet.
Rangerende, ikke relancerende.

Beskrivelsen nedenunder er for mig en af de bedste i novellen. Klar og ligefrem, og sådan at jeg kan forestille mig det:

Golemen blev ved med at slå efter Aquarius, uden større held. Hun absorberede hvert slag, som væske og materialiserede sig som menneske straks efter hvert slag.

Lidt mange fejl der skæmmer gennemlæsningen, men ellers en rigtig god historien med spænding, og da uden tvivl fantasy.=:)

Spændende ide at inddrage de gamle inkaer. Din historie er tydelig fantasy og vandet er til stede.

Efter at have læst din novelle havde jeg lidt svært ved at finde klimaks i historien. Det punkt hvor det burde begynde at brænde på for Malou og hun står overfor en krise eller opgave hun skal løse. Du begynder rigtig godt på spændingen da Malou bliver suget gennem porten i søen, men derefter sker der ikke meget andet end at Malou og Cava taler sammen, og Malou kommer hjem uden det store drama.

Måske ville det sætte skub i dramaet hvis du uddyber hvad der er på spil for Malou og Cava? Hvad har Malou at tabe og vinde? Kan hun ikke komme hjem hvis hun nægter at være Cavas aftager? Bliver der kaos hvis Malou overhovedet ikke vil ha' den opgave?

Jeg er lidt i tvivl om Malous alder? I mit hoved svinger hun mellem ungt barn og teenager?

I starten skriver du at Malous forældre har været oppe at skændes meget, men er blevet gode venner igen under ferien. Har det nogen betydning for resten af historien? Det virker som informationen aldrig bliver vigtig for historien. Måske du kunne enten inddrage det i resten af handlingen? Eller helt droppe det?

Jeg kan godt li' du har holdt dig til et overskueligt persongalleri og koncentreret dig om de to vigtige personer i historien.

Fedt at starte med et ragnarok. Jeg nyder som læser at blive kastet lige ud i spændingen, og samtidig gør du mig nysgerrig om hvem Ronja er?

Jeg er vild med din måde at forbinde afsnit et og tre på:
...Det sidste der skete var, at Aggvard smagte vandets salte smag / Det første der skete var, at Aggvard smagte vandets salte smag...

Skyggen er virkelig en morsom karakter, og jeg føler det især er hans dialoger der sætter et frisk tempo i novellen, og dit hint med dragen er en 'hun' er godt placeret.

Det er forstyrre læsningen lidt er at du har nogle lange tekstblokke. Det gør læsningen lidt træg at komme igennem af og til. Måske skulle du kikke om du kunne bløde de tungeste afsnit op, ved enten at tilføje mere af din dialog, eller dele blokkene op i flere afsnit?

Når du skriver: ...han betragede stille skyggen... mener du så ikke: han betragTede stille skyggen. Der er også en gentagelse af samme ord: "havde havde" i sidste afsnit.

Det er en spændende ide at skrive det meget actionpræget afsnit med dragen i nutid, men det føles ikke som om det passer ind. Jeg havde måske foretrukket du havde holdt dig til datid og fået en mere homogen tekst ud af det.

Et sted hvor jeg synes du har en god og interessant beskrivelse:
- "Du løj igen. Og du løj også for klipperne, siger du. Du lyver hele tiden. Hvorfor lyver du?"
Aggvard blev næsten flov, da han hørte sig selv som et lille barn stille banale spørgsmål, som man ikke stiller, når man er blevet voksen.

Alt i alt synes jeg det er en spændende novelle med et vellykket plot og gode overraskelser undervejs.

En spændende novelle med overraskelser. Ikke alle er hvad de giver sig ud for at være.=;)

Historien fungere overordnet godt, men der er nogle ting:

På et tidspunkt siger Lina at man ville have fundet skelettet ude i havet, hvis en unge pige virkelig var druknet der. Det lyder ikke helt logisk i mine øre. Ville havet ikke have flyttet det. Eller landsbybeboerne? Ville de virkelig bare lade det ligge der?

En anden ting: Hvad er havets røg? Er det tågen du mener?

I morgenmadsscenen har du en genial sætning, der giver pote i anden gennemlæsning af novellen:
Tårer steg op i Linas grå øjne og hun knyttede hænderne.
"I... I... væmmelige mennesker!" Stolen vippede bagover og knaldede i gulvet. Lina forsvandt ud af køkkenet og op af trappen, efterfulgt af en dørs smækken.

