Han begyndte at vågne op.

Aftenen før var han faldet i søvn på det raspede, ru trægulv. Hans ansigt var presset fladt mod de ubehandlede gulvbrædder og hans ansigtsudtryk ændrede sig en smule da han smaskende smagte på salten fra gårsdagens tårer.

Han bevægede sit hoved en smule. Han følte sig usikker på om det var det nøgne træ under ham, eller det var hans ubarberede ansigt. Men hans ansigt kløede.

Langsomt åbnede han sine øjne. Alt var sløret. Solen krænkede sig vej gennem de enorme loftsvinduer, og definerede rummet som det havde gjort før - stort og tomt.

Han pressede sine hænder mod gulvet og med sine sidste kræfter skubbede han fra, og begyndte at kravle. Billederne der usammenhængende lå spredt ud over gulvet, knitrede i ny og næ under hans hænder og knæ.

Da han nåede et stykke af et smadret spejl tøvede han. Igen begyndte hans reflektion at græde. Rystende rejste han sig op. Hans bukser var beskidte og revet itu. Hans torso var som skåret ud i hunger.

Midt i rummet satte hans sig tungt ned i drejestolen og hulkede stille mens han prøvede at fokusere på de motiver der omringede ham i sort og hvidt. Da han med sine sine bare fødder sparkede af mod gulvet og satte stolen i svingninger, brækkede det højre mahogni armlæn af. Han trak sine ben til sig og lænede sig lidt tilbage.

De hvide vægge, det stærke sollys og hans tårefyldte øjne fik omdrejninger til at virke hurtigere og det hele flød sammen i en uendelighed.

Han lukkede sine øjne, men så stadig ikke andet end sløret.

Pludselig dukkede motiver af minder frem. Det ene efter det andet. Indtil han igen var omringet af sine venner og familie.

Så stoppede drejestolen.

Brat åbnede han sine øjne og kastede sig ned på gulvet. Med sine ene hånd greb han det afbrækkede armlæn, mens den anden med drastiske bevægelser gennemsøgte hans bukselommer. Han tændte sin zippo og fyrede op under træet. Langsomt blev armlænet sort. Og så glødede det. Som han pustede på gløden lyste hans øjne op.

Han trak sig hen til den nærmeste væg og begyndte at tegne. Alle det motiver han lige havde set. Alle de motiver han stadig kunne huske. Timerne gik og solen rundede himlen. Som det blev mørkt fortsatte han i lyset fra sin zippo. Fortsatte indtil han var færdig.

For enhver anden ville det bare have set ud som sod-dækkede vægge. Men for ham var det genkendeligt. Han rejste sig og med fornyet styrke krydsede distancen og satte sig til rette i drejestolen.

Han sidder der sikkert stadig idag.
   Med vidt åbne øjne.
   I stolen der mangler det højre armlænd.

Og drejer.