Wow! Intet mindre end ... WOW!

Det her er en fantastisk indledning til en roman ... jeg håber, der ligger en roman i vente?

Jeg elsker de her skæve karakterer, og denne korte tekst er utrolig intens! Tilbage sidder jeg med en trang til at vide, hvorfor smerten har indtaget denne persons krop, og hvorfor personen holdt op med at tro på, at verden kan hænge sammen. Kom nu, sig at der er en roman på vej!

"De dage, sidder søvnen ved tårnets fod, og venter på den knirkende lyd af en tungt læsset trillebør, der bliver skubbet ud i verden af et lille bud af cement."

Denne ene sætning gør, at jeg vil læse mere!

Yderst velskrevet lommefilosofi, og det ord er i mit ordforråd noget positivt! Nogle vil måske påpege, at der mangler fremdrift, men ikke så tidligt. God balance og god opbygning - der er ingen tvivl om, at du har gjort dig både, lange, dybe og grundige tanker.

He he, den er skæg! Nu bor jeg lidt fra Skjern og tænkte, om det er horovre ad, at de der marsmænd skal bruge en lade, eller om der er en by, som hedder Skjærn?

Ideen er fed, udførelsen er dog lidt flavrende, da sproget, ordvalg og en rundhåndet mængde fejl trækker den ned. Det er synd. Jeg synes også, at den kunne være længere.

Men super humor! Det skal du ha'!

Godt tema med god indgangsvinkel. Du holder hovedpersonens meninger på afstand, men gør det også klart, at denne ikke helt ved, hvad denne skal synes om emnet. Det giver en til tider god effekt, andre gange er det som om emnet trækkes lige lovlig langt uden at blive nævnt andre steder end mellem linjerne.
Nu skriver jeg ikke køn på din hovedperson, når jeg omtaler denne i kommentaren her, for det gør du sådan set heller ikke selv. Jeg er som læser uvidende om kønnet, ind til jeg er næsten 2/3 igennem teksten. Her får jeg et hint i form af denne sætning:
At jeg fik kaffe og kage i stedet for en håndbajer.
Det er lidt sent, for læser forventer ikke at mænd kun skriver mænd og at kvinder kun skriver kvinder.


Du har nogle gennemgående fejl og en af dem er ikke at sammensætte sammensatte navneord.
God huskeregel:
Jeg så en neger bolle i bagerens vindue.
Jeg så en negerbolle i bagerens vindue.
Der er STOR forskel på meningen af de to sætninger!

I denne afdeling af mit brok er også, at du ikke er helt konsekvent med, hvilken tid, du skriver i. Du bladre lidt rundt i nutid og datid osv.

Du laver nogle fejl ved dialoger, og jeg har taget lidt udpluk fra din tekst, som også har et par andre småbrølere i sig:
"Det var da så lidt"; siger jeg, "altid spændende at besøge nye hjem", fortsætter jeg.
To fejl, den ene er brugen af tegnsætning. Jeg sætter samme dialog ind herunder, men rettet.

”Det var da så lidt,” siger jeg, ”altid spændende at besøge nye hjem.”
Komma skal stå sammen med sin sætning og INDENFOR citationstegnene. I slutningen har jeg fjernet ”fortsætter jeg” da tilføjelsen er irrelevant og unødig fyld. Læser har allerede fået at vide, hvem der taler, og det er det eneste, man som forfatter skal være sikker på, de kan finde ud af ud fra teksten.

"Jeg er spændt på hvad du siger"; og han åbner mappen. Den første blyant tegning viser sig. En nøgen herre. "Dette er en af mine venner, der har siddet model". Han rækker ud efter tegningen og giver det til mig. Jeg sidder længe med det og ser på det med påtaget interesse. Det er faktisk ikke særligt godt, stregen virker usikker. "Ja"; siger jeg langsomt, "det er meget godt ... vil du have at jeg siger noget fagligt om dine tegninger, eller?". Jeg ser på ham og han nikker; "Det må du godt".

I ovenstående har du flere end blot forkert brug af tegnsætning som fejl, men jeg tror nærmere, det er en upser og manglende redigering fra din side, da den ikke er gennemgående. Uden linjeskift har du to personers samtale i samme afsnit, og den er ikke god. Ovenstående skal (også med korrekt tegnsætning ved dialoger) se således ud:

"Jeg er spændt på hvad du siger." Han åbner mappen. Den første blyant tegning viser sig. En nøgen herre. "Dette er en af mine venner, der har siddet model." Han rækker ud efter tegningen og giver det til mig. Jeg sidder længe med det og ser på det med påtaget interesse. Det er faktisk ikke særligt godt, stregen virker usikker.
"Ja," siger jeg langsomt, "det er meget godt ... vil du have at jeg siger noget fagligt om dine tegninger, eller?" Jeg ser på ham og han nikker.
"Det må du godt".

Hver gang en ny person taler, skal denne have en ny linje. Er det samme person, kan man sagtens fortsætte. Der er nogle andre småregler der, men mon ikke de tages op, når det er relevant i din tekst?

I det tekstafsnit, jeg lige har sat op, påpegede jeg ikke denne for at holde mig til dialogopsætning. Men denne sætning:

Han rækker ud efter tegningen og giver det til mig

Den er lidt dobbelteffekt plus at det er EN tegning, og derfor kan han ikke give DET, men DEN. Disse brølere har du nogle stykker af hist og her i forskellige afskygninger. Denne for eksempel er et klassisk eksempel på dobbelteffekt:

Jeg sidder længe med det og ser på det med påtaget interesse.
Jeg sidder længe med DET og ser på DET med påtaget interesse.

Ordet DET er brugt i samme sætning om samme ting. Andet problem er, at DET henviser til tegningen, som er en DEN. Prøv at prop lidt mere variation ind og gennemgå især sætningerne for tilfælde, hvor du bruger samme ord eller afskygninger af samme ord for tæt på hinanden. Selv få linjer imellem kan få det til at føles som om der er ekko i teksten, og så bliver læser træt og forvirret.

