Du kigger på mig, som om du hellere ville være alle andre steder end hér.
   Med kølige, blå øjne - kølige, fordi du foragter mig - men udtrykket i resten af dit ansigt har jeg svært ved at tyde.

Jeg ved bare, at det gør mig ængstelig.
   Så jeg prøver alt, hvad jeg kan, for at få dig til at sige noget, bare et eller andet.
   Men du er tavs. Har ikke snakket til mig siden i morges. Og bagefter grinede du hånligt, imens du bad mig om at tage tøjet af.

"Hvor er det dejligt vi sidder hér, jeg har glædet mig hele ugen", forsøger jeg. Krummer tæer over mig selv og min egen desperation, kan høre min mors stemme et sted i det fjerne: "Sådan var der fandeme aldrig nogen, der skulle behandle mig!"
   Du fortrækker ikke en mine.

Jeg fryser.
   Det er højsommer og restauranten er fyldt med mennesker, men jeg fryser. Tager mig selv i at rykke rundt på stolen, vende min krop først den ene vej og så den anden, mon du overhovedet bemærker det?
   Nu kommer tjeneren med vores vin, og da han fortsætter over til næste bord sker der noget.
   En lillebitte trækning i din mundvig.
   Et pludseligt spørgende udtryk.
   Som om du tænker:
   'Har du været kærester med ham tjeneren? Er det ham, der har givet dig den der latterlige halskæde, som du absolut skal gå med hver dag?'

Jeg kender dig jo.
   Jeg ved du mener det kærligt.
   Så jeg læner mig ind over bordet, passer på ikke at vælte vores glas og lægger min hånd henover din. Aer dig helt forsigtigt og overvejer... Hvordan du ville reagere, hvis jeg kyssede dig nu.
   Det hér har varet så længe.
   Vi har prøvet det så mange gange før.
   Men jeg er her stadig.
   Du har mig stadig.

Jeg løfter ansigtet nærmere dit og min hånd kravler op ad din arm. Kommer tættere på din mund, kan dufte dig og længes, men med ét stopper du mig. Med højre hånd tager du fat om min nakke - det er så længe siden du sidst har rørt ved mig - og jeg kan høre på din vejrtrækning, at du tager tilløb til at sige noget.
   Mit hjerte er ved at sprænges.
   "Hør engang..."
   Din stemme er som tusind sole.
   "Hvorfor skal du altid være så satans upassende??"

Jeg kigger op på dig og ser dit blik. Stadig køligt, men vendt væk fra mig, ned langs siden. Og da forstår jeg:
   Min bluse er gledet op, min nøgne hud er til skue for alle.
   Du slipper dit tag og kysset må vente.
   Jeg finder min plads og lader dig være.
   Men aftenen er stadig ung, måske kan vi nå det endnu.