Hun sidder i toget, høretelefonerne sidder tæt om ørene, musikken overdøver alle lyde. Ud ad vinduet stirrer hun på alt og ingenting.

Bedst som hun sidder uforstyrret i sin egen verden, mærker hun en følelse, hun ikke har følt meget længe. En følelse hun aldrig rigtig har kunnet beskrive. Hun ser op og der står han. Hendes blod fryser til is, maven knuger sig sammen, hendes vejrtrækning stopper. Der står han. Hun stirrer på ham til hendes øjne bliver tørre og hun er nødt til at blinke. Hun blinker med frygten for at han forsvinder.

Han står der stadig. Han ser på hende, lige så overrasket som hun ser på ham. Hendes krop tøer op, hjertet tager tilløb, hun trækker vejret dybt, helt ned i maven. Blodet løber til hendes kinder, som blusser op. Der står han. Hendes læber former sig til et hej, men ikke en lyd kommer ud. Febrilsk tager hun sin taske fra nabosædet og stiller den på gulvet foran sig. Han ser omkring sig, smiler og sætter sig ved siden af hende.

Han lægger hånden på hendes lår: " Hej ". Fuldstændig tavs ser hun på ham. Hun prøver at finde ord, men de er forsvundet, som dug for solen. Hun tager sig selv i at stirre på ham med åben mund. "Hej" får hun endelig fremstammet. Hans hånd griber fat i hendes lår: " Hvordan går det?" En klump sætter sig fast i halsen, hendes kinder brænder, som var der sat ild til dem. Forsigtigt lægger hun venstre hånd på hans hånd og lader deres fingre flette sig sammen. Han ser spørgende på hende. Hun lader sin højre hånd ae hans kind og kysser ham dybt. Først mærker hun et snert af overraskelse og tilbagetrækning, men han giver efter og kysser hende lige så længselsfuldt.

Tårene triller ned ad hendes kinder mens de omfavner og kysser hinanden. Verdenen forsvinder omkring dem. Tiden eksisterer ikke længere. Fortid, nutid, fremtid - alt er væk. Hun tager begge hænder op til hans kinder mens hun trækker læberne fra hans og ser ham så dybt ind i øjnene, at hun kan se hans sjæl. Han ser forundret på hende. "Hvad er der galt?" Han tørrer tårene væk fra hendes kinder. "Jeg... jeg har... jeg har savnet dig" får hun fremstammet. "Vil du være min?" siger han med et stort smil. Hun trækker sig tilbage. " Du kommer 4 år for sent, nu er jeg gift og har 2 børn.." Hans smil forsvinder. Han ser ned i gulvet, væk fra hendes undskyldende blik. "Det er okay, jeg vil ikke ødelægge det for dig" Han går. 2 sæder længere henne, ser han tilbage, sender et smil og forlader vognen.

Hun tager høretelefonerne på, stirrer igen ud ad vinduet, nu med tankerne om deres få minutter sammen. Skulle hun have gjort noget andet, have holdt på ham, bedt ham om at gå inden han satte sig eller skete det eneste, der kunne ske? Var det skæbnen, der endnu engang legede med dem?


" Næste stop Valby Station " Hun skal af. Hendes mand og børn venter på perronen og tager glædesstrålende imod hende.
"Havde du en god tur?"
"Ja det gik fint".