"Rage-"
Det her var en magtkamp. Hvis min hånd begyndte at ryste først, tabte jeg. Hvis hendes stemme begyndte at ryste først, tabte hun. Hun tabte selvfølgelig også hvis jeg blæste knoppen af hende. Jeg strammede grebet om pistolen.
"Jeg skulle ikke have givet en ordre uden at spørge dig først. Jeg har fattet det. Min plan var bare bedre og-"
Jeg skulle bare læne mig lidt frem før det kolde metal rørte hendes pande. Hendes pupiller var store, og hendes kinder var blege, men hun kunne lige så godt have spurgt mig hvad der var til morgenmad.
"Ja, okay, du bestemmer. Alfahun og alt det der."
Jeg begyndte at miste følelsen i fødderne, og mine knoer var blege imod det mørke metal.
"Du vinder bare ikke noget ved at skyde mig, det ved du godt, ikke? Du har brug for mig."
Folkene rundt om os begyndte at røre rastløst på sig. Deres øjne flakkede bag maskerne. Jeg havde trukket det ud længe nok.
"Jeg er din bedste skytte. Kan ramme et mål i bevægelse-"
Pludselig var der helt stille, bortset fra lyden af klaprende metal. Fuck, jeg rystede. Jeg bed det i mig, og skulle lige til at stikke pistolen tilbage i hylsteret. Men så smilede hun, et smil der ville brede sig over hele bærret på hende når hun lukkede døren bag sig. Fuck.
Aftrækkeren klikkede.