Det var Harald der gjorde det.
   Jeg så det skæbnevangre øjeblik da det hele skete. De løb koldt ned af ryggen på mig da jeg løb derfra, tror ikke han så mig, håber ikke han så mig, for ellers er det ude med mig, ude med mit liv, ude med det livsprojekt der kaldes mit liv.

Det havde ellers ikke skortet på advarsler, mange, inklusive jeg havde set det komme, det var bare et øjeblik fra at ske, og så skete det, det vi havde set komme.

Hun kæmpede ikke imod, men stod bare der på broen og lod sig skubbe ud over kanten, ned i floden, forsvarsløs, ude af stand til at stritte imod.

Men hvorfor var der ikke noget der gjorde noget? hvorfor var der ikke nogen der sagde stop det her, før det går galt? Hvorfor gjorde jeg ikke noget? hvorfor var der ikke styrke i nogen af os til at handle på det vi vidste burde ske? at hindre en andens død?

Alle mødte op til begravelsen, men der var stille, alle havde sænkede blikke, som talte sit eget sprog, alle vidste at de kunne have gjort noget, skyldfølelsen stod malet på alles ansigter, men spørgsmålet som alle syntes at tænke, var hun os ikke værd? Værd som menneske, værd som ven? Er vore venskaber bare baserede på hvad vi kan få ud af folk, og ikke hvad vi kan give og bygge op? Hvorfor er det bare kræve, kræve, modtage, modtage?

Men livet går videre, relationer glemmes, men ikke det vi gjorde. Sårene var der, lige under overfladen, men ikke som en ihukommelse af personer for det meste, men mere en følelse af fortabthed, en følelse af, at noget var galt, som man ikke kunne gøre godt igen. En følelse af fortabthed og længsel efter at gøre det godt igen, men hvordan? Hvordan kommer man fri af fortidens synder? Hvordan gør man noget godt igen, som uigenkaldeligt er forbi?

Vi spredtes for alle vinde, vi kunne ikke tåle hinandens åsyn, påmindelsen af hvad vi gjorde, vi skulle bare væk, starte forfra, på ny. En anden by, en anden landsdel, nye relationer, nye muligheder for at bygge noget op.
   Jeg selv prøvede at glemme, prøvede at komme videre, men det var som om det bare klæbte sig fast til mig.

Det skete jo at vi sås af og til, hvor vore veje krydsede hinanden fordi vi skulle besøge familiemedlemmer eller gamle bekendte og venner, men det var altid med et forvrænget ansigtsudtryk, og en hastig undvigen, at vi bevægede os videre i den travle hverdag for at komme væk fra det ubehagelige.

I begyndelsen drak jeg i smug, prøvede at dulme nerverne, men det vakte ubehag hos min omgangskreds, og isolerede mig for en stund, så lang tid jeg drak, kunne andre ikke rumme mig, så længe jeg trak mig tilbage, jo mre syntes problemerne at skylle hen over mig igen og igen. Jeg indså til sidst, at jeg måtte opgive drikkeriet, sige undskyld til mine venner, og prøve at lade tiden læge mine sår.

Mine venner modtog mig igen, men de vidste ikke den fortabthed jeg inderst inde følte, og hvorfor jeg følte som jeg gjorde, jeg havde endnu ikke turdet lukke dem ind i min allerinderste, mit mørke hjerte.

Det skete en regnvejrsfuld dag, at jeg fik besøg,; en af mine gamle venner havde opsporet mig, selv om jeg havde prøvet at gøre det svært at finde mig, da jeg bad alle om ikke sige hvor jeg var, hvis nogen spurgte.

Men på trods af det, var det lykkes at finde hvor jeg var, det var ret ubehageligt, og vi sad for en tid stille og kiggede ud i luften, søgte ikke øjenkontakt, i tilfælde det ville medføre noget ubehageligt.

Til sidst brød vi begge sammen, for vi vidste begge hvad dette møde skulle dreje sig om, mødet med fortiden, mødet med vor fortabthed og de gerninger vi ikke gjorde, for at hindre vor vens død.

Vi græd længe, og til sidst bryd der hul på hylden, og ord blev sat på vor tab, vor fortabthed, vor manglende handling og skam over ikke at have gjort som vi skulle.

Vi talte i flere timer, og jo længere tid der gik, jo mere indså vi, at gamle relationer skulle smedes påny, at vi skulle vende tilbage til hinanden, og gøre et forsøg på at gøre det bedre, et forsøg, på at gøre det for hinanden vi før tog for givet, være som en anden familie, læge hinandens sår.

Men det stod klart, at vi måtte tilgive hinanden, og ikke mindst os selv, vi kunne ikke holde fast ved fortiden, men række ud efter hvad der lå foran os alle.

Men årene gik, tiden kom, og forsvandt, glemt det der var hændt, og nye brud, nye komplikationer, nye advarsler som varslede hændelser der ville blive fatale, men ingen handling, alle så det ellers, og jeg? hvad med mig? Det var Peter der gjorde det...

At vi var forbrydere, stod for os alle klart
   For vore hjerter åbenbart
   Vi kunne have hindret hendes død
   Givet hende livets brød
   Vi skulle jo have beskyttet hinanden
   Istedetfor at overgive hende til fanden
   Men nu er det forbi
   Vi kan hende ikke gi
   Det liv vi tog for givet
   Nu skjuler vi os i sivet