Endnu en dialog med brøler i tegnsætning:
[…]forstyrrer jeg?", han lyder[…]
Bemærk at jeg har slettet kommaet og lavet stort H. Et ? og ! skal anses for et punktum, og kommaet må ikke være væk fra sin sætning, som er indenfor citationstegn. Korrekt sætning:
[…]forstyrrer jeg?” Han lyder […]

Jeg faldt også over disse brølere:

Jeg er flyttet til København.

Det er en hyppig brøler, fordi den er så nem, men fejlen består i, at det er en påklistret forfatterkommentar, som virker lidt som om at du som forfatter lige skulle huske detaljen, men ikke gad lede efter et sted at gemme den i teksten, så oplysningen indgik som noget naturligt.

"Klart, når jeg tilbyder det, du har brug for det, kan jeg høre". Og jeg mener det.

Endnu en påklistret forfatterkommentar. Handling og dialog skal kunne tale for sig selv på en sådan måde, at lignende forfatterkommentarer ikke er nødvendige. Læser skal med andre ord kunne få oprigtigheden ud af teksten. Det kan være svært at ”gemme” det mellem linjerne, men med øvelse lærer man at balancerer det.

Ellers synes jeg det var en spændende indgangsvinkel på emnet. Jeg havde ikke forudset slutningen, som du fik kædet rigtig godt sammen med starten.

HTHS

Hej Kaa Dahl

Det er en kraftfuld historie, som desværre holdes tilbage af et lidt opremsende sprog, der ikke giver den pondus, som temaet fortjener. Der er en del fejl og uheldige ordvalg, gentagelser og overmaling med tillægsord, og disse gjorde teksten for tung til bare at flyde igennem og opleve.

Blandt andet denne: Hans ansigt var presset fladt mod de ubehandlede gulvbrædder og hans ansigtsudtryk ændrede sig en smule da han smaskende smagte på salten fra gårsdagens tårer.

To "ansigt" i samme sætning. Her kunne du med fordel benytte en omformulering ala "han skar en grimasse".

[...] da han smaskende smagte på salten [...] de to ord lyder så tæt på hinanden, at læser føler, at dennes hjerne stammer, og det er ikke godt. Læser kan vel forestille sig hans ansigtsudtryk osv. ud fra, at han skærer ansigt og smager på salt. Ingen af os vil se ud som om, vi lige har spist en lagkage, hvis vi vågner op på et gulv med morgenånde og saltsmag i munden.

Egentlig er problemet størt i begyndelsen af teksten, hvor du vist gerne vil male så tydeligt et billede som muligt, og derfor overkrydrer teksten med tillægsord og maleriske forklaringer. Så som solen krænkede sig vej ....

Men så kommer der kød på, når du begynder at trænge lidt ind i ham og beskrive gøremål, og det gør du helt uden at forklare, hvorfor. Du efterlader mig med hints hist og her, som jeg så kan sidde og gruble over bagefter. Smukt! Og slutningen er sat godt op rent opsætningsmæssigt til at give afslutningen den pondus, som virkelig får mig til at tænke over grunden for, hvorfor denne stakkel sidder og har det sådan og gør sådan. Jeg får ondt af ham, men skræmmes lidt ved tanken om, at siden jeg jo ikke ved det, så kan det jo være, at han har alvorligt knald i kysen og derfor måske er farlig og har han slået ihjel og ... skal jeg så have ondt af ham? En masse tanker, som endda kan tvinge mig til at genlæse teksten, som er dejlig kort til netop at tvangsindlægge en læser til sådanne tankespil, for nu skal teorien jo lige afprøves og ses med nye øjne, og så læser man lige igen, for at se, hvad detaljerne siger om den teori.

Kort sagt: Rigtig godt gået, men starten bør strammes op og lues for et for overfladisk, opremsende sprog.

HTHS

Hej Pia.

En god, barsk historie, hvor der ikke er sparet på de detaljer, som gør en sådan historie troværdig.

Nu har Bondekonen jo givet en fantastisk, dyb kommentar, som ikke efterlader os andre meget at brokke os over, uden at vi gentager hende. Så det vil jeg springe hen over og blot sige, at jeg rigtig godt kan lide det samspil, du i så kort en tekst fik til at virke så troværdigt. De tre som sidder og rafler kunne man nærmest mærke det gamle bekendtskab imellem. At jeg så var så ny på dækket, at navnene fes lidt rundt for mig ...

Fin historie med en æv slutning, som også er af de troværdige ... sådan er det jo, når man koncentrere sig om alt muligt andet end den fare, man burde kende - som at gå over vejen uden at se sig for, fordi man tænker på noget andet. En Scania lastbil og en hvidhaj, der er vel ikke stor forskel.

HTHS

Hejsa

Du lægger godt ud med et karakternært sprog, som redder de mange omformulerede gentagelser af hemmeligheden, som læser sidder og venter på. Især siden denne tillægges så meget opmærksomhed, at hvor hun er, hvem hun er osv. Er degraderet til næste afsnit. Det karakternære sprog gør dog, at jeg føler mere tålmodighed, mens jeg samtidig synes jeg kommer længere ind under huden på karakteren, før jeg får at vide, at hun er 17 år gammel. Det var omkring den alder, det karakternære sprog gav mig anledning til at tro, så det er jo dejligt.

Så kommer denne sætning: Petit, som hun var svandt hun næsten i med trappeafsatsen.

Bang, bare sådan lige midt i det hele og endda ud i samme køre som karakterens intro af sig selv. Denne virker nemlig som en mere overordnet/forfattermæssig kommentar, da der her beskrives hendes fysik OG en trappeafsats. Den rykkede mig nok ud af teksten til at åbne et word-dokument og skrive alt det her. Garanteret ikke, hvad du havde af hensigt med læsers fokus.

Hendes veninder klarede det helt uden problemer. Hun var den eneste falske.

Denne sætning sætter karakterens naivitet overfor de andre teenagepigers problemer godt i perspektiv, for selvfølgelig er hun ikke den eneste med problemer! Ej heller den eneste, som foregiver at være andet, end denne egentlig er. Guldkorn!

