Jeg husker hende endnu,
når hun løb forbi min vogn med pegefingrene
som lange horn i panden,
måske troede hun,
at hun selv var djævlen,
eller at verden var skabt af den.
Jeg spurgte hende aldrig.
I dag når jeg tænker på at blive ateist,
spøger hun endnu,
også selvom hun er død for længe siden.
Ved hun det mon, hvor hun er nu ?
Djævlen og universets store sten
og plader følges ad
i to store jordskælv,
begraver levende
mennesker og dyr i smerte.
Hvem har tilrettelagt alt det
og skabt verden sådan,
hvis det ikke er djævlen ?
Jeg kalder i mine tanker
på en barmhjertig frelser,
men han lytter ikke.
Hvem kan danse nu,
og synge i glæde over livet ?
Rummet det er alt for koldt.
De er der endnu,
under beton og jern, døde,
savnede og syge.
De fryser.
De skriger:
Hvor er Gud ?
Der er ingen.