Hr. Thomsen var en lyk'lig mand,
som boed' ud' på landet.
Han levede nær strand og vand,
med hund og kat, blandt andet.
Her boede han i fyrre år,
og det var tem'lig mange.
Han leved' godt i simple kår,
skønt tiderne var trange.
Som barn var han en rigtig knag,
når tal'ne gjorde knude.
For regning var hans bedste fag,
bag skolens vinduesrude.
Og snart så blev han bankansat,
og styrede bankens penge.
Han passede på byens skat,
omhyggeligt og længe.
Og sådan gik hans arbejdsliv,
indtil pensionen kaldte.
Nu talte han som tidsfordriv,
den mønt han sku' forvalte.
Som du kan se, så var vor ven,
en lyk'lig en af slagsen.
Men livet gav ham snart igen.
Nu sidder han i saksen.
Hans liv blev tumlet op og ned,
en dag da postmand Jensen
ham overgav en kort besked,
der fratog ham potensen.
Kommunen havde sendt et kort,
om digitalisering.
For Thomsen her, var talen sort.
Ren akademisering.
De skrev at han sku' ha' en boks,
hvortil de post ku' sende.
For ham gik dagen helt i koks.
Det ærgred' ham en kende.
For sidste år han fik et brev,
om postkassens placering.
Den flyttet ud til vejen blev,
til postens motivering.
Nu var den atter gal igen;
den kasse gav problemer.
Han drøfted' sagen med sin ven,
som talte om systemer.
"Forstår du gamle, hvis du kan,
der kommer kun reklamer.
Kommunen lukker alle mand,
med deres søde damer.
Hvis du vil spørge til din skat,
en e-mail må du sende.
Du synes sikkert det er plat,
at bøtten her må vende.
Men du er blot et lille hjul,
gemt bort i en maskine.
Og du kan skrige dig grøn og gul
det hjælper ej at hvine.
For denne ny teknologi,
vil spare mange penge.
De blæser helt på dig fordi,
du ikke er her længe."
Her stod han så, den gamle Thom
i natten sort som kul.
Han blev til det han drømte om:
Et ettal og et nul.