Du leger godt med forskellige tanker og rykker læser lidt frem og tilbage, men det karakternære sprog skal der nok balanceres lidt i. Det bliver hurtigt alt for meget med de amputerede sætninger, og miljø og scenebeskrivelse er helt undladt. Sidstnævnte manglede meget for at få sat rammen for, at jeg som læser kan være helt med i, hvad der skete. At hun sad på en trappesats uden for kærestens hoveddør, eller hvor hun nu er, ville virkelig havde hamret et stort, fint søm i min iver efter at vide, hvad den hemmelighed gik ud på, så jeg bare MÅTTE blive hængende. At jeg så samtidig håbede inderligt på, at det ikke bare var fordi det var DEN hemmelighed er så en anden side af sagen, for plottet er slidt, misbrugt, sølet til i kliché og gammelt … selv med en udlandspige i hovedrollen. At hun er pakistaner gav mig forhåbningen om, at her kommer sgu noget nyt!

Jeg blev også lidt rodet rundt i navne. Kim, John samt omtale af to tidligere kærester, men Daniel/Dennis var på banen nu? Er de den samme og skiftede du navn midt i det hele og overså alle i rettelserne? Eller missede jeg en detalje? Det karakternære sprog drillede mig lidt her, for jeg følte pludselig, at jeg faktisk ikke havde noget at gøre i hendes tanker, for det blev lidt indspist. Her tænker jeg på en længere tankestrøm, som man kun kan følge med i, hvis man er Lulu selv, og dette kunne nok have været undgået, hvis det karakternære sprog var skiftet ud, bare så jeg ikke følte, at jeg var i hendes hoved, men også blev tilladt at opleve lidt sammen med hende og ikke kun igennem hende. Tilføjelse af kropssprog kunne have varieret strømmen af tanker og måske også tvunget dig som forfatter til at sætte tempo ned og forklare bedre i mere balancerede vendinger, hvordan hendes tanker egentlig hang sammen.

Jeg er ked af at være en hård kommentargiver, men jeg håber samtidig, at du finder min kommentar konstruktiv, så du kan bruge den til at komme videre. Især synes jeg du skal se på det med amputerede sætninger, scenebeskrivelser (bare korte, man behøver ikke at vide, hvilken farve gelænderne har, eller hvordan bladene vender på træet udenfor), veksling mellem indre og ydre fortæller, eller hvad man nu vælger at kalde det, tildele kropssprog, for man kan fortælle oceaner igennem kropssprog, og så måske give teksten lidt mere luft. Leg med tvungne linjeskift og indryk, de kan virkelig give en tekst pondus! Jeg har bemærket samme problem i dine gode og lange debatindlæg - også her serveres man for tekstblokke af lettere uoverskuelig kompakthed. En mindesætning, som hjalp mig meget, leveret af en dejlig kvinde her på pennen:

En tekst skal serveres som en god soufflé – luftig og appetitvækkende.

HTHS

Dejligt eventyr for voksne. Jeg elsker dit sprog, din rytme i historier og denne fik mig til at knibe en tåre eller to.

Jeg havde ingen problemer med at klokken kunne trækkes af ét æsel, for manden trak jo med tro, håb og kærlighed. Jeg havde heller ingen problemer med, at trolden ikke kan lide lugten af markral, men godt kan spise det, for sådan har jeg det selv med nogle ting.

Slutningen er ti tommelfinger op, især kommentaren med døden, som endelig benyttede sig af muligheden.

HTHS

Dejligt eventyr for voksne. Jeg elsker dit sprog, din rytme i historier og denne fik mig til at knibe en tåre eller to.

Jeg havde ingen problemer med at klokken kunne trækkes af ét æsel, for manden trak jo med tro, håb og kærlighed. Jeg havde heller ingen problemer med, at trolden ikke kan lide lugten af markral, men godt kan spise det, for sådan har jeg det selv med nogle ting.

Slutningen er ti tommelfinger op, især kommentaren med døden, som endelig benyttede sig af muligheden.

HTHS

Hvor godt! Jeg faldt tilfældigt over teksten og sidder nu med et stort, smøret grin.

Fandt to fejl:

" - For sådan fin dame vil nok aldrig slå mig."
Skulle der mon stå For sådan EN fin dame? Det andet lyuder lidt amputeret.

"For hun slog ALDRIG prutten, men lukkede den alligevel ud hver dag, helt lydløst og smertefrit. Også så kunne prutten rigtig hygge sig både inde og ude."
Også så ... Det er vist en fejl i tekstens rette ånd - altså en som sniger sig ind på en tekst *fnis*

HTHS

Det er da en utrolig sød tekst! Den er desværre skæmmet af en del fejl. Hjertet omtales konstant som "den", selvom det hedder "det" ... et hjerte - hjertet - det hjerte. Alt med en foran er så en "den".
Der ud over mangler der ord og der er mange gentagelser og fyldstof i form af overforklarede sætninger.

Men teksten er absolut sød og romantisk.

HTHS

Sej tekst med utroligt mange guldkorn i. Det er faktisk først i de sidste få sætninger, at det går op for mig, hvorfor Karen genlæser sin dagbog ... først nu giver sætningen, at hun fandt dagbogen mening. Du mestre disse hints og observationer og formår mesterligt at gemme dem for læser, så de først til sidst giver mening.

... nu sidder jeg her og gennemtænker hele teksten igen for at kunne give en god kommentar, og jeg finder flere og flere småting. Mikala, jeg tager hatten af og bukker dybt i støvet for din evne til at hinte og på så få linjer få min hjerne til at lægge et helt puzzlespil af dine hints til en fuldendt historie.

Der er lidt småfejl, men jeg ved jo, hvad du kan med en skrap beta i baghånden. Det personlige sprog giver virkelig en pondus, som også er med til at skjule dine gennemtænkte og veludførte hints i et solidt og personpræget plot.

Dine observationer og tanker er nogle, jeg er utrolig glade for. Meterologens tingest i håret, som nok skal se smart ud *GG*.

