Det er en stille sommeraften i en retfærdig tid. Han er den dømte og de tre mænd er dæmoner. To af dem har fat i hans arme, mens de fører ham om bag gården. Den tredje bærer et langt spyd. De går over marken, op af den lille høj, til træet på toppen. Det er et stort kroget egetræ, som har stået her i en evighed, bogstaveligt talt. Nogen kalder det Dødens Træ, som en pendant til det forbudte træ i Paradiset, men forskellen giver i denne sammenhæng ingen mening.
De standser alle sammen og venter, mens de betragter solnedgangen. Der hviler en fredelig stemning som afspejler følelsen af, at noget af afgjort. Dommen er afsagt og alt er på plads. Det er som stemningen på en kirkegård, hvor den døde netop er lagt i graven, men endnu ikke dækket til. Han fortryder ingenting, angrer ikke. Han har erkendt, at han på samme tid er den skyldige og offeret og han har selv afsagt dommen og sværget troskab til sandheden.
Da solen lige netop rører horisonten, går den tredje mand i gang med rebene. Han lægger først spyddet på jorden og kaster derefter tre reb over en af de tykke grene. Sammen hjælpes de tre mænd med at binde ham fast med rebene og hejse ham op i træet. Han er bundet, så han hænger næsten lodret og rebene bærer ham under armene, om livet og om halsen. Solen er nu gået helt ned og fuldmånens lys begynder så småt at overtage scenen og afløser det aftagende skumringslys. Da de er færdige med at hænge ham til rette, stiller de tre mænd sig igen til at vente. Den tredje mand har samlet spyddet op.
Rebene strammer og bider ind i hans kød, mens han hænger frit i luften under den gamle egs kæmpe krone. I starten er alt stille, men langsomt blæser det op og mørke skyer bevæger sig hurtigere og hurtigere over himlen. Manden med spyddet går frem og hugger det i siden på ham, så blodet fosser ud af en dyb flænge. Han skriger og vrider sig i rebene. Samtidig lyder det første tordenskrald og månen forsvinder bag en sky. Han bider tænderne sammen og prøver at holde sig i ro, men smerten er ubeskrivelig og blodet flyder fra såret, ned af hans ben og danner en sø under ham på græsset. Uvejret tager til i styrke og lynene flænser konstant himlen, som om de prøver at kopiere spyddet der flænsede hans hud.
De tre mænd står stadig tavst afventende og ser hende dukke op langt ude på marken bag højen. Hun kommer fra solnedgangen. De kan se hendes profil, hver gang lynene inverterer verden i et kort glimt af virkeligheden. Tordenfrekvensen er stadig tiltagende, og for hvert glimt er hun tættere på dem og ham og træet. De tre mænd overvejer at trække sig tilbage, men de er tvunget til at blive og være vidne til forvandlingen. Det er deres rolle at udøve dommen og sikre sig at retfærdigheden sker fyldest.
Han trækker vejret i koncentrerede korte stød og prøver at holde smerten i ave, og ser hende derfor først, da hun står lige under ham og kigger op. Hans blod løber stille ned af benet og drypper ned i hendes lange sorte hår og i hendes ansigt. Han søger hendes øjne og da et lyn oplyser scenen, mødes deres blik. Smerten glider i baggrunden, og det er som om han bliver trukket ind i hendes verden i et kort øjeblik. Han genkender hende fra hans drømme og han kan mærke, at han føler sig tryg ved, at hun er kommet til ham. Hun lukker øjnene og afbryder forbindelsen, samtidig med at hun skiller sine læber og lader hans blod dryppe ned i sin mund. I samme sekund lyder et højt langt knæk og et brag, da lynet slår ned i træet og alt bliver hvidt.
---
Solen er stået op bag mig. Jeg står, hvor de tre mænd stod på højen under det store gamle egetræ. Det er, som om træet er upåvirket af lynnedslaget, men der ligger kviste og små grene rundt omkring og vidner om stormvejret. Jeg føler det, som om jeg er vågnet fra en af de drømme, der forandrer en for evigt, men så snart man prøver at huske detaljerne, så forsvinder de.
De tre mænd er for længst forsvundet (dette er ikke længere retfærdighedens tid) men jeg forestiller mig, at de spørger, hvad jeg har lært? Jeg tænker tilbage på smerten og den tid jeg hængte i træet og husker, at jeg nåede at tænke alle scenarier igennem. Jeg så alle de mulige veje, jeg kunne have valgt samt alle konsekvenserne. Jeg så solen gå op og ned, jeg så universet udvide sig og jeg så tiden bøje sig om sig selv og føre mig tilbage til start. Jeg lærte ikke sandheden at kende, men jeg tror stadig på den.
Det er en stille sommermorgen og jeg sætter mig ned. Hele højen, hvor træet står, er dækket af grønt græs fyldt med hvide kløverblomster og gule mælkebøtter. Men foran mig, under en af træets tykke grene, gror der intet græs og jorden er bar og gold. Jeg lukker øjnene og genkalder mig hendes blik og hendes blege ansigt med mørke striber af mit blod og jeg føler ingen smerte mere.