Han er en skiderik tænker jeg, da jeg ser min partner komme valsende et par meter fra den stillestående politibil. Da han når bilen og tager i håndtaget opdager jeg, at partneren har en papirspose i hånden. Junkfood, igen. Fra den samme kæde hver aften. Døren er ikke åben, men det plejer den ikke at være, og jeg skynder mig ikke at åbne, jo længere jeg kan holde den halvfede, dovne, selvhøjtidelige barnerøv væk, jo bedre. Men, døren åbnes, og sidstnævnte dukker hovedet på vejen ind, for ikke at støde det. Så sidder vi der. Ligesom aftenen før, og aftenen før sidste aften, og... for altid. I bilen, politimænd, min bare røv, tænker jeg. Det eneste hæderlige arbejde jeg har lavet på disse vagter er at få en kat ned fra et træ. Men, det kræver også stor koncentration at babysitte den skiderik til Jakob, partneren som sidder i pågældende momentum og gnaver i en flad burgerbolle. Dressingen vælter ud fra dens sider og jeg får opkastfornemmelser. Godt nok er synet af den fede noget så fortryllende, at man ikke kan tage blikket væk. Hvordan fanden i helvede kan noget være så klamt?
   Vi siger ikke noget til hinanden før Jakob har ædt sin burger færdig. Så lægger han mave, før han går i gang med de saltede, friturestinkende pomme-frittes. Jeg studser, tager en pakke flade cigaretter op fra min baglomme. For helvede! Blød pakke, Marlboro. Som er blevet mast af min stikkende røv, der breder sig lidt for meget ud over førersædet. Jeg tænder den langsomt. Flade cigaretter er ikke desto mindre STADIG cigaretter. Et stort sug, papiret brænder og røgen inhaleres, pustes ud, roligt, ingen hast. Og så, forstyrres freden, af spasseren ved siden af. "Per, du må ikke ryge i bilen".
   Jeg kigger på den selvfede idiot, puster lidt røg i ansigtet på ham, og pulser videre.

Jakob tager sine pomme-frittes meget højtideligt, lægger dem forsigtigt på lårene, dypper dem i ketchup og tager en lille bid af den saltede kartoffel. Min smøg er færdig, jeg ruller vinduet ned og smider den ud. Den har ingen nytte mere. Måske skulle jeg.. Nej. Jeg har ingen lyst til at være social med min partner i aften. Han kan passe sig selv. Uret siger at der er to timer tilbage af denne dødsyge vagt. En uendelighed.

Hvis man virkelig tænker over det, er Jakob en spøjs person. Han kom ind i politimagten, hvad var det?.. Et år tilbage. Cirka, og siden da har han egentlig bare nasset på systemet. Nogle gange tænker jeg på om han bare blev betjent for at eje en pistol. Jeg mener.. det var sgu da derfor jeg blev betjent, så jeg skal ikke pege fingre. Siden har jeg så fundet ud af, at det ikke er skide sjovt at eje et skydevåben, når man ikke får lov at bruge det. En syg tanke, jeg ved det. Men verden har brug for syge mennesker. De sindsforvirrede passer på at de andre sindsforvirrede ikke kommer i kontakt med det resterende, "normale" samfund.

Men, tilbage til Jakob. Han virker som en pudsig person. Ikke som en betjent skal opføre sig. Men på den anden side, spiller jeg virkelig politirollen perfekt? Fuck nej. Jeg er en kujon, kryster. Samtidig er jeg en pisse smålig person, der ikke giver plads for andre end mig selv.

Dybt i mine egne tanker, ænser jeg ikke at Jakob sidder og kigger på mig. Først da han åbner munden og bruger den tunge stemme, han er blevet tildelt, ser jeg ham.

"Bevisskabet på stationen, det låste, kender du kombinationen?" Jeg rykker lidt væk fra den stinkende, jeg sidder nu presset rimelig meget op mod døren.
   "Ja, hvorfor?" - "Kan jeg muligvis få den? Skal bruge den". jeg studser. Hvad fanden vil han dog med den. I skabet rummes der ting som håndpistoler - konfiskerede, kokain, heroinsprøjter og et enkelt AK-47 maskingevær med fingeraftryk fra en mand, der blev fanget sidste år. Bandemedlem, stor, stærk. Tatoveringer der dækker det meste af hans afblegede krop. Manden var kommet i spjældet omkring... omkring den tid Jakob startede i korpset. Og så går noget op for mig og jeg vender mig mod Jakob, som sidder med sin håndpistol, hævet, mod mig. Og jeg gør intet, for mit våben er ikke hvor det burde være. Det er derhjemme, og det eneste jeg finder er den maste cigaretpakke, to smøger tilbage.

Men skuddet kommer ikke fra Jakobs hævede minimissil, det kommer bagfra. Et vindue bliver knust af den rasende patron der gennemborer mit kranie. Der var en anden.

Og så, i det sidste nanosekund føler jeg intet. jeg skulle, men gør det ikke. En tanke flyver dog igennem mit hoved: "I dag har været en dårlig dag, jeg håber, at i morgen bliver bedre".
   Så dør jeg.