Har dog en anke: At meteoritten er æggeformet ville jeg gerne have haft oplyst lidt tidligere. For mig gav den oplysning helt nye aspekter, da den trækker mig ind i de gamle sagn og myter om guderne, hvoraf en af dem lægger et æg og ... et eller andet med at genføde veerden/guderne eller sådan noget. Om ikke andet fandt jeg i hvert fald den detalje meget vigtig - plottet taget i betragtning, og derfor synes jeg det er synd, at man skal over 1/3 igennem teksten, før man får den oplysning.

Hvad har inspireret dig til at lægge denne begivenhed i december 2012? Mayakalenderens dommedagssenarie om en mørk stjerne i vores solsystem, som skulle krydse mellem os og solen 21. dec. 2012? Nibiru eller Wormwood eller + eller hvad den nu ellers kaldes?

Hilsen Helene

Lige på og hårdt! Det er en minimal tekst med et enormt emne, og jeg må sige, at jeg tager hatten af for, at du på så lidt plads kan beskrive så meget; sætte så mange tanker og billeder i mit hoved og give mig så mange følelser.

Dit sprog er let og flyder uden problemer. Der er småfejl, men sådan er det vel altid. Det rykker ikke på det faktum, at du har skrevet en stærk, indlevelsesfuld og rammende tekst.

HTHS

Denne tekst er et sjovt lille indblik i en dag på et plejehjem. Omend noget forvirrende, for det er først på fjerde sidste linje, at det går op for mig, at fortælleren er en kat ... eller sådan noget. Som teksten starter lyder det nemlig til, at det er den afdøde Karen, som fortæller.
Der er ikke rigtig noget struktur, personerne er kun navne og en enkelt eller to får en lille smule personlighed. Alt andet er bare kort ridset op og berettet uden at de mange navne får plads til at søre sig vrdige til at blive i læsers hukommelse.
Om det er skidt for denne tekst ved jeg ikke, for den har en lille og egentlig sød pointe. Især scenen med taxachaufføren er skæg. Men læser er nødt til at vide, hvem fortæller er, ellers bliver det hurtigt en søgen igennem teksten for at finde den oplysning, så man kan følge med i, hvad der sker og hvorfor. Den første person, som introduceres, er som regel synsvinkelholderen ... ergo den døde Karen. Eller også skal det gøres klart, at synsvinkelholder IKKE introduceres, hvilket f. eks. kan gøres i jeg-fortæller.
HTHS

En stærk og meget realistisk tekst, som er beskrevet så tæt på og indlevende, at man selv er der. Der er en del sproglige brølere, som dog skjules for læsers opmærksomhed, da tekstens indhold i sig selv er så stærk.

Et par udsnit, som jeg synes aldeles godt om!

Nogle gange når hun sad og slog sig selv med knyttede næver i hovedet og hun mærker smerten i tindingen, så stoppede hun op og tænkte... er der mon noget galt?
Men så tænke hun i stedet; Er der andet jeg kan gøre? For jeg kan jo ikke have synlige mærker på kroppen. For hvis jeg får et job, skal jeg være klar til at møde op. Soigneret, flot og normal. Ingen tegn. Det hele handler om overflade. What's on the outside is what is importent. Fuck det der ligger under overfladen. Det er der alligevel ingen der ser.
Desuden, når de gode dage kommer, så betyder de dårlige ingenting. De findes ikke. Hendes tankestrøm kørte i ring. Men hun lod den.
Man tilpasser sig.

Arrene der er som en smuk accessory til hendes udseende. Men det er et smykke hun aldrig kunne bære åbenlyst. De var et tegn på svaghed. Et kort øjebliks mistet kontrol. Ved de da ikke, at deri ligger hele kontrollen? Ved de ikke, at det er dem der gør hele forskellen. De betyder jo at man havde kontrol.

De giver en del stof til eftertanke, og selvom dette (forhåbenligt) er fiktion, så sidder jeg og tænker på, hvor du har denne indsigt fra, siden det netop ER så troværdigt, som det er. Men jeg ved bedre end at sætte en teksts indhold lig med forfatterens liv - nogen kan bare det der med at sætte sig så langt ind i noget, at de kan beskrive det så tæt på, at andre gyser ved realismen.

HTHS

Sikke da et smukt og flydende sprog du har. Som andre har skrevet, så glemmer man din alder. Du har et stort talent angrebet af de sædvanlige børnesygdomme, men jeg ret sikker på, at du meget hurtigt skal få kureret dem.

En af dem er overfordring af tillægsord. Teksten blev for mættet og gled ikke helt så let ned, heller ikke med den poesi, du formår at tillægge teksten. Især i starten, første afsnit er flot detaljeret, men farven grå bliver gentaget 3-4 gange. Der mangler lidt variation og jeg sad lidt og følte, at jeg læste samme oplysning, blot formuleret på forskellige måder. Dem var der flere af i løbet af teksten. Også hvor du beskriver sommerhusene med mørke osv. Her er der ikke så meget variation, men du får vigtige/flotte/eftertænksomme/nuancerende detaljer med til at give læser endnu flere tanker og følelser. Nu mangler du blot balancen.

Jeg kan tro, at den sætning, som bla. Eddie kommenterede med, at pigen var "låst inde" er en metafor for, hvordan hendes sorg er låst inde i forhold til de andre ... altså at døren ikke er fysisk låst, men at hun ved at være låst inde blot er afskærmet? Eller har hun selv låst døren? Det er en af de små vigtige detaljer, som man bare skal have på plads som forfatter, ellers mister man sine læsere, også selvom du hurtigt får fanget tråden igen og hevet læserne tilbage på sporet.

Selve afskedsbrevet fandt jeg ikke helt troværdigt, måske fordi en selvmorder ikke plejer at have så meget omtanke for andre. Så min læserhjerne forsøgte at gøre den troværdig ved, at mørket og alt det sorg, som opslugte moren, var en kræftsygdom, som åd hende op, og at hun ikke har villet dele den med familien, fordi hun ikke ville gøre dem ked af det. På den måde kunne jeg genkende en moders kærlighed for sin familie, hendes styrke og mødres selvopofrende natur. Andre har også efterlyst lidt mere viden om selvmordet, grunden og fandt de liget?

