Det stod der blot i solens skær,
så grønt og skønt men uden liv.
Det lod sig smykke i efeuens klær'
skønt træet selv var tørt som et siv.
Det havde stået nær kirken i ukendte tider,
betragtet generationer komme og gå.
Dets bladdækkede krone sås fra alle sider,
mens den svalende skygge kun gavnede få.
Det voksede med en unaturlig hast,
selv om grunden var stenet og gold.
Skønt bemærket, holdt ingen tanken fast,
hvorfra træet fik kraft til de mange fold.
Igennem århundreder voksed' træet støt,
med saft i grene, kvist og blade.
Mens byens borgere af præsten blev mødt,
og kirken genlød af stemmer så glade.
Man troede det næredes af jordens muld,
den skære sandhed kunne ingen vide.
For skønt træets rod søgte vandets guld,
gjorde borgernes tro dets grene solide.
Som årene gik svandt troen og døde
mens træet mistede sin kraft.
Mens ateismens efeu lod træet bøde,
drænede den stadigt troens saft.
I dag står træet goldt i kirkens have,
som symbol for troens endelige brud.
Mens gudløsheden begynder at gnave,
af træets smukkeste grønne skrud.
For når kirken fraviger sine pligter,
og giver fortabt i kampen for tro.
Bliver præsten til en eventyrdigter.
mens sognet søger ned til den nærmeste kro.