Jeg sidder i min bedstemors lænestol.
Sveder,
selvom jeg bare sidder
og glor.
Helt stille.
Varmen minder mig om sommeren 2018;
tre måneder i helvede.
Mit hus er lige dele drivhus og stenovn.
Sydvendt. Sol.
Der er vilde blomsterbede i min have nu;
fugle, insekter og liv.
Jeg tager af og til billeder af guldsmedene,
når de patruljerer langs bedene
og går i ét med larmen på den anden side af hækken:
motorstøj x2;
jeg vil nok altid bedst kunne huske den ene af de to.
Lykkeligt og ulykkeligt;
Danmark vinder EM i fodbold
han ligger i hospitalets sygeseng
Der er After Eight på sengebordet
og jeg må godt få én, siger han.
Min bedstemor kommer ind med tre ostemadder i 1997.
Jeg spiser dem mens jeg sidder i hendes lænestol.
Hun er lige flyttet hertil og der er 15 år tilbage nu.
Jeg spiser otte ostemadder den dag,
men hun kommer stadig ind med flere.
Biler, motorstøj;
jeg opdager altandøren som står åben,
så jeg bliver nysgerrig og går ud af den:
Min egen have.
Der er et par buske
og et nyplantet magnolietræ knapt én meter i højden;
nogle dumme duer går og hakker i jorden.
Der er ikke blomsterbede og guldsmede endnu,
men det var der vist nok i Herning i 1994.
Varmen forvirrer mig;
sveden driver mig ned af ryggen
og danner en pøl af vand på jorden.
Sved og vand.
Der er ingen vind her i helvedet,
Men der er heller ikke helt stille nok.
Motorstøj.
Spejlbilledet i søen sender mig glimt
fra en tid jeg både
lykkeligt
og ulykkeligt
har glemt.
Jeg sidder stadig i min bedstemors lænestol,
og det har jeg gjort i mange år nu.
Min mor siger ofte at den er for lille til mig,
at jeg bør købe en ny og større én,
men jeg er 34 år gammel og det er mig der er for lille til den;
drukner konstant i en sø af forpulede minder
hvor jeg ikke kan bunde.
Stoffet dufter ikke længere af min bedstemor;
det er for mange år siden hun er gået bort,
og det er bare min egen sved
fra helveds-år i København jeg kan lugte.