Pigens tanker var til tider også lidt ved siden af, for siden hun kun er begyndt at skrive og kunne stave, så må hun være mellem min søn og niece rent aldersmæssigt, og her kunne jeg ikke genkende nogen af dem. Jeg havde hende i mit hoved langt tættere på 12 år, og så kan man jo både læse og skrive.

Jeg tvivler dog ikke på, at den slags små brølere er nogen, du meget hurtigt lærer at omgå, for der skal absolut ikke lægges skjul på, at jeg synes du er meget dygtig og har et talent, hvis udvikling jeg glæder mig til at følge.

Denne perle: De blå øjne stirrede direkte op i luften, og armene, de små skrøbelige arme, sad i en omfavnende positur, ventende på at nogen ville tage imod omfavnelsen. Denne sætning rørte mig dybt! Ventede på, at nogen ville tage imod omfavnelsen. Du har flere af dem, men det er sådan nogen små detaljer, som virkelig afslører, hvor dygtig du er!

HTHS

Ja, jeg skulle jo lige kikke, og søreme om ikke man trækkes ind af de første linjer og fastholdes noget så nådesløst!

Udover småbrølkere hist og her i form af manglende kommatering, lidt kludder med citationstegn osv. Så er det en rigtig fin tekst at se på med gode afsnit og luft. Hovedparten af fejlene kan reddes med redigering, hvor man evt. læser bagfra - så fanges man ikke af historien. Man kan normalt ikke selv finde mange af brølerne, da man jo ved, hvad der skal stå. Der er ikke nogen værre til at redigere en historie, end forfatteren selv – det er en kendsgerning, så tag ikke en sådan kritik så hårdt. Jeg har blandt andet lagt mærke til, at du, garanteret under redigeringen, laver om på en sætnings ordlyd, så du ender med sætninger, der gentager sig selv i sig selv. Endnu en af dem, man ikke selv kan finde så let, men det er en akilleshæl du måske bør bide mærke i fremover. Genlæs altid en omformulering et par gange lige efter.

Men indholdsmæssigt er vi i en helt anden boldgade.

Du får skabt nogle utroligt gode karakterer på forbløffende kort tid samtidig med at du formår at afveje dem i en sådan grad, at man sidder med et helt væld af følelser, som virker til at være nøje afvejet af dig som forfatter! Det er et talent, som ikke bare lige tillæres! Du besidder en evne til at krybe ind under huden på dine karaktere for derefter at beskrive det så nært, at jeg som læser ikke er i tvivl om, at de vitterligt er af kød og blod, så store roser for det! Et plot kan være nok så genialt, helstøbt og tankevækkende, men hvis ikke en forfatter kan skabe karakterer, som kan bære selv et simpelt og enfoldigt plot, så er alt tabt. Du formår at gøre et lille plot stort og tankevækkende igennem stærke karakterer. Dine dialoger er i øvrigt også gode og flydende, endnu en styrke ved karakterskabelse, somm bare skal være hjemme.

Der ud over får du holdt selve historien i en mellemgenre, så man kan sidde med en tekst, der kunne være socialrealistisk, men den indeholder nu alligevel noget andet, sådan som du får personen Thorvald bygget op. Slutningen var ikke forventet, den kom som en god overraskelse og en god afrunding, som ikke virkede presset eller forceret. Igen, et talent, som ikke bare lige tillæres.

Nu sidder jeg blot med én tanke, for opbygningen fungerer sådan set. Hele Thorvalds tur igennem sneen (med gode detaljer, der dog overfodres en lille smule af for mange tillægsord) er meget faktuelt, selvom den afvejes godt af hans tanker og følelser. Her finder jeg et dilemma, for det kunne være muligt at gøre novellen til en kortroman ved at VISE læseren alt det, der foregår op til det punkt, hvor han famler sig rundt i blinde i snestormen og ikke blot FORTÆLLER læserne det. SHOW it, don’t TELL it. Så havde vi mødt Marianne, mødt Thorvaldsen på ”hjemmefront” i stort hus med dyre møbler og Tuborgudsigt. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at du ville kunne formå at balancere ham i en længere tekst, når du kan balancere sympati/mangel på samme i en kort tekst – det kræver blot mere indsigt og øvelse fra din side (god øvelse). Du lyder nemlig til at kende karakteren, ellers ville han ikke fremstå troværdigt for læserne, og derfor tror jeg på, at du kunne skrive længere værker end noveller. Denne har byggesten nok til det.

Mine tanker kredser noget omkring at man møder ham i sneen med tasken med vin. Og så laver man det klassiske spring tilbage … 3 mdr eller noget? Og så får man ham for fuld udblæsning til han igen ender vildfaren i sneen.

Men det er din tekst, det er en god tekst og jeg har nydt at læse den, som den er!

HTHS

Velskrevet tekst med masser af tragikomisk stof til eftertanke og en lang række af metaforiske perler. TOP DOLLAR! Jeg er rørende enig og har af samme grund ikke invisteret i en boks, da signalet gik over til digitalt. Kvaliteten af det bras, der ryger over æteren er simpelthen for lav til, at jeg vil spilde mere end, hvad staten har påduttet mig at betale i den såkaldte medieafgift.

Rigtig godt! Du formår på så få ord at beksrive adskillige situationer i livet: venskaber, der glider ud i sandet, kæresteforhold, hvor man vokser fra hinanden ... og mange flere, og titlen passer lige så godt på de forskellige situationer. Dette i sig selv viser, at du har ordet i din magt.

Jonas, jeg elsker din start af denne krimi. Første afsnit, og så skal man bare læse videre for at finde ud af, hvorfor de to ikke ser hinanden igen. Stærk indledning med kraftig drivkraft!

