Hvem skal varme dig?
   når nordenvinden bider
   når du går og slider
   og intet - intet gider.

"Min trøje," mumlede Martha. Som svar på gåden, der rungede i hendes hoved. Hun mumlede det til sig selv. For der var ikke andre i lejligheden. Ikke en kat. Ikke engang en kat. Den var død. I nat. .I kulden. Alene. Efter mødet med en bil. Føreren havde åbenbart ikke haft varme at give en lidende kat. End ikke dødens varme..
   En tåre brændte på vej ned langs næseryggen.. Martha snøftede. Skuttede sig. Greb trøjen. Den duftede af Sille. Katten. Hun kunne så godt lide at ligge på den. Eller gnide sig op af den. Men aldrig mere. Aldrig mere.
   "Du er da en værre tudesisken," sagde Martha. Højt. Sådan sagde mor tit. Stadigvæk. De snakkede ikke så meget sammen mere. For nu havde mor en ny familie. Nu havde hun Karl og tre unger. Og nu var det dem, der kunne svare:

"Ved du hvad vi tror?
   Det skal du, lille mor."

Mobilen lå på bordet. Der var vist lidt taletid tilbage. Skulle hun ringe? De var jo ikke uvenner. Ikke sådan. Det var jo bare det, at det ikke var som i de år, de var alene sammen.
   Og det at mor ikke forstod, at selvom man er 19 år, er man nogen gange lille. Føler sig lille. Og ensom. Og kold.
   Martha rakte ud efter mobilen. Men hånden stoppede over den. Dirrede. Nej. Mor kunne ringe. Kunne hun. Når den mindste var puttet. Eller noget.
   Ringe til Lene? Nej, hun var limet til Sigurd. Solvej? Mona? Kirsten? Nej, de havde en mand, der holdt dem varme. Og omvendt. Sikkert også omvendt.
   Yrsa? Sjove, rødhårede Yrsa? Nej, hun var limet til Sofie. Sofie på 27. De skulle giftes. Med hinanden.
   Måske alligevel ringe til Yrsa? Sofie kunne godt lide at give råd. Og lytte. Sofie læste til psykolog. Og vidste alt om sindet. Sagde hun tit.

Hvad var nu det for en larm?
   En eller anden idiot dundrede mod døren. Hvad skulle det gøre godt for?
   Nu blev hun jo nødt til at åbne døren. Så kulden slap ind. Mere af kulden.

Udenfor stod ham der boede inde ved siden af. En knægt på sytten. Han boede sammen med sin far. Han havde mørke krøller. Så meget sød ud. Men hvad katten ville han? Nu?
   "Æh, min mobil er i stykker," begyndte naboens søn.
   Nå, det var der skoen trykkede. Men hun havde altså ikke ret meget taletid. Og hun fik nok ikke Yrsa eller Sofie til at ringe hende op.
   "Derfor kunne jeg ikke bare ringe til dig," fortsatte drengen, "og jeg kan ikke huske, hvornår det er, jeg skal fodre Sille."
   Åh. Det havde hun helt glemt. Hun skulle jo besøge tante Maren om fjorten dage. Og Thor - altså nabodrengen, der stod der og kværnede løs - havde lovet at fodre Sille.
   Men det kunne han jo slet ikke.
   Aldrig.
   Adrig. Aldrig mere.
   Tårerne væltede frem. Hulkene boblede ud. Og midt mellem tårer og hulk udstødte hun noget, der skulle forestille at være en forklaring på grådanfaldet.

En forsigtig hånd rørte hendes skulder. En kejtet fingre strøg en tåre bort.
   Selvom hun vel så herrens ud. Snottet stod ud om kap med hulkeboblerne.
   "Stakkels Sille. Har du så begravet hende? Eller hvad?"
   Hun havde lyst til t brøle at det ikke kom ham ved.
   Men der var varme i Thors stemme. Medfølelse-
   "Kom hellere ind," snøftede hun, "ellers tror folk, du myrder mig."

De snakkede. Længe.
   Så spiste de. Inde hos Thors far. Spaghetti og røde pølser.
   Og så gik de i biografen. Og bagefter gik de hjem. Hånd i hånd gennem sneen.
   Og Martha mumlede til snefnuggende:

"Ved du hvad jeg tror?
   Det skal du, Thor."