Hun gik forvirret rundt i butikken. Hvor lå de henne? De få penge hun havde, havde hun i den ene hånd. Hun havde egentlig ikke talt dem, så hun var ikke sikker på, om der var nok. Pigen hed Alma og var 9 år. Hendes mormor kom hen til hende og tog hendes hånd. "Hvad går du og laver?" spurgte hun hende. Alma svarede ikke. Hun gik bare hen til hylden foran hende, for nu havde hun fundet dem. Dukkerne. Forskellige dukker placeret smukt på de store hylder. Hun tog en dukke ned fra hylden og så på den. Hun førte hånden op til dens kind, og aede den. "Mormor, har jeg nok penge?" spurgte hun mormoderen. Hun sukkede og svarede: "Nej, min pige. Men vent du her, jeg skal lige hente det sidste." Alma trak vejret langsomt. "Så lægger jeg den tilbage."
Julen er en forfærdelig ting. Det skal bare overstås. Gaver og mad og gæster og julepynt. Hvorfor? Hun ville ønske, at hun bare kunne falde i en dyb søvn, og bare vågne igen når det var overstået. Der gik hun med sin tunge kurv og hev tingene ned fra hylderne, da hun opdagede en lille pige. En lille pige med smukt brunt hår, som iagttog en dukke, hun havde i hånden. Men hvad var nu det? En tåre? Hvorfor græd hun? Små piger der græder, er ikke noget man vil se. En gammel dame forlod hende. Pigen stod, og aede dukken. Kvinden, som i øvrigt hed Saga gik langsomt hen til pigen. Hun overvejede, hvad hun skulle sige, men på en måde kom ordene bare til hende. "Hejsa," sagde hun, og smilede. Pigen kiggede op på hende, og tørrede en tåre væk fra sin kind. "Hvorfor græder du?" spurgte hun hende. Det gjorde ondt på hende, når pigen svarede. Hendes stemme var sød, men den rystede nærmest. Pigen så op på Saga. "Jeg har ikke nok penge," sagde pigen og sukkede.
Hun kløede sig i håret, og så ned på dukken igen. "Er dukken meget vigtig for dig?" spurgte Saga, og så sig omkring. Hvor var den gamle dame? Den lille pige nikkede tøvende, og så stadig på dukken. Saga spurgte pigen hvem dukken var til, hvortil pigen svarede: "Det er den dukke min søster elskede mest, og ønskede sig til jul." Saga kunne ikke lade være med at smile. "Måske kommer julemanden med den?" sagde Saga. Pigen fællede en tåre. Sagas smil forsvandt. "Han kan ikke give hende den, der hvor hun er nu," sagde pigen og sukkede. Hun så op på Saga. "Jeg bliver nødt til at give dukken til min mor, som kan give den videre til min søster. Min mor skal snart af sted," sagde pigen, og så på dukken endnu engang.
Saga sad og læste avis. Hun bladrede hver side forsigtigt, og rettede derefter på sit hår. Hun slukkede for TV'et, fordi det irriterede hende. Overskrift efter overskrift, brødtekst efter brødtekst. Hun nærstuderede hvert billede, mest fordi hun var lidt af en amatørfotograf. Kenneth kom ind, da hun bladrede til tophistorien. Hun gjorde store øjne. ULYKKEN PÅ BROEN; det var overskriften.
Øresundsbroen var stedet for en ulykke, som hændte for 2 dage siden. Der er tale om en mor med sin datter, som var på vej hjem til Danmark, - fra et besøg hos bedsteforældrene - som pludselig endte i et biluheld. Den lille pige omkom, mens moderen overlevede, og ligger nu på intensiv afdeling. Det var en beruset mand, som angiveligt var en spøgelsesbilist.
"Har du læst det her?" spurgte hun Kenneth. Han nikkede. "Det er jo forfærdeligt, og så endda her i juletiden," afsluttede hun. Kenneth satte sig ved siden af hende.
Hun tog sin pung frem og åbnede den. Pigen bemærkede det ikke. Saga fandt så nogle penge frem, som hun egentlig skulle bruge. Hun kom så i tanke om noget hun havde læst i avisen, og blev forbløffet. Saga tog nogle penge i hånden og så på pigen. Så satte hun sig på hug, og tog den lille piges hænder. Så gav hun hende pengene og smilede. "Værsgo," sagde Saga. Pigen smilede stort, og det smittede af på Saga. Den lille pige løb hen til den gamle dame, som endelig kom tilbage. Saga færdiggjorde hendes indkøb og tog hjem. Hun kunne ikke glemme den lille pige. 2 dage efter læste hun avisen igen. Der stod ikke noget specielt i avisen. "Kommer du, og bliver klar?" spurgte Kenneth hende. Han kom ind i stuen og var i gang med at binde et slips. Saga så på ham og smilede. "Ja," svarede hun og rejste sig op. Deres sorte tøj var en ting, som de skulle have på. Det var en begravelse. De vidste ikke helt hvorfor de skulle med, for kvinden som var død, var en gammel - meget gammel - veninde af Saga. Det var mange år siden, at hun havde talt med hende, men hun havde besluttet sig for at komme.
Da de ankom, var de nogen af de første. Præsten stod ved indgangen til kirken og bød folk velkommen. Den afdøde kvindes mand var svensk, og kom derfor som den sidste. Han havde været i Sverige og hente sin mor og far. Saga kom ind i kirken og så kisten. Den var åben og hendes veninde lå der. Til Sagas store overraskelse lå der noget på kvindens bryst.
En fin lille dukke.