I modsætning til dine ældre tekster er det i denne tekst slåfejl og ”et træt øje” der forhindre teksten i at være mere fuldendt. Og kommatering, som jeg tror vi skal have givet dig et lille lynkursus i.

Eks. på træt øje er denne: "Jeg håber at morderen når at slippe væk før jeg får fat i ham," gik han og sagde til alle i landsbyen, "For hvis jeg finder ham, slår jeg ham ihjel"

Udsnit: ’… landsbyen, ”For …’
Stort bogstav efter komma, og så mangler dialogen et punktum i slutningen.
’… se", beroligede …’ her har du også en lille svipser, kommaet skulle stå inden for citationstegnt.

"Afskyeligheden på det hellige sted, " lød det hysterisk fra en stemme længere oppe ved udgangen, "det er ham der ligger der" stemte en anden i.

Endnu et træt øje ved endt dialog, der mangler et komma, samt et mellemrum for meget mellem komma og slutcitationstegn ved første halvdel af dialogen. Da det er en anden, der stemmer i, så skal du faktisk skifte linje, eller i det mindste sætte punktum efter ordet ’udgangen’. Vil ikke udpege flere, blot påpege at det nok er noget, du skal tilføje til hyppig-brøler-listen, for i denne novelle har du uanede mængder af fejl omkring dialogerne.

"Derfor når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den stå på et helligt sted."
"Hvem denne afskyelighed er, ved kun Gud." Præsten gjorde en kunstpause, "men snart vil han åbenbare det for os, hans tjenere!"

Denne bommert har du begået før (men selvfølgelig ikke haft mulighed for at rette eller tage til eftertanke). Du afslutter en dialog med punktum og citationstegn, kun for at starte den igen efter tvungen linjeskift, men samme person. Eller fejl som ved denne:

"Han har også sine synder, siger jeg dig." Bugge spidsede øre og bed først nu mærke i hvor meget mere vrøvlende Ejnarsen var blevet på grund af den tomme flaske der stod på bordet imellem dem.
"Den gode præst er da vist endnu mere fuld end jeg havde regnet med," tænkte Bugge og skulede udspekuleret på Ejnarsen.
"Jeg henter lige en flaske til," sagde Bugge og rejste sig for at gå.

Her har du først præstens dialog. Så noget Bugge gør. Så et linjeskift og Bugges tanker. Så et linjeskift og en ny dialog fra præsten. Skulle det være lettere at finde rundt i, hvem der siger hvad, og hvornår, så skulle det se sådan ud:

"Han har også sine synder, siger jeg dig." (linkeskift fordi en ny person er på banen)
Bugge spidsede øre og bed først nu mærke i hvor meget mere vrøvlende Ejnarsen var blevet på grund af den tomme flaske der stod på bordet imellem dem. (linjeskift fordi der er ny dialog/tanke)
Den gode præst er da vist endnu mere fuld end jeg havde regnet med, tænkte Bugge og skulede udspekuleret på Ejnarsen. (Linjeskift fordi vi går fra tanke til dialog)
"Jeg henter lige en flaske til," sagde Bugge og rejste sig for at gå.

Det kursive selvfølgelig kun, hvis du overvejer at bruge den metode ved tanker, nu brugte jeg den bare, så den var iøjefaldende for dig. Man kan måske godt sætte én persons tanker og dialog i samme afsnit, altså uden tvungen linjeskift, men personligt mener jeg, det bliver noget rod. Hvad angår tanker, så har du en kongruensfejl, der drillede mig lidt. I scenen her, hvor Bugge og præsten sidder og deler en flaske, der bruger du i første omgang citationstegn ved Bugges tanker. To linjer længere nede, bruger du ingenting ved Bugges tanker. Prøv at varier med enten kursiv eller enkeltcitationstegn, så der er forskel mellem dialog og tanker, og så læser ikke bliver i tvivl.

Du har stadig lidt med dobbelteffekter: ’… senere da de blev ældre …’ senere og ældre siger sig selv, man bliver jo ikke yngre med tiden. ’Et tremmevindue oppe under loftet over ham,’ endnu en dobbelteffekt: oppe, loftet, over … det er jo et helt kinderæg du har i den sætning, 3i1.

tænkte Bugge og havde egentlig ikke havde lyst at høre mere.

Lige endnu en lille en du kan holde øje med under fremtidige redigeringer, og det er normalt i redigeringsfasen, at disse omformuleringsbrølere opstår.

og efterlod ham blottet og svag, som en indbygger i Jeriko

Her taber du mig. Jeg aner ikke, hvad du vil have mig til at tænke på/se for mit indre øje her. Så pas på med den slags sammenligninger – selv en uvidende læser (som jeg åbenbart er) må du ikke tabe og rykke ud af teksten ved, at de lige skal fundere over, hvad fa’en du mente med det.

Bugges raseri kogte pludselig op igen og måtte synke et par gange for ikke at komme til at råbe.

Det er en sjov brøler, du begår her. Det, du skriver, er faktisk, at Bugges raseri måtte synke et par gange. Ellers skulle der stå: Bugges raseri kogte pludselig op igen, og HAN måtte synke et par gange for ikke at komme til at råbe.

Adskillige steder i dokumentet har jeg opdaget følgende fejl. Om den så er en fejl fra gennemgribende redigering og tilføjelse af udråbstegn, eller hvad det er, skal jeg ikke kunne sige. Men du afslutter flere sætninger således!. Et udråbstegn, spørgsmålstegn og kolon har samme pauseeffekt som et punktum, og de skal derfor aldrig bruges sammen.

"Jeg kommer sådan til at tænke på din fader," sagde hun lunt til Bugge, "du ligner ham så meget, din handlekraft, dit mod, jeg er sikker på vi kommer til at få det så godt nu."
Uhh, det her lyder som et hint … om det er planlagt eller ej, så sidder jeg og tænker: HUN GJORDE DET! DET ER MOREN, DER ER MORDEREN! Om jeg har ret, bliver jo så spændende at se.

En af karlene sparkede vagabonden ud af cellen, så han landede på knæene ude på gangen, sank sammen på gulvet og skreg af smerte.

