Luxembourg City, City, den eneste af sin slags i hele det store land, var ganske vist lille, men duer havde den stadig nok af, en hær af en vis størrelse, en hær af rang, rotter over og under jorden - præcis som de langt mere ægte storbyer, a la London, a la Paris.

Når hun vandrede over pladsen foran Storhertugpaladset, forbi de mange mænd i jakkesæt eller i uniform ligefrem, jamen dog, så velklædte, gik de på vingerne først og fjerene dansede, ladt så (for)tabte tilbage om hendes fødder, om hendes skørts flagrende kanter, men Marguerite havde ikke noget imod duerne, de flyvende rotter, de dumme kræ. Blev hun til tider anmodet om at vente på ham ved trappen, brugte hun gerne, hellere end gerne, tiden på at betragte den hele flok lande igen, samme sted som de lige havde forladt i sådan et kaotisk tumult, lyttede til dem kurre og så dem kure rundt blandt hinanden i en grå og lettere uformelig, helt igennem opblødt masse. Ah, man skulle selvfølgeligt ikke undervurdere duerne, de lignede måske fedladne baroner og baronesser på promenade, men sæt du en høg i luften og vupti! Disse fjerdragter på grimme fødder ville vide at den bedste måde, at redde sig selv og sit aldrig helt hjælpeløse liv var at lade sig falde, ikke sandt? Sandt var det, for sandt var det sagt.

Marguerite trippede lidt fra fod til fod, mens hun ventede, som hun jo var blevet bedt om at gøre, pænt på at den store Augustus skulle gøre sin entre, hvis ikke man skulle tale om hans exit i denne kontekst. Dørene var dér, når alt kom til alt. Faktisk skulle hun tisse, men hun gik da ud fra at hvis trangen blev for stor, for slem, kunne hun altid sætte sig på hug i rendestenen ved siden af et par mere løsslupne duer... Ja, guderne måtte vide, at hun syntes disse ellers så omdiskuterede fugle, hadede af mange, tolererede af flere endnu, havde forstået verden bedre end de fleste. Mennesker.

Med deres fine toiletforhold og alle deres forbehold oveni.