Slentrer ned af gaden, det regner, mørkt, træer, det enkelte hus hist og der. Min jakke er gennemblødt, og fødderne føles hudløse efter at have gået så langt, sølende regn. Både indvendig og udvendig, gennemblødt, bærer jeg min straf, straffet af folk, straffet af uret og død. Det regner hele tiden i mit liv, hvis ikke det ene, så det andet, hvornår kommer forårets solskin? Hvornår vil livet smile til mig? Hvornår får jeg en solskinshistorie? Hvorfor regner det hele tiden? Ingen kan vel gøre sig så fortjent til alt det onde som jeg har oplevet? Hvorfor skal jeg mishandles og ikke få lov til noget godt? Hvorfor skal det blive ved?

Mange spørgsmål farer rundt i mit forvirrede sind, mangen tvivl og forstår ikke hvorfor lige mig? Hvorfor skal andre have det så godt og ikke jeg? Det er en kamp, hvor længe? Hvor længe skal jeg gå i regnvejr? I mørke, hvor længe skal det være nat? Bare en solstråle, bare et lysglimt her og der, jeg forlanger ikke det helt store, bare lidt, please? Kan jeg ikke nok bare få lidt, jeg vil godt betale tilbage? En eller anden, hjælp???

Det begynder at gøre ondt, ikke kun de hudløse fødder, men mit hjerte vånder i smerte, i fortvivlelse, alene, fortabt.

Måske skulle det bare ikke være min del at have et godt liv, måske trak jeg bare det korte strå, vraget, forladt, fortabt. Måske jeg bare er affald, og ikke til noget som helst. Hvorfor blev jeg ikke bare smidt i affaldsspanden da jeg blev født? Hvad skal det hele være til for?

Det er mørkt, og regnen fosser ned og gennembløder alt mit tøj, min sjæl vånder, og ved snart ikke om jeg kan klare mere.

Bare et glimt, et glimt af lys, det kunne vende min liv, måske bare et lille glimt???

Finder ly under et gammel egetræ, bare lidt tørvejr, bare for en stund, selv om jeg er våd helt ind i sjælen.

Rækker ud og støtter mig til det æld gamle træ, og tænker: Her er et liv der har stået prøve igennem tider, igennem sol, storm, sne og regn, har stået prøve igennem tidens tand, og se, den står her endnu?

"Gad nok vide hvordan jeg selv kan blive som det æld gamle træ? gammel og viis, gammel og fast, gammel og hårdt prøvet? Det gyser i mig, for jeg ved at det betyder endnu flere ydmygelser, endnu flere hårde prøver før jeg selv bliver gammel og viis, gammel og fast.

Det stormer, rusker i grenene, og fornemmer pludselig det gamle træ hvidske til mig, "hardship before honor."

Jeg står bare der og måber, står bare og falder i staver, som sat til vægs, som om jeg lige havde fået en mavepuster.

Men hvis der er en mening i det hele, hvad skal det så blive til? Hvad er hovede og hale i det hele, og hvor bærer det hend? Hvad skal det hele blive til?

Jeg prøver at samle mig, kigger mig omkring og tager det første skridt, tager det første skridt for at komme hjem. Har kakkao i køleskabet, tror jeg vil varme noget, og lave flødeskum, måske er det hele ok, måske finder jeg ud af det alligevel.