Denne sætning giver mig nogle underlige billeder, og garanteret ikke dem, du ønskede mig at have. Sådan som denne sætning er konstrueret – sådan lidt opremsende – så ser jeg det faktisk, som det sker. Vagabonden bliver skubbet ud fra cellen … Han sætter sig på knæ, og først DER begynder han at skrige … virker ikke ret overbevisende.
Kort efter denne sætning skifter du synsvinkel, men denne er brat og pludselig. Tidligere i denne tekst har du lavet blank linje for at vise læseren dette, men denne gang sker det bare sådan, klask!

Der var stillet en skammel op under træet. Folkemængdens stive forventningsfulde blikke rettede sig mod døds-processionen der nærmede sig, med John Bugges lave æbleformede skikkelse i centrum som skarpretter.
"Stil dig op på stolen," kommanderede Bugge hårdt efter at have løsnet rebet om Lazarus håndled.

’John Bugges lave æbleformede skikkelse.’ Vi er på næstsidste side af novellen, og først nu kommer du med denne fysiske beskrivelse af John Bugge. Ind til videre har manglen af fysiske beskrivelser giver mig et helt, helt andet billede af manden, der også pludselig over for politimanden blev lavere … eller gjorde politimanden tårnhøj. Enten skal de ind tidligere, eller også skal du holde dig fra beskrivelserne, så du ikke rykker unødigt rundt på læsers mentale billeder – og dermed rykker os ud af tekstens flow. Og så lig én kongruensfejl mere: Først skammel, så stol (men det er i dialog første gang, og dette kan godt lade sig gøre, men så skal ændringen af benævnelse være bevidst for og enten sige noget om personens ordforråd eller mangel på samme og lignende), men så kalder du det stol igen, hvor karlen løfter Lazarus op på denne.

Hans hånd åbnedes og ned på jorden faldt Bugges mors slidte trækors, i den perlekæde i træ som gamle Bugge havde skåret til hende. He, he, ser ud til jeg havde ret!

Din slutning er stærk! Det sidste afsnit afslører, hvad der er sket i tiden mellem mordet på Lazarus og Guldtandens ankomst til byen – det hele er bare afskrevet, gemt ind under gulvtæppet og glemt for også at glemme alle de andre pinlige sandheder, hele denne hændelse bragte med sig frem i lyset. Skide godt gået. Som mange andre krimier, så sætter du ikke handlingen for tæt på gerningsmanden, og det kan jeg rigtig godt lide. Du får flere på banen som mulige gerningsmænd, spinder et fint plot og får en masse små hemmeligheder og grunde til intriger gravet op hen ad vejen. Ingen som direkte hjælper med opklaringen, men som giver læser mere blod på tanden til at fortsætte, om ikke af andet så af nysgerrighed! Spændingskurven holdes stramt, og de små synder, der i historiens løb hvirvles op fra undergrunden, giver hver gang en tak mere i spænding.
Dit sprog er som altid dejligt at læse, og jeg sidder som sædvanligt tilbage med en idé om, at jeg har lært noget og forøget mit eget ordforråd.

HTHS

Jeg sad og undrede mig over at du skriver kærlighed, men aldrig bruger ordet jaloux i digtet. Men der er vel en hårfin linje mellem kærlighed og ejerfornemmelsen skabt af ... hvad, begær? Jalousi er en underlig størrelse og svær at beskrive. Dog synes jeg du slipper godt fra det. Digtet både rimer, har en dejlig rytme, er let at forstå og forholde sig til og skaber gode billeder. Digte er ikke min stærke side, men jeg kan da røres af dem!

HTHS

Som altid får du læser med ind under huden på nogle spændende persontyper. Denne gang må jeg indrømme, at jeg havde svært ved at følge med. Især omkring Abbadon, dennes plads i forhold til Sebastian og den gamles plads i fortællingen, siden denne virker til at skulle samle nogle tråde i fortællingen og … uddrive Abbadon fra Sebastian, så han kunne få et helt liv?
Dine evner til at give det danske sprog det stærkt tiltrængte kunstige åndedræt vil jeg dog påpege igen, især fordi dit nøje valg af synonymer denne gang er med til at gøre Sebastian mere troværdig for læser. Jeg bevæbnede mig med en synonymordbog og en fremmedordbog og synes selv, jeg har lært en masse, så tak for det!

Det tekniske.

Du er blevet MEGET bedre til at undgå de lange knudrede sætninger, der er dog stadig nogen, som man skal genlæse et par gange. Din kommatering er stadig sådan … lidt over det hele og ikke altid velplacerede.

Så laver du en sjov en her: Baglæns tilbage, det er dobbelteffekt. Hvis en bil bakker baglæns tilbage bagud i bakgear, så er det nok at skrive, at bilen bakker. Dobbelteffekt og overforklaringer har du stadig nogen af, men langt fra så mange som i ”Planetariet” – den var godt spækket.

Det er et spøjst familiebillede du får tegnet af Sebastians familie. Den er så paradoksal, at det nok skal passe, at sådan en findes, så igen kan man ikke anklage dig for at gå efter de nemme stereotype personlighedsbeskrivelser. Sebastians manglende hukommelse om noget barndom tænker jeg stadig over – især siden han fik dem EFTER han beskriver faren som en god far … derhjemme. Og så den gamle, der omtalte nogle af Sebastians tendenser til at ”lege” med pigernes hjerter som noget, den gamle selv gjorde. Jeg fik kort en fornemmelse af, at det var Sebastians alterego der lå på briksen og bad om at blive slået ihjel og derved at uddrive Abbadon. Skulle en så snørklet grundidé virkelig være tilfældet, så mangler den lidt forklaring eller lidt flere hints, for ellers efterlades jeg forvirret, som jeg er nu. Skulle det være en helt anden grundidé, så er noget gået tabt for mig, og så må du gerne lige sige til, for så snupper jeg en morfar, laver en frisk kande kaffe og læser den igen.

