Der var engang en abe. Aben kunne ligesom alle mulige andre dyr godt lide kager og havde også nogen. En dag gik aben ude på sletten, og der fandt den en zebra. Zebraen gik og hyggede sig lidt for sig selv... den gik og drømte lidt om at bytte kager med et andet dyr. Aben kom hen til zebraen, og sagde "davs du der" og de begyndte at lege en masse sjove lege. En hel masse sjove lege, lege som både zebraen og aben længe havde tænkt på. Tiden gik med rigtigt mange sjove lege. Og nogle gange blev der kastet med kager i luften. Sploink sagde det nogen gange.

Det var faktisk rigtigt sjovt - men især for aben, for den ind imellem de sjove lege, gaflede den også nogle af zebraens kager! Da zebraen opdagede dette blev den meget blev vred på aben, og der blev en masse balade - men aben forstod det ikke helt... den tænkte vistnok mest på det med de sjove lege og at den elskede når det sagde sploink - især om natten!

Men zebraen blev vred, og næsten helt blå-violet stribet.

Aben løb bare videre, og mødte så nogle andre sjove dyr hist og pist. Nogle af dem sagde sploink og nogle gjorde det ikke... men det hele var ret så forvirrende for aben.

Så en dag, da aben var taget til stranden, mødte aben elefanten. Den var meget spændende at se på og så meget stærk ud. Og hold da op hvor havde den glimt i øjet... Elefanten var rigtigt rigtigt sød og charmerende og lavede sjove lyde med sin snabel. Neejjjjjjjj hvor sjov.
   "Vil du lege med mig," spurgte aben elefanten? - Ja rent faktisk var det omvendt elefanten, der spurgte aben... (for aben var lidt træt af alle de underlige dyr den havde mødt på sin videre vej)... Men elefanten smilede og fremviste sin lange snabel for aben - og det syntes aben var ret sjovt. Aben og elefanten blev hurtigt gode venner, og så begyndte aben og elefanten at lege sammen og havde det mægtigt elefant.
   De legede en masse lege og kastede rundt med kagerne. Ja, det var ren kagemand, men aben var ligeglad, den kunne godt lide den dejlige elefant.
   Nogen gange kom zebraen forbi og sagde at aben var en bandit, men elefanten var ligeglad og truttede af den med sin snabel, og aben ja den sagde "så så" til zebraen og klappede den lidt på hovedet. Aben og elefanten legede videre.
   Men altså det var helt vildt - elefanten var et stort dyr og den kastede let aben og abens kager op i luften så aben blev helt vildt rundtosset - de måtte lige sove lidt.
   Men, mens aben sov, snuppede elefanten en masse af abens kager... Aben blev meget meget ked af det, og der blev en kæmpe ballade næste dag da aben vågnede. Elefanten truttede af det hele med sin snabel og løb sin vej langt ind i junglen.

Aben blev meget meget vred og kravlede op i et træ og gemte sig for alt og alle. Der sad den og surmulede rigtigt meget. Den sad og tænkte over, at det der med at snuppe andres kager vist var noget værre noget - nu havde den selv prøvet det på sin egen krop. Nu ville aben slet ikke lege med nogen mere.

Så en dag, da det regnede rigtigt meget og aben var igang med at rode med med en kokusnød, kom der en giraf og sagde:
   "Hej med dig," til aben.
   Aben surmulede og sagde:
   "Gå væk - jeg er sur, og jeg gider ikke lege med nogen."
   Men giraffen blev ved med at være venlig og sød og ville snakke med aben. Aben tænkte over det. Hmmm, måske...
   Aben kravlede ned fra sit træ og begyndte forsigtigt at snakke med giraffen. Den så da sød ud, den giraf, og den havde vistnok en bog med opskrifter på nogle rigtige gode kager.
   Aben sagde, at den havde tænkt en del over noget med at noget var gået i kage før i tiden, og at den egenlig ikke gad bage mere, medmindre den bagte sammen med een der ville forstå den.
   Men giraffen nikkede og sagde, at det kunne den da godt forstå, og at den selv havde kigget en del i bageopskrifterne.
   De snakkede om, hvordan man laver rigtige ægte kager, og om at det er forkert at snuppe andres kager og alt muligt.
   Aben gav giraffen nogle af sine kager - ja faktisk delte den bare helt vildt ud af dem - og det så ud som om at giraffen kunne lide dem.
   Giraffens øjne lyste i natten og den sagde:
   "Nam nam."
   Det lød som om giraffen rigtigt godt kunne lide aben og abens kager. Det følte aben ligesom i maven.
   Men da giraffen og aben havde snakket sammen et stykke tid, så ville giraffen lige med eet hvile sig. Ja, den havde vist lidt ondt i maven eller noget.
   Da giraffen vågnede op, og aben havde lavet en ny portion dejlige kager, sagde giraffen til aben, at den egenlig slet ikke ville lege med aben mere. Den sagde ligefrem:
   "Gå væk." Og bøvsede lidt - som et ekko af det aben havde sagt til giraffen før.
   Aben blev rigtigt ked af det og kravlede op i sit træ. Aben tænkte, at det var da underligt - meget underligt - de snakkede jo så godt sammen, aben var slet ikke træt eller noget. Men aben havde ikke flere kager og den havde også fået rigtigt godt ondt i maven. AV, for pokker da!
   Aben var ret skuffet over, at den ikke havde fået smagt på giraffens kager, nu da giraffen selv havde sagt, at det var den helt ægte vare den havde!

Giraffen havde bare ikke sagt, at den ikke ville bytte kager.

Aben sad oppe i sit træ og tænkte meget over det hele. Den tænkte og tænkte og tænkte - og den følte sig selv og alle de andre dyr. Den tænkte så højt, at hele junglen kunne høre den.

Først da forstod aben rigtigt, hvordan den havde dummet sig, dengang den selv havde spist af zebraens søde kager.
   Aben løb tilbage til zebraen og sagde undskyld - og de blev gode venner igen - og aben sagde til zebraen, at den da også var det flotteste dyr, den havde mødt på sin vej igennem junglen, indtil videre...

Aben var glad, for nu vidste den noget mere om sig selv, om hvordan den ville lege med de andre dyr, og en hel del om kager... og den ville ikke dele flere af sine kager med nogen, sådan lige foreløbigt, men den havde da ikke noget imod at lege lidt.

Og så er den ikke længere!