En lille pige, sød og glad
som trådte ind i verden.
Hun var som kvistens fine blad,
parat til livets færden.
De første år, da gik det nemt,
en hverdag uden sorger.
Et lille fald blev hurtigt glemt,
og grin erstatted' tårer.
Som tiden gik, vor datter fik
et blik for andre venner.
Hun delte leg som det var skik,
var glad for dem hun kender.
Men ak, det var en illusion
at andre var loyale.
Og glæde blev til frustration
og tanker så fatale.
For dem hun kendte allerbedst,
de rynkede på næsen.
Hun følte sig som en med pest,
et bidrag til fadæsen.
I skolen og i venners lag
hun følte sig alene.
Hun grued' for hver ens'te dag.
For børn, der var gemene.
Hun prøvede at råbe op
og håbed' nogen lytted',
Til sidst så gav hun en'lig op.
Med tavshed, råb blev byttet.
Hun misted' modet på sit liv,
og opgav hele kampen.
Hun var et vindblæst, knækket siv,
der følte andres trampen.
Hun spiste intet, tabte sig,
og ønskede kun døden.
Anoreksi er ingen leg,
en evig kamp mod føden.
Til sidst hun var en ynk at se,
med sorg vi måtte sende,
vort datter væk, vi ku' kun be'
at krisen ville vende.
På Facebook skrev hun ganske kort
at hun sku' i behandling.
Som far og mor var dette hårdt,
at se sit barns forvandling.
Og venner skrev de søde ord,
vor datter havde savnet.
Hun stilled' kort'ne på sit bord.
Et håb om at det gavned'.
Man loved venskab, hver og én,
At være for hinanden.
Og håbet groed' frem af sten,
at hun ku' bli' en anden.
Den første tid man husked på,
det nødråb som hun sendte
Men senere gik det så som så.
Og strømmen atter vendte.
Et halvt år gik med gråd og snak,
så vendte hun tilbage.
De lærte intet. Ik' et hak,
det blev som gamle dage.
Når der er fest, man morer sig,
men uden hendes selskab.
Man ser igen den anden vej,
hun føler sig som bundskrab.
Det løfte om tro og stærke bånd,
som mange havde givet,
var ikke nok til at ta' hendes hånd,
og gi' hende mod på livet.
En tak til de venner som stod hende bi,
der viste sig som ægte.
De gav hende styrke til at gøre sig fri,
det skal jeg ej benægte.
Men skam får de der loved alt,
men intet af det holder.
De gnider såret til med salt,
og mere skade volder.
Vor datter er en tapper sjæl,
det skal I alle vide.
Som forsvar har hun med en pæl,
sin tilid måtte spidde.
Det lyse sind, det glade smil,
har skjult sig helt for verden.
Hun er som kongen i eksil,
en skygges stille færden.