Han sendte dem et stille smil,
de kiggede tilbage.
De var så smukke, havde stil,
og ingen grund til klage.
Han fulgte deres liv hver dag,
reality var sagen.
For nogle var det dårlig smag,
for ham et pust i dagen.
Når skærmen tændes, er han der,
standhaftig på sit sæde.
Han husker alle ting han ser,
det er hans største glæde.
For år tilbage leved' han,
et liv som alle andre.
Han var en pligtopfyld'en mand,
og ingen ku' ham klandre.
En skønne dag han indså at
det livet kunne byde,
var mer' end bare død og skat,
og det gik an at nyde.
Da var det, at han stirred' ind
i skærmens klare billed'.
Han tømte tanken i sit sind,
mens serien bare spilled.
Han fulgte med i sex og vold,
bag hjemmets fire vægge.
Og talen gik fra dur til mol
fra alvor til det skægge.
Han sad der uge ind og ud,
og fulgte hver en gerning.
Han var som en almægtig gud
der kasted' skæbnens terning.
Det sære var, at den der sad
på skærmens anden side.
Vel nærmest virked' ligeglad,
med hvad han fik at vide.
Det var lidt sært. Besynderligt.
For seriens smukke kvinde.
Iagttog ham med stenansigt
som om han var derinde.
Da var det det slog ned i ham:
og her hans verden vendte.
Hans liv var blevet et program
reality in mente
Så tænk dig om når du igen
vil tænde for dit tv:
måske en dag du skrive kan
reality som cv