HTHS

En forunderlig sci fi fortælling i nutiden – eller er det fortællingen om en sci fi fans vilde fantasi og sindssyge? Som læser sidder jeg tilbage med valget at tro på det ene eller det andet, og ikke nok med det, så leverer du en flot morale ligegyldigt hvilken udgave jeg vælger at tro på. Enten er det moralen om, at man ikke skal lukke sig helt inde og trække sig væk fra omverdenen, da det kan tage overhånd og fantasiens fostre kan blive for vante omgivelser – så vante at man fravælger virkeligheden. Den anden morale fortæller om, hvor dumt mennesket er. Eller, hvor vidende individet kan være, mens massen er dum – de tror jo ikke på ham, når han oplyser dem. Og sådanne situationer er jo set utallige gange igennem menneskets historie.

Sirius får du beskrevet flot. Mens jeg læste de sidste af dine noveller er det begyndt at gå op for mig, at du kan bære en historie ved kun at fortælle den, og ikke lade den udspille sig gennem dialoger og fysiske beskrevne gestus. De er der, men det er langt fra, hvad der bærer historien. Selv er jeg helt modsat – en beta beskrev, at jeg havde fortalt en historie udelukkende i dialoger, og det gik først op for ham, da han var færdig med historien. Sådan er vi så forskellige, og heldigvis for det. Derfor er det dejligt at se, at man kan gøre det anderledes og at det fungerer så flot, som du får det til – du formår nemlig at gøre et ellers fladt og ensidigt stykke til dyb karakterisering og med mange gode indtryk på din ”fortællers” omgivelser. Og det fedeste, som især gjorde et indtryk på mig i denne: Du fik mig til at føle flovhed på hans vegne – ligesom når man ser en komedie, og hovedpersonen dummer sig så gevaldigt, at man barnagtigt gemmer sig bag en pude, for det er SÅ dumt, at man bare ikke kan se mere! Sådan havde jeg det nogle steder i løbet af teksten, og det var lidt fedt, for jeg fangede mig selv i at misunde dig at kunne skrive sådan en karakter og så så gennemført! Tror jeg ikke, at jeg kunne. Tror jeg ville tænke, fnis … ej, det er for dumt. Men her virker det blot troværdigt.

Fordi han aldrig talte med nogen, men endte med at bevæge sig rundt iblandt hendes venner med en spekulativ mine, som en mistænksom Jediridder i en rumbar fuld af galaksens værste udskud.

Jeg elsker denne sætning! Den passer så perfekt på den person, du prøver at beskrive for mig, og mere end det, så er den i sig selv utrolig beskrivende!

"Nu er den klar," sagde mandslingen til Sirius, der sprudlede af spørgelyst, men som om Hr. Katakuna havde kunnet læse Sirius tanker, sagde han; "jeg skal nok svare på alle dine spørgsmål, når jeg kommer tilbage, du skal bare huske at gøre som jeg siger, og hver måned, på dette klokkeslæt, bringe signaltoppen herop, så vi kan holde tidsplanen"
"Du får det hele af vide senere," sagde han igen, "jeg må gå nu."

Nu har jeg bemærket denne fejl i flere noveller, så nu må jeg hellere påpege den.
Selvom det er samme person, der taler hele tiden, så skifter du linje … midt i personens dialog og starter faktisk en ny dialog med citationstegn og det hele. Det er forvirrende! Personligt laver jeg kun tvungne linjeskift, hvis det er en ny person, der kommer på banen … eller hvis der kommer en anden persons tanker eller gøren i vejen for flowet af den ene persons dialog. Svært at forklare – det skal nok ses, men det vigtigste: Hold dem samlet, når det er den samme person!

En anden gennemgående fejl i dine noveller er, at du tit deler ord, der egentlig er ét ord.

at et så spændende privilegium var blevet ham til del Var blevet ham tildelt.

Du har flere af dem, og der er en fin måde at huske især sammensatte navneord, som jeg også har lagt mærke til, du døjer med at få i ét ord. De to næste sætninger skulle gerne sige sig selv:

Jeg så en neger bolle i bagerens vindue.
Jeg så en negerbolle i bagerens vindue.

Der er stor forskel!

Sirius laver du fejl ved i ejefald. Ejefaldsapostroffen bruges ikke på dansk, siges det, men det gør den, hvis navnet ender på s, z og x. Sirius’ bil, Fritz’ motorcykel og Max’ speedbåd. Ved alle andre navne smækkes der bare et s på enden og apostroffen undlades.

Ved dialoger bruger du konsekvent citationstegn (”) dejligt, for tankestreger er noget rod efter min mening. Men du bruger dem også ved tanker og det kan forvirre læserne. Ifølge dansk sprognævn er dobbelt og enkelt citationstegn (”) (’) det samme, men de kan bruges forskelligt, så længe man er konsekvent med dem. Kursiv ved tanker er dog det mest brugte, for det er så iøjefaldende, at man ikke er i tvivl. Det samme gælder hvis du har et kort flashback, drømme, åbenbaringer og hvad der ellers kan være behov for at gøre læser opmærksom på, er lidt ved siden af selve historien.

Af/ad fejl har du en del af. Man ser ud AD et vindue, ned AD gangen osv. Har sendt dig nogle links i internt brev.

I denne novelle er der mange flere dobbeltkonnotationer end i de andre, jeg har læst af dig. Du henviser igen og igen til noget, læser lige har læst, som om du minder os om det, du skrev få linjer forinden. Du har dem i andre noveller, men langt fra så slemt. Jeg vil derfor antage, at du er blevet bevidst om det og derfor ikke jokker mere i den afdeling af spinaten.

I denne historie har du ikke den afsluttende ring, som du har haft i andre, men novellen fungerer absolut alligevel! Ikke alle hændelser kan ledes tilbage til noget, nogen er en rejse fra A til B – lige som denne historie, og du fører læser sikkert og lige igennem historien – godt underholdt af en usædvanlig personskildring og usædvanlige hændelser i en usædvanlig historie ... og så i en gammel pornobiograf! En både meget morsom og tankevækkende historie.

HTHS