En kølig efterårsvind bruste gennem landsbyens gader og skar Koblo i kinderne. Hans brune krøllede hår prøvede ihærdigt at følge med ham, blodet tordnede rundt i kroppen, tindingerne var en intens trommehvirvel. Hænderne fortsatte med at være svedige i den brusende brise.
   Han havde aldrig løbet så hurtigt før.
   Da han kom til den store hvide murstenskirkegård i den sydlige udkant af landsbyen, stoppede han momentant op og hev efter vejret med hænderne på knæene. Der var kun aktivitet heromkring i sørgeperioder, men Koblo var fast besluttet på at lede alle steder.
   Ved indgangen til kirkegården hang der et billede af præsten Leif, der for godt en uge siden var gået bort, men det var ikke derfor Koblo lod et par tårer undslippe sine brune øjne.
   'Kl 13:00 stråler solen!' Havde Leif for nyligt lovet Koblo på en kedelig regnvejrsdag, hvor dråberne faldt som bomber på de øde gader.
   Leif var vel nok det mest positive og optimistiske menneske han nogensinde havde mødt, og han fastholdt da også sin overbevisning helt op til kl 12:59.
   Kl 13:00 rasede regnen som aldrig før. Og dagen efter døde Leif.
   Der kom en gammel dame forbi, hun var lille, pukkelrygget og lignede en bjørn i sin store brune pelsjakke. Hun strakte sine skrøbelige arme ud og åbnede den knirkende metalgitterport ind til kirkegården.
   'Hey, du der', stønnede Koblo i vinden.
   Hun stoppede op, vendte blikket mod Koblo og kneb øjnene sammen bag det grå hår.
   'Koblo?' Sagde hun og øjnede ham gennem de glitrende sølvbriller, 'Er du her også for at vise respekt til Leif?'
   Han hev efter vejret og rettede ryggen op, adrenalinen stadig lynende.
   'Nej', stønnede han, 'Jeg leder efter min far. Jeg kan ikke finde ham.'
   'Jamen kæreste ven da, er din far død?' Spurgte hun forbavset.
   Koblos krop stivnede på stedet, øjnene vidt udstrakt.
   'D-det håber jeg virkelig ikke. Hvad får dig til at sige det?' fremstammede Koblo og samlede armene bag hovedet for at få pusten.
   'Lille ven, du står jo og græder foran kirken', sagde den gamle dame og rykkede lidt nærmere med små tøvende skridt.
   Koblo tørrede langsomt tårerne væk, overrasket over at han ikke selv vidste at han græd, og satte i løb igen.
   'Hvad med din mor?' Råbte den gamle dame bag ham med en fjern og forsvindende stemme i det overskyede vejr.
   Hun blev mindre og mindre i baggrunden idet Koblo spurtede ned mod landsbyens centrum.
   'Hvor er du far?' Hviskede han til sig selv, halvt stønnende og eftertænksomt.
   Han løb forbi byens bibliotek og kiggede ind ad de støvede vinduesruder. I de lysdæmpede stillezoner, midt iblandt oceaner af bøger, sad der et par mennesker og læste. Han så på dem med længselsfyldte øjne og ønskede sig væk til bedre tider, tider hvor han selv kunne sætte sig i bibliotekets dejlige bløde stole, far siddende trygt derhjemme med lokalavisen og en rygende kaffe ved sin side.
   Koblo sukkede og efterlod to håndaftryk på de beskidte ruder, og så løb han ned langs bibliotekets vestlige mur og stoppede op foran friluftsbadet. Der lugtede af klor. Han ville blive rimelig overrasket, hvis han fandt sin far i friluftsbadet, men han måtte lede over det hele, uanset hvor. Det grå metalgitter, der indhegnede friluftsbadet, frøs Koblos små tolvårige fingre. Han klemte halvdelen af hovedet gennem gitteret for at få et bedre overblik. Han havde set hvordan friluftsbadet var byens hjerte i sommerperioden, hvordan børn og unge kom susende på cykler forbi bibliotekets snavsede ruder. Han havde hørt deres grin og skrig gennem bibliotekets tynde vægge, og set hvordan de kom susende tilbage forbi ruderne med mundvigene smurt ind i vaffelis og krymmel. Efteråret havde lagt stedet dødt nu. De tre store svømmebassiner bølgede i den klorlugtende blæst og de røde og grønne parasoller stod ensomt og blafrede på de bitterligt kolde fliser.
   Et sirupsfarvet blad ramte Koblo i hovedet og han kom øjeblikkeligt til sig selv igen. Hans far var heller ikke her. Han skælvede af frygt. Frygten for hans fars skæbne, men også frygten for det sidste sted, som han endnu ikke havde ledt. Hårene på armene sitrede under den grønne jakke. Koblo knyttede næverne sammen, neglene solidt plantet i håndfladen, og så op på himlen hvor de tunge skyer langsomt formerede sig. De skød støvregn fra sig.
   'Det kan vel ikke skade at kigge', sagde han til sig selv, og mindede sig selv om alle de gange han havde hørt skræmmefortællingerne fra landsbyens ældre, der var nøje designet til at holde nysgerrige sjæle væk fra stedet.
   Det var sidste mulighed, sidste udvej, Koblo tog chancen.