Hun sendte ham et stille smil
og skænked' op fra kanden.
Han var så flot og fyldt med stil
han måtte være manden.
Hun trak ham hen til kroens bord,
og talte ganske sagte.
Han hæfted' sig ved hvert et ord,
hun dermed overbragte.
"Jeg siger dig, lyt ret derpå
for det jeg nu fortæller,
er sandhed kun bekendt af få,
og dog det livet gælder."
Og manden satte glasset ned,
og lyttede til talen.
Forstod han rådet? Ingen ved,
om han begreb kabalen.
Han kendte ikke byens ry,
ej heller stedets veje.
Han søgte bare læ og ly,
samt gæstfrihed og pleje.
Hans glas blev tømt, hun skænked' op,
imens hun hvisked' sagte.
Hans øjne slugte hendes krop,
da hun ham glasset rakte.
"Der er en vej, du nok bør kende,
hvis du vil sikkert bort.
Det siges den er uden ende,
om end den virker kort.
Det er en vej som beboerne skyr,
når skyggerne bliver lange.
Der færdes heller ingen dyr,
for vejen gør dem bange.
Vor unge mænd ta'r tit derud
som bevis på deres manddom.
Der står de for at vise mod,
og trodse stedets trolddom.
Men ingen vover, fod at sætte,
og stå på ukendt grund.
Hvor fører vejen? Vi kan kun gætte.
Vi ved den er ej sund."
Pigen talte og manden drak,
og kanden blev fyldt op.
Vejens mysterium i manden trak.
Det sitred' i hele hans krop.
De grønne øjne fastholdt hans blik,
han drak og lyttede lydigt.
Hun var en lækker lille strik,
og sindet alt andet end dydigt.
"Så derfor..." stemmen lød igen,
"bliv hellere natten med.
I morgen kan du rejse, min ven.
Så er det trygt at tage af sted."
Den megen vin gav manden mod.
Han greb den lille hånd.
"Såfremt det bare til mig stod,
sku' vi to knytte bånd."
Han så de grønne øjne gløde,
ved lyden af hans ord.
Og håbet lod sig villigt føde,
da hun strakte sig over kroens bord.
"Min unge ven, du vækker lyster,
som jeg har holdt i dvale.
Det svulmer i mine fyldte bryster,
jeg mangler en gæst i mine indre sale..."
Et grådigt smil i mandens blik,
han vidste den var hjemme.
Både lyst og begær fik det til at slå klik,
det ku' han klart fornemme.
"...Jeg begærer dog kun en mand med mod."
Hun talte med henført stemme.
"Så før du ser min nøgne fod,
du ej må la' dig skræmme.
Tag med mig ud til den mørke vej,
og vis du er mig værdig.
Vel er det her en farlig leg,
men spillet må spilles færdig."
Det unge par gik tavst af sted,
på vej mod byens udkant.
Byen var stille. Alt ånded' fred.
Og vejens ry var sikkert usandt.
Det sidste lys fra byens lygter,
forsvandt i tågen bag dem.
De stod på stedet alle frygter,
og spejded' henført frem.
Der stod de sammen og stirrede ind,
i vejens hvirvlende tåge.
En uro fyldtes i hans sind.
Han stod ved helvedes låge.
"Min kære ven, jeg kommer straks,
jeg har en ting at gøre.
Jeg hænger mit hårbånd på en taks.
Nu skal du bare høre:
Der står en taks ved vejens kant,
her vil jeg båndet fæste.
Såfremt du henter dette pant,
mit kammer skal du gæste."
Den søde vin var klinget af,
i tågens klamme favntag.
Han fulgte hendes vuggende bag,
og lyttede til pigens fodslag.
Et øjeblik stod han der alene,
og stirrede ind i disen.
Urolig for sit livs sirene,
men vidste nok, at det var prisen.
De skridt der genlød i denne nat,
forløste mandens stærke frygt.
Hans sindstilstand var som besat,
hans handling helt forrykt.
De grønne øjne så på ham,
han hørte hendes stemme:
"Om du er modig eller tam,
det skal jeg snart fornemme.
Gå hen til taksen. Tag mit pant,
og bring mig det tilbage.
Bevis dit store mod er sandt,
så vil jeg dig behage."
Forventningsfuld, den unge mand
begav sig ud på turen.
Han snart forsvandt i lukket land,
gemt bort bag tågemuren.
Han famlede sig frem - blændet af tågen,
og tankerne fór i hans hjerne.
Han tvivlede næppe på sin egen formåen,
da træet tog form i det fjerne.
De sidste skridt var nemme at gå,
nu ku' han kursen sætte.
Den gamle taks var han tæt på at nå,
kun tyve meter, ville han gætte.
Med vantro han stirred' på grenenes kviste,
hvori hendes hårbånd var bundet.
Hans hjerte sank. Det begyndte at briste.
Og modet var helt forsvundet.
Dusinvis af hårbånd var hængt som et slør,
på træets svajende grene.
Det var et spil, hun havde spillet før.
Han var ikke kun den eneste ene.
En frygtelig tanke slog ned i hans sind.
Hvorfor hang båndene tilbage?
Hvor var de mænd hun fik i sit spind?
Som hun lovede lystige dage?
Fra tågens slør hun hørte ham stønne,
og derpå blev natten så stille.
Hun så sig omkring med øjne så grønne,
imedens et smil begyndte at spille.
-o-O-o-
Hun sendte ham et stille smil
og skænked' op fra kanden.
Han var så flot og fyldt med stil
han måtte være manden.
Hun trak ham hen til kroens bord,
og talte ganske sagte.
Han hæfted' sig ved hvert et ord,
hun dermed overbragte...