Jeg ved ikke hvem jeg har fået min udlængsel fra.
Den er ikke, som det er tilfældet med så mange andre, kommet ind med modermælken og så måske alligevel. Jeg er opvokset lige midt i Jylland, der hvor der altid er allerkoldest om vinteren. Omvendt burde der så være allermest sol om sommeren, men mon ikke det var ligestillet med resten af landet på dét punkt. Den lille by var tryg og jeg kunne rende ude i de lyse sommeraftener, lege ved åen eller lege hemmelig agent i fremmede haver. På den bekostning er der nok et æble eller mirabelle træ der har fragivet lidt næring til fantasien om superskurke og magiske kræfter fra en verden langt væk.
Vi kørte af og til til en af de små byer i nærheden, for at hente sukker, som andre havde hentet i Tyskland, da mine forældre ikke have et pas. Senere, da de fik pas og jeg blev skrevet i dét, tog vi selv af sted og det var, ja, som at komme til et andet land! Selv om turen dertil føltes som en evighed var det alligevel det hele værd: Vejpræstene var sorte og hvide og Mutter Pöetch var, hvad chokolade fabrikken må have været for Charlie; magisk! Der var alle disse slags slik i store bøtter, med labels på et fremmed sprog. Kassedamen talte gebrokken dansk og det var som at være med i et eventyr.
Vi var senere på en tur til Finland. Her fik jeg min første Daim, trukket fra en automat i hotellets foyer, jeg kan stadig mærke den herlige fornemmelse i hjørnetænderne. Da jeg senere fik lov at tage med in søster og hendes Finske mand, uden mine forældre, stiftede jeg for første gang bekendtskab med sauna på en øde ø man skulle ro ud til i robåd. Her tændte vi op i grillen med tørrede grankogler. Det var næsten som at være min barndomshelt MacGyver, han kunne dog lave håndgranater af koglerne og bygge et helt fly med tape, plastik og bambus og på den måde slippe fra den onde skurk som ville have fingrene i ham i det pågældende afsnit.
Jeg kom på efterskole i 8 klasse og flyttede på en måde hjemmefra der. Vi sov på skolen, skulle selv vaske tøj og gøre rent "og husk: den blå klud til spejlet og den gule til tis..." og så gjorde vi "rent" og "vaskede" tøj, brugte de klare aftener på at kravle op på kvisten med sovepose og se på stjerner og smug ryge. Eller vente til lærerne om aftenen var taget hjem og snige os op og lave røde pølser i kaffemaskinen, eller kravle op på loftet og finde den lille gamle ovn til pizza, som var gået i arv fra en af de gamle elever og fortælle vittigheder og historier, gerne fyldt med så megen løgn som muligt. Her tog vi til Kraków og så Auswitch, men det var ikke så dannende, som det måske burde have været, når man er ung og ens liv skal til at begynde blandt kammerater, første kærester, kastestjerner og rockmusik.
Da efterskolen var overstået efter 9 klasse og den værste ungdomsdepression havde lagt sig efter savnet af venner, kaffemaskiner og pizzaovne, skulle man jo finde ud af hvad man så ville være når man blev voksen. Tjoh... På et tidspunkt skulle jeg jo nok, sådan rigtig, flytte hjemmefra. Dét med at gøre rent og de farvede klude havde jeg jo styr på, men hvad med maden? Så jeg startede på kokkeskolen i Silkeborg.
Dog kun et år, da min kammerat skulle på efterskole i sønderjylland. Det var i 11 klasse og var med musik og drama og da jeg ikke anede noget om nogen af delene, andet end fra en glorværdig rolle som betjent i en skolekomedie, tænkte jeg, at det var en rigtig god ide at tage med. Man vidste jo aldrig, om man kunne få brug for de evner på et tidspunkt, og en kaffemaskine giver idealtemperaturen til de røde pølser. Det kunne aldrig gå galt.
Året i 11 klasse, var som intet andet. Vi spillede musik, sang og lavede drama. Øvede digte, fik skrevet en opera som dog aldrig blev opført og sad oppe det meste af natten og hørte Doors albums og kunne da nok hurtigt blive enige om, at Jim Morrison døde alt for tidligt. Drak alt for meget kaffe, røg for mange smøger og var udødelige! Lige på grænsen til de 18 år og så var man jo sådan rigtig voksen. Hvilken tid!
Vi var i Letland og hjalp med at istandsætte en højskole midt om vinteren langt ude i ingenting. Vi kunne se de gamle i landsbyen tage ud på isen om morgnen i deres store frakker dinglende fra side til side, så de lignede små kirkeklokker på fisketur. Man kunne næsten høre deres kling-klang. Om natten skulle man ud i et gammelt skur der lå et stykke fra huset for at få tisset af, mit første møde med et das. Jeg var glad for det var om vinteren og ikke midt om sommeren! At stå dér, midt i Letland om natten i 15 graders frost men med flere stjerner end jeg havde set i mit liv og føle sig helt alene, er noget jeg aldrig vil glemme.
Israel kom vi også til med skolen, det længste jeg havde været væk fra Danmark og velkommen til en helt anden verden! Vi gik på den gamle bymur i Jerusalem og pillede i skudhullerne i murene med en nysgerrig pegefinger, det kunne jo være kuglen stadig var der. Var på tur til Genesaret sø, her var der dog ingen fiskere der gik på vandet. Så hvor dødehavsrullerne blev fundet og flød på vandet i det døde hav og besteg Masada. Lagde en sten på Schindlers grav og så dødningehovedet i Golgata. Men noget der gjorde størst indtryk på mig, var om aftenen i basaren hvor fremmed musik smøg sig ind i ørene og duftene fra krydderier, som solen havde varmet hele dagen og som jeg ikke kendte navnene, eller smagen på, listede sig ind i næseborene, samt alle de fremmede mennesker med deres fremmede sprog, gøren og laden, flød sammen til en følelse af de ja vu og jeg ikke kunne andet end sidde og bare absorbere det hele.
Siden har jeg været på tur til flere steder i Europa, flyttet en husbåd på de engelske kanaler og boet med et spøgelse i nordjylland, men jeg har aldrig været længere væk end før beskrevne Israel. Og aldrig i længere tid end et par uger.
Men der var noget der trak.
Noget der ikke kunne tæmmes.
Noget der rumsterede i hovedet, når jeg prøvede at sove og tanker flød sammen til en kakofoni af fiskende klokker der laver røde pølser, med en duft som makien, alt imens MacGyver flyver over det døde hav på en sort og hvid vejpræst ... Er der så noget at sige til man ikke kan sove?!
Jeg ved ikke hvem jeg har fået min udlængsel fra.
Måske er den sået i barndommen, måske er det bare medført. Men det nyttede ikke at overhøre den længere og det er der kommet denne bog ud af du nu sidder med i hånden.
Og tak fordi du vil med på en rejse ud i verden med mig, min cykel og mine nedfældede tanker og oplevelser. Havde det ikke været for dig, ville det jo ikke være særlig sjovt at skrive sådan en bog.
Så ikke mere snak, nu smutter vi!