Det er nu 10 år siden. Tiden går stærkt og alligevel er der sket så meget. Hun husker det hele i glimt. Det gode, det forfærdelige, det fantastiske og det ligegyldige. Hun glæder sig over at det er hendes første alene aften i uendelige tider. Hendes mand har ungerne med hjem til farmor og farfar, han synes hun har fortjent en aften til at hygge om sig selv, det synes hun også. "jeg har det jo godt" tænker hun mens hun sætter opvaskemaskinen igang.
   Minderne kommer og går i hendes tanker: voldtægten, bilulykken og gravstenen. Men også de fantastiske: da Joachim stolt kom hjem fra første skoledag i tirsdags eller da Julie sagde sit første ord: "mor" ikke far, men "mor". En glædes tåre triller ned ad kinden. "jeg har det jo godt". Tobias, hendes mand, er endelig kræftfri og kommet sig over kemoterapien, endda så meget at han kan tage sig af børnene alene i dag. Hun ånder lettet ud. "jeg har det jo godt" hun smiler for sig selv. Hun finder pilleglasset frem, det magen til det, der slog hende ihjel for ti år siden. I præcis dette øjeblik for ti år siden lå hun omringet af sygeplejersker og læger, der alle kæmpede deres yderste for at få hende tilbage. Hun tømmer glasset og skyller pillerne ned med den billige rødvin fra netto. Hun sætter første afsnit af Gilmore Girls igang, lægger sig på sofaen, falder i søvn og sover ind.