Jeg lukker mig selv ind i huset, rystende på hovedet. Det er koldt udenfor. Blæsten tager enhver varme med sig videre ud mod ingenting. Jeg følte mig heller ikke særlig varm før, så jeg ved ikke hvad forskellen mellem dengang og nu er.
Jeg tænker over den mislykkede date, jeg var på. Endnu en gang, kunne jeg ikke få mig selv til at kigge en anden pige i øjnene og føle noget. Jeg vil så gerne blive forelsket, føle mig lykkelig igen. Jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig, at forelske mig i en ny pige, men jeg kan heller ikke være det bekendt, at ignorere alt omkring mig for evigt. Det vil hun ikke kunne lide. Jeg har ikke lyst til at skuffe hende.
Siden flammen slukkede, har jeg ikke følt nogen form for lykkelighed. Jeg føler, at jeg bliver ved med at gå rundt i den samme skov igen og igen. Jeg er faret vild, og jeg kan ikke finde ud. Træerne, mørket, månen. Det er det eneste, jeg ser. Lyden af de tørre blade, der knaser under mine bare fødder, er det eneste, jeg hører.
Jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke lyst til at prøve længere. Jeg drømmer om forfærdelige ting. Jeg ser det hele for mig, igen og igen. Jeg kan mærke hende glide ud af mine fingerspidser, og hver gang kan jeg ikke gøre noget ved det. Jeg lever på kaffe og forskellige piller, der holder mig vågen flere dage i træk. Jeg kan ikke klare at gå igennem den samme smerte, mens jeg sover.
Jeg hælder kaffe i et beskidt krus og sætter mig på den tomme træstol. Jeg venter. Jeg ved ikke hvad jeg venter på, men jeg ved, at jeg venter. Lyden af min åndedræt blandes med tuden af blæsten uden for døren. Stilheden tager over, og snart er der så stille, at det larmer i mine ører. Jeg tegner små usynlige hjerter på kruset med min lille finger. Kruset er stadig helt fuld. Jeg har ikke lyst til at drikke det. Jeg er sulten. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spist, men jeg har ingen appetit, selvom min mave modsiger det.
Ti minutter senere finder jeg mig selv under et beskidt tæppe på sofaen. Jeg ved ikke hvordan jeg er endt her, eller hvad der er sket de sidste ti minutter. Jeg ved kun, at der er gået ti minutter, og min kaffe er blevet meget koldere siden den havde kontakt med mine kolde læber.
Lige pludselig begynder stemmerne. De kommer fra alle hjørner af rummet, og jeg bliver ved med at kigge rundt, men der er ingenting at se. Der er lige så tomt som jeg.
Jeg står op til en hård banken på min hoveddør. Jeg gnider hårdt mine øjne og kaster et blik på uret. Jeg har sovet i tretten minutter. Det er længe nok til at holde mig vågen i et par dage. Jeg rejser mig langsomt op og slæber mine fødder hen over trægulvet. Først nu går det op for mig, at der lugter lidt surt her.
Uden for døren står Kevin, og jeg sukker højt. De skiftes alle sammen til at komme og kigge forbi. Hver anden dag står der en ven, bekendt eller fremmed og vil bekræfte, at jeg stadig er i live. Jeg har jo ikke tænkt mig at begå selvmord - eller har jeg? Viser jeg nogen form for selvmordstanker udenpå?
"Hey, gamle mand. Ville bare lige tjekke om du var okay. Du ser træt ud. Har du ikke sovet?" spørger han og klapper hårdt på min skulder. Kevin er få år ældre end mig. Han har mørkt hår, lyse øjne og fuldskæg. Jeg vil gerne smile og fortælle ham, at jeg har det helt fint. At alt går perfekt. At jeg føler mig lykkelig - men ordene har sat sig fast i min brystkasse.
"Har hørt, at du var på date igen i dag? Hvordan gik det? Nej, vent. Spar på detaljerne. Lad os gå ned og tage en drink sammen. Lad os snakke lidt og så kan du give mig alle detaljer. Jeg er sikker på, at du blæste hende omkuld" siger han og trækker hårdt i min skulder. Hans smil fortæller mig, at alt er okay, men hans blik svømmer i medfølelse - og det er det sidste, jeg har brug for lige nu.
"Nej, du har ret. Jeg har brug for noget søvn. Jeg går ind og sover lidt. Vi snakkes bare ved senere" siger jeg blidt og prøver på at forsikre ham, at jeg har det fint. Jeg smiler så godt som jeg kan, men jeg ved, at det mislykkes lige som hans.
Efter jeg har lagt mig under det beskidte tæppe igen, vender jeg mit ansigt mod fjernsynet. Jeg overvejer at tænde det, men jeg ved, at jeg kommer til at fortryde det. Jeg ved, at hendes ansigt vil være overalt lige nu. Der er snart gået et helt år. Folk mindes deres helt. Folk savner deres helt. Deres livredder. Deres flamme.
Jeg kan se et ridset ord for enden af sofabordet. Tris. Jeg kan mærke tårerene presse på, men jeg nægter at lade dem løbe. En rigtig stærk mand græder ikke. En rigtig stærk mand kommer videre i livet. En rigtig stærk mand vil vente så længe som det vil tage for døden at genforene dem.
Jo mere jeg stirrer på bordet, jo mere slørret bliver det hele for mig. Jeg er måske bare ikke en stærk mand. Jeg har ladet mine følelser komme i vejen. De havde ret. Følelser og forelskelser vil kun resultere i et knust hjerte. Før min hjerne når at registrere det, løber tårerene allerede ned ad mine kinder og drypper langsomt på sofaen.
Jeg kan mærke min brystkasse trække sig sammen, og en stor klump former sig i min hals. Jeg kan næsten ikke trække vejret, og det hele gør ondt. Mine mentale smerter er stærke nok til at gøre mig fysisk ondt. Jeg burde komme videre. Jeg burde være stærkere.