Sebastian kom ind ad døren, smed sko, jakke og taske i gangen og gik ud i køkkenet. Hans far var stadig på arbejde, så han lavede sig nogle rugbrødsmadder og satte sig ind i stuen. For at spille Xbox var han nødt til at rydde en plads i sofaen. Der var rod alle vegne, men det var han så vant til at han ikke så det mere. Det var også fair nok. Hans far arbejdede jo en masse og når han så kom hjem var han for træt til at ordne alt muligt. Så kom det jo til at rode helt af sig selv.
   Han fik ryddet en plads i sofaen og balanceret tallerkenen oven på en bunke med rene strømper der ikke var kommet på plads endnu. Mere rod som Sebastian bare ignorerede mens han ledte efter fjernbetjeningen. Han fandt den til sidst, under sofaen. Han smed sig på den tomme plet på sofaen og tændte for fjernsynet, der tonede frem på den kanal han efterlod det på dagen før. Med et dybt suk rejste han sig igen for at hente noget mælk til rugbrødsmadderne og satte sig for at spille. Han havde ikke rykket på sig da hans far kom hjem 5 timer senere.

Hans far sukkede. Det gjorde han altid når han kom hjem. Han sukkede og sukkede mens han tog sin jakke af og hang den op. Tog sine arbejdssko af og satte dem på plads. Sebastian blev irriteret. Der var så roligt inden hans far kom hjem. Kun lyden af Xboxen, han alligevel ikke rigtig hørte, men hans fars evindelige suk irriterede ham.
   "Sebbe," det kaldte hans far ham altid. Det irriterede ham også. Det var sådan et navn til et lille barn. Han var ikke et lille barn mere. Han burde hedde noget andet nu. "hvordan var skolen i dag?"
   "Fint." Sebastian spillede Xbox. Det irriterede ham at hans far altid ville snakke når han kom hjem. Kunne han ikke forstå at han havde brug for at stene og være sig selv? Det var det Xboxen hjalp ham med.
   "Arh, Sebbe, det må du lige uddybe lidt." Sebastian kunne høre sin far smile mens han snakkede. Hvorfor smilede han. Han havde været væk hele dagen. Så kunne han ikke bare komme hjem og smile som om alting var i orden.
   "Sluk lige for det monster og kom herud så vi lige kan snakke lidt. Har du fået spist frokost?"
   Nu var det Sebastian der sukkede. Han sukkede så dybt at det var lige før det gjorde ondt. Så dybt at det skulle gøre ondt på hans far, men det var som om det ikke virkede. Det virkede aldrig. Han var åbenbart ligeglad. Sebastian slukkede ikke. Han pausede bare spillet og mutede fjernsynet. Så gik han ud i køkkenet for at høre på sin far tale.

"Der er du, Sebbe." Hans far gav ham et kram, men Sebastian nåede lige at dukke sig inden han blev rodet i håret. Det var kun små børn der blev rodet i håret.
   "Ja, jeg er her." Han ville egentlig have sagt mere, men lod være. Hvis hans far ville vide noget, måtte han spørge. Spillet kunne også kun pauses i femten minutter, så blev forbindelsen til serveren lukket og han skulle starte forfra. Hvis først han begyndte at snakke, så ville han aldrig nå tilbage i tide.
   "Hvordan var skolen så? Hvilke fag var det nu du havde i dag?"
   Sebastian gik hen til køleskabet hvor skemaet hang. "Det ser ud til at jeg havde dansk, matematik og musik." Så satte han sig ned ved køkkenbordet. Han ledsagede det med endnu et suk.
   "Hvad er det i er nået til i matematik? Procenter og brøker?"
   Sebastian gad ikke snakke mere om skolen. Hvad skulle hans far også blande sig i det for? "Ja. Jeg har også fået den her tilbage." Han kunne lige så godt få det ud af verden. Hans far ville finde ud af det alligevel. Hvis han var heldig ville han kun få skældud i ti minutter, så kunne han lige nå ind til spillet igen. Han tog stilen op fra tasken på sin plads i køkkenet og rakte den til sin far. Han satte sig ned og sukkede. Det var et opgivende suk. For han vidste godt hvad der ville ske nu, og den slags suk var han god til.
   "Hvad er det her Sebastian?" Der var ikke noget smil i stemmen mere. Den lød næsten som om den slet ikke kunne smile. Hvordan kunne han pludselig savne at blive kaldt Sebbe?
   "Det er den stil jeg fik tilbage i dag."
   "Du havde ikke fortalt noget om en stil. Hvorfor sagde du ikke at du havde fået stil for, så jeg kunne hjælpe dig? Det havde vi jo aftalt!"
   "Det ved jeg ikke." Hvorfor skulle han altid have hjælp til alle de stile. Kunne han ikke bare gøre det selv. Men nej, hans far ville vise at han var bedre og klogere og kunne finde på alle mulige historier. Han fik aldrig lov til selv at skrive sin stil. Så han havde ikke sagt noget om den. Måske var han kommet lidt sent i gang, men synes selv at den var blevet god.
   "Du ved det ikke? Hvad handler stilen om?"
   Sebastian sukkede igen. Han blev altid skældt ud når det drejede sig om skolen. "Vi skulle skrive en historie på tusind ord der handlede om en hypnotisør."
   Der var stilhed. Hans far læste stilen og Lenes kommentar. Stilheden varede ikke så længe.
   "Synes du at det her er sjovt?" Hans far begyndte at læse op fra stilen. Dette er en historie om en hypnotisør. Luk øjnene og slap af. Dine øjne bliver tunge og du forestiller dig at det er en historie på 1000 ord.
   Sebastian smilede. Han vidste godt at han ikke skulle smile der. Men han synes selv at hans stil var smart. Han så op. Det syntes hans far ikke. Lene kunne heller ikke lide den.
   "Lene skriver at du skal lave en ny til onsdag, så jeg regner med at du har brugt dagen herhjemme på at skrive stil!"
   Sebastian sukkede. Hans far vidste da godt at han ikke havde brugt dagen på at skrive stil. Det var som om hans far ikke kunne forstå at han havde brug for at slappe af når han kom hjem. Brug for at stene og ikke hele tiden blive angrebet med lektierne. "Nej." Sebastian gav et lille stille suk. Næsten et undskyld-suk. Men kun næsten. "Nej, for vi havde jo aftalt at vi skulle gøre det sammen, så jeg ventede på dig!" Sebastian syntes det var et godt svar.
   Hans far sukkede.