Gennem min uddannelse som socialrådgiver lærte vi meget om den sociale arv og som med så meget andet, var der nogle som var for og andre som var imod.
Jeg selv var i tvivl. Fordi skulle jeg være for, så var sandsynligheden for at jeg ville ende som alkoholiker og begå selvmord, ufattelig stor. Så var der eksemplerne om mælkebøtterne. Mælkebøtterne som voksede op gennem hård asfalt midt i storbyen.
Ukrudt, vil de fleste kalde dem, men det er vist kun når man taler om deciderede mælkebøtter.
DET kunne jeg identificere mig med. En mælkebøtte!
Mælkebøtter er dem der trodser de hårde odds og lever selvom alle har dømt dem 'UDE' på forhånd. Det modsatte af den sociale arv. Men her kan jeg ikke lade være med at tænke på hønen og ægget. Lever de som 'ukrudt', fordi de har fået af vide at de er ukrudt eller er de allerede 'ukrudt' og forbliver det fordi det er lettest?
Hvad kommer først, og hvad er den vigtigste påvirkning?
Jeg kan i hvert fald sige, at jeg er en mælkebøtte, men hvornår er man en mælkebøtte?
SKAL ens forældre have været alkoholikere? Fordi så kender jeg i hvert fald 10 andre mælkebøtter. Men er der flere faktorer der spiller ind før man kan kalde sig for en mælkebøtte?
Narko! Misbrug! Manglende omsorg! Vold!
Det er jo ufattelig mange omstændigheder, som der desværre er mange børn der lider under.
Men det er jo heller ikke det der er interessant i forhold til mælkebøtteprincippet. Det er BAGEFTER.
Hvem klarer sig og hvorfor?
Kommer det an på hvor gamle vi er, når vi bliver udsat for de pinsler?
Kommer det an på vores netværk?
Kommer det an på vores DNA og gener?
Kommer det an på vores vilje?
Eller er det skæbnen?

Måske er det en blanding af det hele, hvor viljen er den mest markante. Viljen til overlevelse. Fordi det er vel det det hele drejer sig om. Overlevelse.
Den lille grøn/gule bøtte som VIL op i solen. Den er ligeglad med at de fysiske love modarbejder den. Den har fundet en sprække og vil igennem den, koste hvad det vil. Også selvom den vil komme til at leve alene. Det er det der gør omsorgsarbejde så spændende og frygteligt på een gang. Fordi jeg tror ikke på at man kan fremvise et par teorier og prøve at presse folk ind i een af dem, så man kan konstatere eet og andet. Hvert enkelt menneske skal behandles udfra de erfaringer, livshistorier og ressourcer de har. Hvert enkelt menneske.
Det står der også i loven. Men spørgsmålet er om det egentlig bliver brugt i praksis. Arbejdsvilkårene gør det ikke lettere at praktisere lovgivningen.
Men også teorier som den sociale arv gør det sværere at hjælpe. Det er som om man bare læner sig tilbage og smider ansvaret væk og siger:
"Jeg kan ikke hjælpes, jeg er født og socialiseret sådan."
Der kræves meget af begge parter. Men især een selv.
Så er det jeg tænker: Hvad så med mælkebøtterne? Hvor kommer de ind i billedet? Jeg ser mig selv som en mælkebøtte, men måske er jeg ikke alligevel. Måske indhenter min sociale arv mig engang. Hvis den gør, så håber jeg, at jeg er død til den tid!