De hvide blodlegemer bredte sig i takt med lipomerne i kroppen som lægerne sagde var fredeligt. Det vidste hun godt selv at de ikke var, for hvorfor skulle det gøre så ondt.,?
Ude på kroppen kom der nye synlige knopper til, der var anderledes end lipomerne der var i selve kroppen.
Dagene tog hinanden de lignede alle hinanden, forskellen var dog at hun vidste med sig selv at hendes liv måtte nydes indtil den sidste lipom kunne tælles. Intet skulle fjernes.
Hun vidste at hun havde sit liv til låns det samme gjaldt med relationerne som var få..
Det kunne føles som rå udnyttelse men det var fordi hun vidste hvad hun havde og hun vidste hvad hun skulle miste.
Det talte hun sjældent om.