I går aftes var du så fuld, at du skulle lige til at tæske din chef, og nu sidder vi hér.
   Du drikker igen.
   Der er skomagerturnering og røgen hænger tungt i luften. Jeg har min nye kjole på og har egentlig slet ikke lyst til at være her. Men vi fik da spist noget god mad, du havde valgt en lækker rødvin til hovedretten, og bagefter troede jeg faktisk, at vi ville tage hjem.
   Dina venter på os. Hun venter på DIG. Sidst vi var i byen havde jeg nær besvimet, da vi kom tilbage til det lille anneks og så at hun havde skidt på gulvet.
   Det gjorde ondt i mit hjerte og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Og endnu mere ondt gjorde det, da du i din brandert forsøgte at klappe hende, men i stedet faldt forover.
   Jeg måtte hjælpe dig op i sengen og bagefter gjorde jeg gulvet rent imens Dina stod ved siden af og klynkede.

"Ham dér, ham derovre... Kan du se ham??" Du hvisker mig i øret og peger på en halvgammel mand, der står ved et af billardbordene. Jeg nikker og er egentlig ligeglad med, hvad du har at fortælle. Du er oppe på din 10. Tuborg Classic, så alt, hvad der er tilbage, er røverhistorier og paranoia.
   "Det er Ivan. Rasmus' far. Det store røvhul vil have sin søn til at slås med mig."
   Jeg er lige ved at sige, at folk vist har rigeligt med andre grunde til, at ville slås med dig, men i stedet forsøger jeg mig med et overrasket ansigtsudtryk.
   Det virker.
   "Ja, ikke? Det er så fucking langt ude. Og alle i denne her by ved hvem Ivan er og ser nærmest op til ham. Hvorfor ved jeg ikke. Han er fandeme så gammel og uduelig. Men ingen skal røre ved hans søn, forstår du?"
   Din chef fik to af dine kollegaer til at bugsere dig ud af kontoret i går aftes. Men inden da havde du nået at klapse Rasmus. Ham kunne du ellers godt lide i begyndelsen. Dengang du troppede op med hatten i hånden, bortvist fra dit job i København, Rasmus var med til at ansætte dig.
   "Skal vi ikke bare tage hjem nu? Jeg er træt. Og Dina venter."
   Jeg har for længst drukket min rom&cola, jeg gider ikke mere sprut, gider egentlig heller ikke dig.
   Men jeg vil hellere dig end det her.
   "Skatter... Du er så dejlig. Vi tager hjem om lidt, det lover jeg."
   Du læner dig tæt ind til mig og kysser mig på kinden. Lugter så meget af øl, at jeg kan mærke det helt ned i maven.
   "Jeg skal bare lige ordne noget først."

Du sejler henover gulvet, på vej mod billardbordet.
   På vej hen mod Ivan.
   Nu er der dømt hævn. Du er fuld og overbevist om hvad som helst, og der er fandeme ingen, der skal prøve på noget.
   Jeg kigger frem for mig, kigger på alle flaskerne oppe i baren, men ud af øjenkrogen følger jeg dine skridt.
   Vaklende og fuldemandsagtige og du er kun 34.
   "Hey..!" Du har hævet stemmen og jeg forestiller mig, hvordan du har taget fat i Ivans skjorteærme og står og puster dig op. "Har du et problem?"
   Og Ivan må være en rolig mand, for jeg kan slet ikke høre, hvad han svarer, men til gengæld kommer bartenderen pludselig farende ud fra baglokalet.
   "Stop så! Jeg gider ikke dit pis herinde."
   Den konstante summen af folks snak henover bordene er forstummet, hvilket kun kan betyde, at du ikke nøjedes med at spille smart.
   Hvor dum har man lov at være? Du er næsten lige flyttet hertil og Ivan har boet her hele sit liv.
   Jeg føler jeg har sagt det til dig en million gange.
   Men lige lidt hjælper det.
   Jeg kommer i tanke om nytårsaften og hvordan jeg burde være skredet allerede dengang. Jeg har aldrig set nogen være så gal. Knoerne på dine hænder var helt hvide, de skinnede, der skulle fire mand til før du slap dit greb om Victors hals.

"Kom lige..!"
   Nu er det din stemme jeg kan høre. Og et kort øjeblik er jeg i tvivl. Er det mig du taler til? Men det ved jeg jo godt.
   Jeg kigger hurtigt til siden, men kan ikke se andet end en halvcirkel af mennesker, der har samlet sig nede ved billardbordene. Bartenderen er én af dem. Du må stå et sted bagved, sikkert knaldrød i hovedet af arrigskab.
   "Sille..!"
   Din stemme er grådkvalt.
   Sådan har den lydt et utal af gange.
   Jeg skubber glasset helt ud til kanten af disken og rejser mig. Glatter min kjole og tager frakke på. Folk har så småt genoptaget deres samtaler, det er som om intet er hændt.

Udenfor er der stille.
   Enkelte biler passerer forbi, men ellers virker natten øde.
   Den kolde luft trænger hurtigt ned i mine lunger, de udvider sig til dobbelt størrelse, og det går op for mig, at jeg ikke har trukket vejret i flere timer.