"Du må gerne bo her". Sætningen borede sig ind i hendes tanker.
   Landevejen var øde. Der var ikke en bil eller andet tegn på liv i nærheden. Der var kun lyden af hendes bil, radioavisen og den ene tanke: "Du må gerne bo her". Først havde hun afkastet tanken og med et lille grin sagt at det kunne være dejligt, men i et tonefald, der afgjort sagde, at det ikke ville ske. Men alligevel kunne hun ikke slippe sætningen og den sætning satte hendes fantasi i gang. Hvad nu hvis? Hvis hun gjorde det, ville det så ikke kun blive bedre derfra? Det kan jo ikke blive værre. Hun aede forsigtigt sin skulder, der er gul og blå efter sidste gang han havde fat i hende. Han havde så mange gange lovet at det aldrig ville ske igen, men nu var han holdt op med at love det, hun var holdt op med at ønske det og havde egentlig valgt at leve med det. For hun elskede ham jo. Gjorde hun ikke? Var hun bare afhængig af ham, var han bare en vane?. " Du må gerne bo her" Benjamin var sød og kunne give hende alt det Marcus ikke kunne, tryghed ikke mindst. Og ja hun elskede Benjamin, det havde hun gjort fra den første dag. Men hun havde et liv sammen med Marcus. Marcus var også sød, han gav hende kærlighed og troskab. Han slog hende også, råbte af hende og talte ned til hende. Det blev ikke bedre når han drak sig fuld. Hun havde for længst fundet ud af at det ikke var hende, der gjorde noget forkert. Som regel var det hans familie, der fik ham til at afreagere på hende. Hvis de en hel dag havde nedgjort ham til en familiefest, kunne hun være sikker på at det gik udover hende senere. Det behøvede ikke være noget særligt hun gjorde, sidst havde hun bare glemt at putte sukker i hans kaffe. Hun havde fundet trøst i det ikke var hendes skyld, at det var ham, der ikke kunne styre sig eller tage handling på det, som gik ham i mod. Det var nemmere at tæske hende, bede om forladelse og starte på en frisk. Hun elskede ham stadig og måske bandt det dem endnu mere sammen at de havde alle de udfordringer.
   Hun var næsten hjemme, hun besluttede sig for at leve videre, hun kunne ikke forlade ham. Da hun kom ind ad døren mødte hendes blik mængden af tomme ølflasker rundt omkring i huset. Da hun kom ind i stuen så hun med det samme snapseflasken. Hendes mave knugede sig sammen, hendes hænder blev kolde og fødderne blev varme. Hendes krop var klar til at flygte. Marcus så op på hende med triste øjne. "Hvor har du været?" "Jeg har været hos Majken" svarede hun indøvet. Hun kunne ikke fortælle om Benjamin, han ville aldrig tro på de blot var venner. Selvom det var det eneste de var. Tætte venner, men kun det. "Jeg ringede til Majken, hun sagde du ikke var der" Hadet fyldte hans øjne. Hun kunne lige så godt lade være med at sige noget. Han rejste sig, hun gik baglæns. Hadet lynede i hans øjne. Hele hendes krop rystede. Hun turde ikke gå ud af rummet. Han gik hen mod hende med knyttede næver. I hans fuldskab så han ikke bordbenet. Han faldt. Han slog hovedet ned i armlænet på lænestolen og faldt ned på gulvet. Hun tjekkede hans puls, han var kun bevidstløs. Hun bakkede væk fra ham. Hun tog nøglerne og tasken, hendes blik forlod ham ikke før hun forsigtigt lukkede hoveddøren og løb hen til bilen. Hun kørte så størkt hun kunne. Blodet dunkede i hovedet, hele kroppen rystede. Hun græd.
   Benjamin havde ikke slukket lyset i stuen, så han var stadig oppe, konkluderede hun. Hun ringede på. Han åbnede døren og hun brød sammen i hans arme. Han bar hende ind på sofaen. Hun tørrede tårene væk. Med et lile smil sagde hun "du sagde jeg gerne må bo her" Han grinede forlegent. "ja selvfølgelig må du det" Dagene med Benjamin var fantastiske. Han havde redt op til sig selv på sofaen, så hun kunne sove i soveværelset. Han handlede ind til dem, lavede mad, købte tøj til hende og sørgede for at hun havde alt hvad hun skulle bruge. Da der var gået en uge savnede hun Marcus alt for meget. Hun sagde tak til Benjamin, lovede at betale tilbage og krammede ham ekstra hårdt da hun gik ud ad døren. Han ville ikke have hun gik, men respekterede hendes ønske. Vejen var igen øde. Denne gang havde hun slukket radioen. Hun havde fået ro, fået en pause fra det hele. Nu skulle hun hjem til Marcus og snakke om tingene. Fortælle ham at det er ham hun elsker, at han skal stole på hende og de nok skal blive lykkelige sammen. Hun smilede ved tanken.
   Da hun kom ind i huset var der ikke en eneste ølflaske eller andet tegn på druk. Der lugtede ovenikøbet rent. Hun blev glad. Han havde gjort rent for første gang, han måtte have savnet hende. De kunne helt sikkert snakke om tingene nu. "Kærlighed overvinder alt" Tænkte hun da hun gik ind i stuen. Hun nåede ikke at se knytnæven. Hun prøvede at sige noget, men han råbte for højt. Det var for sent, hun kunne ikke trænge igennem larmen. Knytnæven sendte hende direkte i gulvet. Alt snurrede omkring hende og smagen af blod fyldte hendes mund. Han tog fat om hendes hals og borede tommelfingrene så dybt ind han kunne. "Jeg skulle være blevet hos Benjamin" Tænkte hun, inden ilten forsvandt fra hendes lunger og alt blev sort.