Der stod du. Jeg var ved at gå den anden vej, men du havde set mig og bordet fangede. Dog regnede jeg ikke med du ville tale med mig.
"Hej med dig", sagde jeg lige så forsigtigt og viste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv midt i mellem frugt og grønt i Føtex.
Du kiggede på mig og sagde : Hejsa med dig og håber du har det godt. " Du fortsatte med " Det er godt nok længe siden jeg har set noget til dig og er underligt, når vi bor så tæt på hinanden ..."
Jeg viste stadig slet ikke hvad jeg skulle sige, fordi jeg kunne jo ikke sige at jeg havde set dig, men gjort mig usynlig, fordi jeg slet ikke viste, hvad jeg skulle sige og gøre overfor dig.
" Ja, jeg har haft travlt og jeg har da set dig et par gange i farten, men du har også set travl ud, så jeg har ikke sagt noget til dig", sagde jeg, mens jeg så ned i gulvet og tænkte over min sidste replik til dig.
"Okay, der kan man bare se", sagde du og så på mig med dine varme smukke øjne og var jeg helt solgt og kunne mærke varmen stige op i mine kinder.
"Kunne du tænke dig en kop kaffe eller har du travlt", spurgte du mig, og jeg blev helt befippet, fordi det havde jeg slet ikke ventet ville komme fra dig.
Jeg trak vejret dybt og tog modet til mig og sagde at det ville jeg da gerne.
"Skal vi følges op til kassen eller mangler du mere? ", spurgte jeg. Du kiggede i din kurv og konstaterede tørt, at du vist havde det hele med og smilede det meste lumske smil og dit glimt i øjet gjorde mig totalt blød i knæerne.
På vej op til kassen gik vi og små snakkede om hvad der var sket siden sidste vi så hinanden og det var underligt , at du kunne gå og tale helt naturligt med mig, uden det gik i stå eller jeg kom til at sige noget forkert.
Vejen over til cafeteriaet gjorde mig mere og mere nervøs og usikker på om jeg kunne klare at sidde der overfor dig og være nødt til se dig ind i dine smukke øjne uden at havde mulighed for at flygte.
Hvordan du havde det viste jeg som altid ikke, fordi du var så god til spille roller og lave om på dig selv alt efter hvor du var og hvem du var i selskab med.
Du kiggede kærligt på mig og spurgte mig om jeg ville havde noget til kaffen og jeg blev helt konfus og kunne slet ikke finde ud af at sige noget pga. dit kærlige blik og tonefald, som jeg slet ikke var vant til fra dig.
Jeg fik frem stammet jeg kun ville havde en kop kaffe og ikke andet. Du kiggede på mig og sagde det var i orden og jeg og at du også ville nøjes med en kop kaffe.
Der var mange, som sad og spiste og snakkede og jeg håbede sådan der var et fredeligt sted vi kunne sidde og snakke uden alle og enhver kunne lytte med, når jeg tabte tråden og ikke viste hvad jeg skulle sige,
Du kiggede på mig og spurgte blidt : " Skal vi sætte os over ved vinduet ved det lille bord, som står helt alene?" Det føltes, som om du havde læst mine tanker og jeg nikkede uden et ord og fulgte med dig.
Der sad vi på hver sin side af bordet og jeg ville sådan ønske, at vi havde siddet, der meget før, men viste samtidigt ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Du drak af din kaffe og jeg spurgte om du godt kunne tåle den med din dårlige mave og du svarede at det kunne du ikke, men sagde i forlængelse af det lige så stille " Jeg kan ikke tåle kaffen, men jeg viste ikke hvordan jeg ellers kunne komme til at tale med dig".
"Hvad mener du?" spurgte jeg lige så forsigtigt, imens jeg kiggede på dig.
Du så på mig med de mest blide og kærlige øjne og jeg var helt forvirret og kiggede lidt dumt på dig.
Lige så forsigtigt lod du dine fingre blidt røre ved mine finger spidser og det rislede ned af ryggen på mig og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Du kiggede stadig på mig og sagde meget stille : " Undskyld , fordi jeg sådan tog fejl af dig. Det var slet ikke fortjent og jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre skaden god igen? "
"Har du nogen ideer om det ?" spurgte du.
Nu var gode råd dyre og jeg mega usikker på hvad jeg skulle sige. Jeg så på dig, og så sagde jeg lige så stille : " Undskyld til dig, fordi jeg har drillet dig med hvad du ikke kunne lide og var bange for, og det var ikke min mening at sætte dig i et dårligt lys"
Sad og fortalte dig alt det jeg havde fået skyld for og som havde gjort mig så usikker på dig og hvor ked af det jeg var, fordi intet af det passede.
Du så på mig, mens du tog min hånd og kyssede den med dine bløde varme læber. Tænkte et kort øjeblik på hvordan dine læber ville være at kysse og så skød jeg tanken fra mig igen. Forventninger var ikke gode at havde og turde tro på noget gik helt sikkert galt.
Under bordet kunne jeg mærke dine ben mod mine og det var utroligt svært at klare, når al den nærhed føltes, som ild for mig og jeg ikke kunne vide om du havde det på samme måde.
Du må være tankelæse, da du sagde du fra den dag mødte mig havde haft lyst til at kysse mig og finde ud af hvem jeg var. Dine stemme var så jeg smeltede og alt vendte sig i mig og sine øjne føltes, som en lighter, sådan tændte de mig.
At sidder her sammen med dig føltes, som ild og hver gang vi rørte hinanden kippede det i mig.
Jeg valgt ikke at tænke og sagde til dig " Hvorfor går vi ikke?"
Du så på mig med dine spørgende øjne, der var helt sorte og spurgte hvad jeg mente?
Kælede for dine hænder, mens jeg så på dig og sagde, der er intet jeg hellere vil end elske med dig.
Du lænede dig ind over bordet og dine læber føltes rigtige, da du kyssede mig,
Rakte min hånd frem mod dig og rejste mig og ventede på om du ville med eller bliver siddende.
Min hjerte sad helt oppe i halsen på mig, da du rejste dig og tog min hånd og gik med mig ud i verden for at finde ud af hvad det vil sige at elske.