Stearinlysene blafred' mens pennen den skreg.
Historien var ved at ta' endelig form.
Han sad derinde, blev gammel og bleg;
forfatter udenfor retning og norm.
Han spiste intet men drak dog en del,
imens han lod tankerne fare.
Han følte sig dejligt harmonisk og hel,
helt euforisk med tanker så klare.
Han havde familie men ænsed' dem ej,
og levede kun for gys og fiktion,
Han gik ad den mørkeste, dunkleste vej,
fornam ikke frygt i sin situation.
For mens han bragte de væsner til live,
var kone og børn for længst stukket af,
og ikke en tåre og bøn om at blive,
blev lagt på familiens alter den dag.
Hans verden svandt ind i papirets fiber,
hans liv tørred' ud som blæk der var vådt.
Med sans for tid det alvorligt kniber,
og verdens farver gled bort, gråt i gråt.
Mens siderne fyldes, han tømmer sin sjæl,
gir' livskraften til en imaginær ven.
Hans skjorte stinker og lugten er fæl,
han skriver og rejser sig ikke igen.
En vissen krop med skarpsleben hjerne
et skræmsel sad ganske alene tilbage.
Hans tanker var sorte, diffuse og fjerne,
mens natten tog over, de lysere dage.
Og sådan sad han. Hans liv gik på hæld.
Den mand som før var en kæmpende fighter.
Han sad der sløret, en ånd af sig selv,
og endte sit liv som usynlig ghostwriter.