Den rige bonde var ganske tilpas,
for det strømmed' konstant ind med penge.
Hvad han dog mangled', var masser af plads,
til alle de svin i hans længe.
Han leved' af svinenes reproduktion,
af en fast levering varen.
Men der var en vanskelig situation,
omkring søernes snarlige faren.
For denne bonde manglede plads,
til hele den ventende yngel.
Han så sin bedrift som sit eget palads.
Som konge, skønt han var en slyngel.
Han tegned' og regned' på nyt byggeri.
Det var en vanskelig kunst,
for staldene var et rent bryggeri,
af gylle fra svin med en skrækkelig dunst.
Da naboer'ne så, hvad der snart skulle ske,
de græd og beskrev deres nød.
At klagen var ægte ku' alle jo se,
for stanken fra gyllen blev landsbyens død.
Så for at få fred fra de voksende skrig,
vor bonde gik med til at dække,
sin gylle til - det kosted' en krig,
for stanken sev ud af hver sprække.
Det smertede bonden at bruge de penge,
det kosted' at sikre sin stald.
Han byggede småt og inden ret længe,
han grundlagde det, der sku' blive hans fald.
For svinene spiste og sked som normalt,
men tanken til gylle var bygget for trang.
Hans nærighed endte så ganske fatalt,
den dag hans mægtige slot sagde bang.
For gylle afgiver en stor mængde gas,
som også blev lukket helt inde,
og gyllen flød - der var slet ikke plads
til alle de flygtige vinde.
En varm sommerdag, der opstod en gnist,
i tankens fortættede dampe.
Det antændte gyllen, og det var jo trist,
For tanken blev straks til affyringsrampe.
Og op i luften fløj gylle og svin,
vor bonde døde og takked' for valsen.
Han omkom selv i en stank af urin,
med benene i vejret og lort op til halsen.
Da sænkede freden sig atter på land,
med tiden fortog sig selv stanken.
Sit eget gravsted blev tilstedt vor mand.
Han ligger på bunden af tanken.
Om end begær er en skrækkelig sag,
dog værre er mangel på hensyn.
For den der spreder sin gylle hver dag,
forpester sit eget og naboens livssyn.