Det får pludselig en meget dybere betydning at hun kalder dem "væmmelige mennesker", når man er klar over hendes natur. I starten have jeg lidt svært ved at greje hende, eller retter sagt, greje hvorfor Philip blev hos hende for hun virkede ikke synderlig venlig, men så kommer du med sirene drejningen og så giver det hele pludselig virkelig god mening.=;)

En spændende historie at dykke ned i. Der er både vand og rigeligt med fantasy.

I første den første del af historien kommer du meget ind på Kendras særlige forhold til vand via hendes fars gaver, men jeg savner lidt omverdens reaktion på Kendra. Hun snakker aldrig om venner, eller andre fra sine omgivelser (udover sin mor og far) Måske kunne det flettes lidt ind, så man får et rundere billede af hendes som person?

Af og til overforklarer du tingene lidt:
...Hun skyndte sig i arbejdstøjet og fik tændt lyset i den store bygning, mens hun fandt sin mobil frem. Kort efter havde hun fundet sin mobil frem og ringet op til sin far...

Det ikke nødvendigt læseren får fortalt hun har fundet mobilen frem, der er egentlig nok bare at skrive (Og det er kun et forslag):
...Hun skyndte sig i arbejdstøjet og fik tændt lyset i den store bygning, mens hun fandt mobilen frem og ringede op til sin far...

Et sted til hvor du også overforklarer,
...Kendra blev bragt tilbage til virkeligheden, da hun hørte sin mors stemme fra stuen. Hun talte i telefon. Kendra kunne høre hendes stemme, men det lød som om moderen ikke ville overhøres...
Her er det måske bedre at skrive; moren hviskede eller talte meget lavt? At moren ikke vil overhøres kan læseren nok selv hitte ud af.

Lige efter lader du Kendra stille sig selv en masse spørgsmål:
...Hvad var det for en samtale? Havde det noget med hendes fars død at gøre? Og hvad var det, hun ikke vidste?...

De bliver lidt overflødige, eftersom Kendra lige efter går ud i køkkenet og konfrontere sin mor med telefonsamtalen. Måske kunne de undlades?

Der går lidt lang tid før der skrues op for handlingen i historien, men derefter holder du faktisk dramaet meget godt oppe. Desværre er Kendra ikke rigtig med i den store slutscene, og det ærgerligt efter min mening. Jeg kan godt se pladsen var lidt trangt til sidst med hensyn til ord, men jeg synes aldrig rigtig Kendra får lov at udfolde sine nye kræfter.

Du skriver godt og får flettet informationerne om vogterne fint ind i historien, så det hele ikke ligger som en tung blok midt i fortællingen.Og jeg er vild med det sidste afsnit, hvor man får en hint om at Kendra har fundet sig tilrette med sine nye kræfter.=:)

En spændende novelle med en uventet og dramatisk slutning!

I starten troede jeg novellen ville handle om Melanie og Benjamins forhold, men så drejer du den over på Melanie og Sif, hvilket faktisk er en dejlig overraskelse fordi jeg som læser havde indstillet mig på noget andet. Du gør det samme i slutningen, hvor du overraskende drejer handlingen en gang rundt med Benjamins skæbne.

En lille ting:
... Benjamin var løbet ud i vandet. Han taklede mig ligeså snart jeg var inden for rækkevidde.
"Hvad skal du i weekenden?"
"Være sammen med dig?" Jeg svømmede over til ham...

Når man takler nogen, overfalder man den så ikke nærmest og vælter dem omkuld? Men alligevel svømmer hun over til ham lige bagefter?

Måtte virkelig grine af den scene i køkkenet hvor Melanies far begynder at snakke om sex, og Melanie bliver helt pinligt berørt. En scene der virkelig letter stemningen.

Selvom Melanies tilknytning til havet er meget tydelig gennem hele historien, har jeg stadig lidt svært ved at se hvordan hun kan få sig selv til at ofre Benjamin for det? Hun virker eller ikke om nogen dyster person og hun har jo faktisk valget at lade vær. Slutscenen er en af de bedste scener, men samtidig også en af dem der forvirre lidt. Måske du kunne have ofret noget tekst et andet sted i novellen for at få Melanies overvejelser med til sidst?

En glimrende novelle fuld af vand og fantasy.=:)