Marianne og Martin:
   Martin var vendt hjem efter hans tur, han sad og bladede i de gamle billeder, så mange år, så mange minder. Han følte knuden i maven vokse, de havde været så lykkelige. Han havde for en tid glemt sin hang til mænd. Kunne han smide det hele væk blot for at følge sin lyst?
   Når han tænkte på Johan blev han fyldt af et brændende begær. Hans sjæl stod i flammer, og han ville havde Johan med hver en fibre i sin krop.
   Hans tanker blev afbrudt af Marianne der kom ind, hun så ikke glad ud.
   -Her sidder du...
   -Ja det gør jeg.
   -Jeg er ked af det, det var ikke meningen, jeg formoder det her er enden?
   -Ja jeg kan ikke forsætte, jeg vil gerne skilles.
   -Efter alt hvad jeg har gjort for dig, er det en mand du har bollet med?
   Hun kikkede på ham med væmmelse, og et koldt blik.
   -Ja det er en gammel ven fra gymnasiet.
   -Pak dine ting, jeg vil ikke se dig mere.

Flytningen var gået hurtigt, børnene havde taget det pænt. Udsigten til to værelse, og alenetid med enten mor eller far havde gjort det spiseligt. Men han ville dog aldrig glemme lille Almas forgrædte ansigt da han kørte derfra.
   Selvfølgelig var de kede af det, de forstod ikke hvorfor de voksne ikke kunne enes, og bo sammen som før.
   Hvordan forklare man at kærligheden stopper, og den som har været livsledsager, og bedsteven. Nærmest er blevet en fjende, som man helst var foruden.
   Han sad i bilen, på vej imod den nye lejlighed, flyttebilen var kørt i forvejen. Han rodede med radioen, alle kanalerne spillede sange om ulykkelig kærlighed. Han kørte lidt for stærkt, og var uopmærksom. Så han så ikke da lastbilen dyttede og blinkede, han kørte frontalt ind i den. Lyden af metal imod metal, glas der splinters, overraskede råb, der går over i skrækkelige skrig.
   Den larmende stilhed da bilerne holder stille, og der et kort øjeblik kun høres vinden og regnen der trommer ned over dem.
   Martin sidder i bilen, han er fastklemt, blodet siler ned over hans ansigt, og den ene arm sidder helt vreden rundt, han stønner svagt.
   Der kommer kørende en bil i det fjerne, det var mere held end forstand, for det var en øde vej ulykken var sket på.
   Den unge kvinde holdt ind til siden, og løb ud af bilen, først tjekkede hun lastbilchaufføren der var ikke noget at gøre han var død. Hun var lige ved at gå i panik, hun havde aldrig set et dødt menneske før, og det var et skræmmende syn. Så løb hun hen til personbilen, hun flåede døren op. Hun kunne mærke en svag puls, hun hev hendes tørklæde af, og pressede det imod såret på hans hoved. Imens hun ringede 112 med en anden hånd.
   -Kom hurtigt til gl. uglevej i nærheden af nr. 178 det haster, der er sket en ulykke, den ene tror jeg er død, men der en liv i manden i den anden bil.
   Heldigvis var det en rolig aften, og ambulancen nåede hurtigt frem, uden at der var folk der glemte at holde ind for den.
   Alting var lige meget nu, det at sengen ikke var redt eller at der trængte til at blive støvsuget, det var så uendeligt lige meget.
   Martin lå og svævede mellem liv og død på hospitalet, Marianne prøvede at holde sammen på sig selv og børnene. Det at de var gået fra hinanden som uvenner gjorde så ondt, tænk hvis han døde, og hun ikke fik sagt undskyld.
   Børnene kunne ikke forstå det, og blev ved med at spørger efter deres far, det eneste hun kunne sige var at hun håbede at han snart var frisk. Hun kunne ikke overskue at fortælle dem sandheden endnu, og hun turer ikke tænke tanken til ende.