Min vindueskarm er præcis stor nok til, at jeg kan sidde der, ved siden af mine planter i krukker. Jeg sidder med knæene presset ind mod brystet, ellers er der ikke plads. Planterne er tørre, ligesom resten af landet. De skriger efter vand. Det må jeg lige huske at give dem, inden jeg lukker vinduet.

Det store vindue til venstre er åbent, ligesom det lille vindue, øverst til højre. Og så er der vindueskarmen. Den er stor nok til at jeg kan sidde her, men for lille til at man kan sidde med noget. Sin computer for eksempel. Eller et tæppe. Herfra går livet sin gang, og man har ikke noget andet valg, end at se på.

Vores have er stor. Fra min plads kan jeg se drivhuset. Hvidmalet med røde mursten som sokkel. Døren står let åbent, så fars tomat- og chiliplanter ikke dør derinde. Over den hvide træbænk, som står mod bagmuren, hænger vindruerne. Små, lilla og søde. Det bugner med dem, og de er modnet meget hurtigere end de plejer, fordi sommeren i år er helt formidabel.

Det pusler i bedet. Dér står min hund. En lys, næsten hvid Golden Retriever med bløde, varme øjne og, tro det eller ej, en mund som kan smile. Hun har snuden nede i bedet, helt ovre i hjørnet under æbletræet. Jeg kalder på hende. Hun løfter hovedet og ørerne og ser op mod mit vindue, som er helt oppe på kvisten, på første sal.
   "Hej skat", hvisker jeg, og hun smasker og vender hovedet væk, fordi noget bevæger sig taget af naboens skur. Sikkert deres kat som strejfer rundt, mens de er på ferie.

Mellem det gamle, krogede æbletræ og den tårnhøje birk, hænger en tørresnor med tøjklemmer. Dér tørrer vi nyvasket sengetøj, badetøj, nederdele og badehåndklæder. Lige nu hænger der kun en enkelt, hvid sok. Helt alene, i en tøjklemme af træ. Den må jeg huske at tage ned.

I huset bag vores have, kan jeg se at nogen sidder under skæret fra en loftslampe, ved et køkkenbord. Jeg kan ikke se hvem, eller hvad han laver, for jeg har ikke mine briller på. Men der er liv, og det gullige lys fra den lavt hængende lampe, er det eneste lys jeg ser fra min plads i vindueskarmen. Udover en blinkede lygtepæl og fuldmånen. Så slukkes lyset over køkkenbordet, og jeg er efterladt med månens blide lys, som det eneste jeg kan stole på.

Jeg bor midt inde i byen, og der er aldrig helt ro, men fra min vindueskarm virker det sådan. I min vindueskarm kan jeg lukke alle andre lyde ude. Noget jeg ikke kan, nogen andre steder. Ikke engang motorcyklen ude på vejen, kan forstyrre mig. Her er der ro. Ro indeni mig selv. Jeg skylder min krop at sidde i min vindueskarm, selvom det gør ondt i ryggen i længden. Jeg skylder det simpelthen bare. Min mor plejer at sige, at det er balsam for sjælen at sidde i naturen og lave ingenting. Ikke at skulle nå noget gøre noget eller sige noget. Bare at være der. Til stede, bevidst og åben for alting. Alle har brug for det, jeg tror bare ikke det er alle der ved det. For man mærker det først, når man sidder der, og der er helt stille.

Selvom mørket er faldet på, tænder jeg ikke min sengelampe. Jeg lader mørket være mørke, og lader ikke lyset overrumple natten. Den er undervurderet, efter min mening. Natten altså. Hvordan natten er i stand til at lade ting starte forfra. Det er i bund og grund natten der bestemmer. Den bestemmer over tiden, over datoerne og over årstiderne. Da jeg var mindre var jeg bange for den, men nu finder jeg ro, når solen er gået ned. Vi er blevet gode venner, mig og den danske nat.

Jeg må knibe mit venstre øje i, for at se månen mere klart. Jeg har jo som sagt ikke mine briller på, men månen hænger som den plejer. Fuld, beroligende og med et gyldent skær. Hvis jeg kniber mine øjne, så meget i, at der kun er en tynd sprække tilbage, kan jeg se den helt tydeligt. Men så er den også det eneste jeg kan se. Det er svært at holde øjnene åbne så lidt, uden at lukke dem helt. Så det gør jeg. Lukker øjnene helt, og pludselig er der kulsort nat, for mine øjne. Nu hører jeg den kun, og bilerne på den store vej, som går op ad bakke.

Jeg rejser mig fra min vindueskarm for første gang i over en time, for at hente vand til planterne i min vindueskarm. De sluger det hurtigt. Og som jeg står der foran vindueskarmen, og ser månen og sågar de første stjerner titte frem mærker jeg det helt ned i maven. Følelsen af taknemmelighed. For at jeg er her, for at vi er her, dig og mig, kære læser. Er det ikke fantastisk? Taknemmelig for druerne i klaser, for ham som bor bag min have, ham med de gode æbler på sit æbletræ. Taknemmelig for sommeren, som jeg ved, at jeg aldrig vil opleve i samme grad igen. Taknemmelig for at jeg kan mærke mine hjerteslag helt ned i tæerne, og for at mit hår er blevet lysere i solen. Tak.

Tak for det hele. Ikke andet. Bare det. Tak.