For mig og min søster var bakkerne lange
og stejle bagved skolen,
om vinteren belagt med sne og is,
og om sommeren en sportsplads.
En juleaften ringede telefonen,
og min morfar tog den,
samtalen var kort,
og han sagde,
det var julemanden,
og at vi skulle gå ud og kigge på trappen.
Der stod en stor slæde af træ.
Vi kælkede på bakkerne.
Der var så meget sne,
og det var jul.
Efter den store bakke svævede vi hen over grøften
og landede på fodboldbanen.
Når der var is belagt
rutshede vi på papstykker
hele vejen ned,
også selvom det var farligt.
Jeg husker isen endnu,
og hvor svært det var at komme op,
når det var så koldt i solens skarpe skær.
Der boede en dame på en gård,
der gik vi ned af den anden bakke
for at lukke julekalenderen op hver morgen,
jeg husker duften fra hendes store stue endnu,
og de røde og hvide farver
fra kalenderen på væggen,
jeg tror,
vi fik kage og saftevand.
Om sommeren var jeg bange for køerne,
når jeg skulle cykle forbi dem,
jeg syntes altid,
de stod og kiggede på mig
alt for længe,
når jeg stoppede op.
Julebakkerne var altid hvide
eller gennemsigtige af is,
og cykelskurene bagved var grå.
Julesokkerne var fyldt op hver morgen
over vores senge,
men jeg husker ikke mere,
hvad der var i dem.
Kun chokoladen som vi fik med posten,
nougat og marcipan,
og vores mor der sagde
en so
en ko
og en lade
nogle år senere
som for at trøste,
når vi skulle sove,
fordi vi ikke mere var der.