De hvide mure stod glødende røde
i solens flammende skær.
Skønt bygningen nu lå tom og øde
med kalkede mure og tjærede spær.
Der fandtes en tid for længe siden,
hvor møllens vinger roterede støt.
Mens møllestene malede hveden,
fra hårde kerner til mel der var blødt.
Her stod jeg alene i stille andagt
og nød en sidste sensommerdag.
Naturen stod smukt i sin falmede pragt
og hviskede svagt om vejrligets omslag.
Skønt sommeren var både lun og lang
hviskede det gyldne i træernes kroner,
at snart ville svalen og vibens sang
forstumme med spage og uddøende toner.
Den tanke sendte en pludselig kulde,
og jakken blev trukket tættere til.
Imens jeg tavst stod med hænderne fulde
af vemod over tidernes spil.
Vil møllens vinger mon atter engang
med knirken og knagen fra hjul og fra spil
med sejl der er spændte, med møllerens sang
forsyne alle der søger hertil.
Måske vil verdenens teknologi,
som vi den kender, forsvinde.
Med polernes skiften er at jo forbi.
Med solstormenes glødende vinde.
Da dør det samfund som vi det kender
og ikke en ledning kan bruges.
Da uddør tv- og radiosender
og højteknologiens helte kues.
Og midt i dette håbløse virvar,
står møllen uberørt af tidernes skift.
Dens vinger sitrer og ryster af iver
for atter at tjene møllerens bedrift.
Og mens mine tanker forsvandt i det blå
jeg lukkede bilernes larmen ude.
og håbede næsten det var sådan det ville gå
at teknikken til sidst ville slå knude.
For da ville mennesket atter gå frit
og glæden ville vende tilbage.
Jeg ønsker mig væk fra teknikkens skidt
og længes efter fredfyldte dage.