Da Claude flyttede til Luxembourg, havde han ærligt talt ikke regnet med at være politisk engageret ud over hans gængse feminist-aktivisme, nogle Facebook debatter, måske et læserbrev hvis verden gik helt af lave, men så kunne det vist også blive ved dét. Burde det. Skulle. Luxembourg var ikke hans land, han var stadig franskmand ind til benet, men så havde han mødt Vincent der heller ikke var luxembourgsk overhovedet og som alligevel definerede den politiske tone - og Claude forestillede sig, at han på en eller anden måde var blevet viklet ind i det net, det enorme rod der var luxembourgsk politik og den luxembourgske presse, første gang han kyssede den anden mand.
Han forestillede sig, at det nok i virkeligheden var uundgåeligt.
***
Han brugte gerne sine frokostpauser på at læse sladder. Sad ved kantinebordet, på sin faste plads imellem Heidi og Paulo, med hvilket blad han nu end havde kunnet få fingre i og spiste pastasalat med sin frie hånd. Eller, han brugte selvfølgeligt en gaffel, han var trods alt et civiliseret menneske. Helt ærligt.
Paolo var overraskende konfliktsky i privaten, når man som Claude var vant til ham i hans mere direkte rolle som koreograf og som danser, han forholdte sig konsekvent stiltiende til Claudes valg af læsestof, mens Heidi i sidste ende ikke kunne dy sig.
"Nå, hvad rapporteres der i dag, Claude," spurgte hun. Bare en lille smule spidst.
Han trak på den ene skulder og bladrede videre til næste side. Det var ikke videre interessant; for et par uger siden havde de brugt side op og side ned på at gætte, hvilke formodede kunder hun skulle have haft, imens hun var escortpige. I dag... Tja. "De har fulgt hende rundt på en shoppingtur, du ved, det sædvanlige."
Heidi sukkede, men sagde ikke mere. Hun havde opgivet at diskutere Marguerite Gagnons gøren og laden med ham, han blev altid for politisk korrekt for hendes tyndslidte temperament, påstod hun. Kan man ikke afsky en kvinde af et rent hjerte længere, havde hun engang spurgt i ren desperation.
***
Det var altså ikke fordi Claude mente, at det var en feministisk pligt, at elske Marguerite, om man brød sig om hende eller ej var nok nærmere en smagssag, han syntes bare ikke man skulle lade sig forlede til at hade hende af nogle forkerte grunde, den slags der ellers blev udstillet nok af i tabloidpressen. Selv kunne han faktisk rigtigt godt lide hende og ikke kun fordi hun var fransk ligesom ham. Marguerite, havde Luxembourg måtte lære et par gange, undskyldte aldrig for sine valg eller for sig selv for den sags skyld, alle hendes fejlbarligheder til trods. Claude kunne virkeligt ikke se, på hvilken måde sådan en egenskab ikke var beundringsværdig. Inspirerende. For helvede, for ikke alt for mange år tilbage, kunne han nok godt have brugt et forbillede der sagde hul i det hele og gjorde hvad de ville. Mente han. Mente han faktisk, at de fleste ville tilslutte sig, hvis man bare gik dem lidt på klingen.
***
Mest af alt var han dog stor fan af den effekt hun havde haft på Vincents job. Ikke bare de åbenlyse afbræk, når han selv måtte smøge ærmerne op og udfolde sit fag, mens han arbejdede på en af hendes historier - Claude havde læst samtlige interviews, samtlige artikler der havde Vincents navn skrevet henover kolonnerne, hvis ikke altid angivet som forfatter dertil - men også og måske især var han utroligt taknemmelig for hendes mere indirekte indvirkning. Hvordan landets statsminister som ellers, hvis du spurgte Claude, var en førsteklasses idiot og et kapitalistisk svin, syntes at opføre sig en smule mindre som et røvhul overfor sine ansatte, sine nærmeste, Vincent deriblandt, når Marguerite havde gjort sin tilstedeværelse sådan rigtigt gældende. Hvor Vincents arbejdslede havde været lidt af en tysk-inspireret mur, før Marguerite trådte ind i billedet, kom den nu nærmere over ham i atlantiske bølger og det ene var vel at fortrække fremfor det andet, selvom det godt nok var små skridt, hvis Claude skulle være ærlig. Om ikke andet, kunne man da konkludere at Jean Louis Girard ikke bare var alles Mr. Europe, men også en ganske almindelig mand, der altså fungerede den anelse bedre, når han fik noget på den dumme. Som de også kunne lide at insinuere i sladderbladene, hvis agurketiden blev for presserende. Oftest med billedreportager til. Efterhånden var det vist en stående, national joke.
***
I sidste ende kom det altid tilbage til Vincent, placeret lige lukt i midten af det hele. Af hele det rablende, ramlende hus og der var dage hvor han lignede sin alder mere end andre. Claude havde altid stiltiende undret sig over, hvordan fanden Vincent kunne holde sig så godt med den arbejdsmoral og det arbejdsliv han førte, men man havde måske bare lov til at være heldig nogle gange. Genetisk, om ikke andet. De snakkede sjældent om noget som helst arbejdsrelateret, når de var sammen - de få timer de nu engang kunne finde i fællesskab. I hvert fald talte de ikke om det fra Vincents side af bordet, de snakkede i stedet om Claudes kommende forestilling og hans fremskridt i øvelokalerne. Måske ville Claude nævne, at Marguerite lige havde brugt 1000 Euro på et par nye støvler, havde han læst tidligere den dag, men Vincent løftede bare et træt øjenbryn af ham og Claude forstod. Forstod det naturligvis godt.
Hvordan det ikke var for alle, at Marguerite Gagnon var harmløs underholdning.