"Jeg vil være en Z!" råbte han og foldede sin heltekappe ud, så man kunne se den i fuld længde. Den var mørkeblå og gik til anklerne på manden. "Jeg vil være en rigtig Z, Inger! En virkelig en!" Det havde stået på i snart tyve år, det med at være en Z. Helt præcist, hvad eller hvem det var, vidste hun ikke. Hun gættede på en superhelt, men så var han blevet sur og fløjet sig en lang tur, væk fra sin uforstående kone, hvorefter han kom tilbage som den rigtige Jørgen med kappen foldet over den ene arm. Z. En dag måtte hun da kunne forstå, at en Z ikke bare var en superhelt. Det var noget, der foregik inde i hjertet.
   Men også denne dag ønskede han at være en Z. Det havde ellers været snart en måned siden, han sidst havde ønsket det. Faktisk præcist den dag, var Inger gået hjem fra arbejdet med et håb og en tro på, at det var forbi med al hans superheltepjat, ligesom alle dage de sidste par uger. Og alligevel fandt hun ham stående midt på stuegulvet, ved siden at deres olivengrønne sofa, med kassen, hvori heltekappen lå. Hun havde syet den til ham, engang han ville være superhelt til fastelavn. Og den dag, lige præcist fra den dag, havde hans største ønske været at være det samme, som det store bogstav, der stod midt på kappen. Z, tænkte hun for sig selv, gik hen til vandhanen og tog en slurk vand af det fyldte glas.
   Lægerne kunne intet stille op med Jørgens vandvid. End ikke mandens mor, der ellers var god til at få ham til at opføre sig ordentligt og tænke i de rette baner, kunne gøre noget ved det. Inger havde næsten givet op og måtte lære at leve med det. Det vidste hun. For når hendes elskede mand ikke ønskede at være en superhelte lignende figur, var han det sødeste og ikke mindst det mest kærlige menneske, hun kendte til. Han elskede hende højt og hun ham, men når han ville være en Z, var hun tilbøjelig til at føle sig som en mor for drengen, der stod med kappen om halsen. Hun elskede Jørgen, ikke Z.
   "Jørgen!" råbte hun, fyldte igen glasset med vand og hældte det ud i hovedet på ham. Hans små, sammenklemte øjne blinkede kraftigt, mens han trak armene op og satte dem i siderne, samt spredte benene let. Der stod han og følte sig som en rigtig helt, der kunne redde alle og enhver. Hun følte, han var en fed dreng med vådt hoved og kappe om halsen. "Nu tager du dig altså sammen! Jeg har haft en.. Ja, en MEGET hård dag på arbejdet, og så står du og vil være en superhelt! Det kan du simpelthen ikke være bekendt. Jørgen, lytter du til, hvad jeg siger?!" En mand med postkasserødt hoved kiggede vredt på sin bedrøvede kone. Han spruttede af vrede, så snart hun nævnede ordet superhelt om ham. Det var han i hvert fald ikke, han var en Z. En helt rigtig Z. Ikke en superhelt som Superman eller Batman. Det var to tegneseriefigurer, ikke en gang ægte. Han var ægte, helt og aldeles ægte. En ægte helt, der kunne redde både kvinder, mænd, børn og selv dyr, der knap nok kunne gå på alle ben.
   Det tog ham ikke lang tid at blive så rasende, at han åbnede for deres fordør og fløj lige ud af den. Ja, det kunne han da. Flyve. Tilbage, i det tomme hus, stod en fortvivlet og grædefærdig kvinde, der snart følte, at hun have mistet sin mand til fantasien og forestillingerne. Det var ikke længere sjovt. Det havde det ikke været i flere år, men nu var han gået for vidt. Det var et under, at deres børn stadig ville snakke med ham og kalde ham for deres far. Endnu mere et under, at ingen af dem var blevet lige så sindsforvirrede som den mand, der nu løb rundt i baghaven og troede, at han kunne flyve højt oppe over skyerne. Det var sket, at han en snefyldt vinter havde løbet derude i to timer. Derefter var han kommet ind med lige så blå læber som kappen, og været helt bleg i hove-det. Sygdom var han ikke sluppet fra, så konen var nødt til at passe på sin lille Jørgen.
   Denne gang gik der ikke mere end tyve minutter, måske endda mindre endnu. Jørgen stod i døråbningen med rystende knæ og drivvådt hår. Hans kappe havde han hverken om halsen eller over armen. Men Jørgen, der stod Ingers Jørgen. Forfærdet, kridthvid i hovedet, men med de flotteste, blå og grædefærdige øjne, Inger nogensinde havde set på en mand. På sin mand, for han var hendes. Han var blevet Jørgen igen, den Jørgen hun havde sagt ja til, dengang i kirken. Sammen dannede de et godt par, det vidste hun. Inger og Jørgen. Hendes Jørgen.
   "Undskyld Inger," græd manden, der faldt hende om halsen. Bag ham lå den lige så drivvåde kappe, der var konens største frygt at se i forbindelse med Jørgen. Ja, Jørgen, hendes lille og søde Jørgen. Ikke Z.