Over en hyggeøl på venskabeligt fod, stod min mand og naboen, Ole, i dennes skur i ly for regnen. Umiddelbart skulle man tro, at en komet var slået ned i taget og havde spredt inventaret ved lufttrykket. Det var ingenlunde sket. Sådan ser det bare ud!
 
Jeg tilsluttede mig selskabet, og her fik jeg indblik i en aldeles sælsom historie - og om, hvordan naturen har sit eget liv.
 
Den 16. maj - dagen hvor årets bukkejagt går ind og samtlige jægere i hele kongeriget ligger søvnløse om natten i bare spænding - havde Ole ikke været en undtagelse. Her hvor rigtige mænd skiller sig ud. Hvor "hullemaskinerne" kan nedlægge et sagesløst bytte, der blot havde rejst sig fra sit leje og nydt det saftige græs i den årle morgenstund under den opgående sol.

Bukken havde blot ikke kigget ordentligt efter i kalenderen! Det var den 16. maj. Og Ole var på banen.
Det lille pjevs fik et kort liv. 15 kilo og med "basten" (huden) endnu siddende på geviret faldt den død om på en mark i Thy. Ikke nok med at den havde måttet leve med popgruppen Kandis på den egn, men nu havde den så også mødt sin banemand.
 
Den blev under stor ståhej eskorteret hjem på en trailer og hængt op i samme skur, som øllet blev indtaget i. Dyret var dog væk i mellemtiden - formentlig frosset ned i samlesæt under kummefryserens låg efter endt modning. Ole havde i sin iver for at hænge det afsjælede legeme på krog glemt at lægge aviser under, så nu er cementgulvet dekoreret med røde pletter, som hunden Zenta nyder gavn af at rende og slikke på. Det skal nok blive et fint gulv engang, når den har været over det tilstrækkelig mange gange med tungen.
 
Mens dyret hang på sin krog og dinglede, så skulle kraniet med geviret afkoges og derefter sættes på plade.
 
Det undergik en længere proces, på et vakkelvorent gasblus i skuret, hvor det havde kogt i timevis i suppegryden for at fjerne "basten" samt udkoge det blod der måtte være i forbeningen.
Gevirets oprindelige ejer havde trods alt befundet sig i de levendes rækker kort forinden.
 
Efter endt kogning skulle geviret i brintoveriltebad for at blege det. Det lå og sydede og boblede i karret indtil det havde en passende hvid farve, analog med udpinte knogler fra en falden kamel, der havde ligget 4 år under Kalahari Ørkenens brændende sol.
Et lille salmiak-formet kranie dukkede op af badet, hvor gevirets hvide farve blændede som Ole Henriksens tænder under et reklamefremstød.
 
For at give geviret et autentisk og "brugt look" havde han benyttet sig af en staldfidus, jægere imellem benytter sig af: Man tager en grangren og gnider rundt på geviret - nøjagtig som bukken ville have gjort ½ time senere hin morgen, hvis den ellers havde fået lov.
Ole gned på takkerne - og efterhånden begyndte det at ligne naturens eget produkt igen.
 
Han lagde det til tørre oven i kummen med krydderurter og kastede sig over andre sysler.
 
Næste dag var geviret væk. Det gav et gib i ham. Det som er enhver jægers pryd, stolthed og kontrafej, var forsvundet. Pist væk!
 
Pludselig vendte han blikket mod Zenta og spilede øjnene op! "Har du taget fars gevir?" brølede han, hvilket i sig selv er en pudsig formulering! Hunden dukkede sig og jagthundens ben blev på højde med en gravhunds.
 
Ole tog det ikke pænt, og beordrede hunden til at vise ham, hvor den havde gjort af det.
Zenta ejede dog ikke den evne, der muliggjorde, at den med brødebetynget pote kunne udpege gerningsstedet.
Ole havde brugt gloser, som ikke er at finde i højskolesangbogen!

Med en spade begyndte han i desperation at gennemgå haven systematisk for nedgravede ben, som Zenta har liggende i små depoter rundt omkring. Især langs hegnet ind mod os - og det er sket mere end én gang, at jeg under en harmløs udlugning mellem planterne, har fået fat i et delvist opløst marvben, som Ole har betænkt hunden med, men som har undergået en forvandling, der er knap så delikat, som da han kogte kraftsuppe på det 5 uger før.
 
Han ledte som en besat efter det nedgravede gevir. Spurtede i zig-zag formation gennem grundstykket mere og mere ilter, og med spaden i brug på planløse steder, mens den flove hund holdt sig i fornuftig afstand til "trykkedlen som klaprede" og var ved at springe i luften.
 
Han fandt geviret til sidst! Det lå splintret i tusinde stumper og stykker midt i en pøl af opkast. Godt gennemtygget. Brintoverilte eller ej - Zenta er ikke kostfornægter!
 
Og sådan fik naturen det sidste ord.
Tilbage har Ole en tom træplade, hvor han nu kan skrive "Her skulle have hængt..."