Konkylierne ekkoer i det gyldne sand;
Gamle sange om heltemod og savn.
I det ligblege skum og det saltede vand;
Om klitter der blev hejst og de glemte sagn.
Ekkoer fra før månen blev lavet,
Før solens guldsandaler betrådte havet;
Og tog til sig kærlighedens varme,
Skænket af naturens farverige arme.
Om ellefolkets ekstatiske dans
I den mosbefæstede grønne glans;
Vilde violiner og sørgmodige celloer,
Alt dette i konkyliernes ekkoer.
Den mælkehvide dis fra den sydende gryde
Spredes, som et tæppe, fra mosekonens gyde
Urskoven og sumpens glemte hertuginde;
Nu blot et smukt, men vagt minde.
Hør; det grønlige ocean i konkyliens kerne,
Det stille tidevands sagnfulde sang,
Om en lygtemand med blålig lanterne;
Han vandrer i tågen og til ellefolkets klang.
De brygger og vandrer og danser,
Men ingen til naturen lytter,
Ingen kommer gående og standser;
Konkyliens ekko ingenting nytter.