Den ene dag overtog den næste og jeg hørte ikke noget fra Nathan. Alligevel gik jeg trofast hen til postboksen for at se om der var brev fra ham og altid på samme tidspunkt, hver dag.

Men som ugerne gik, overbeviste jeg mig selv om, at han ikke kunne tilgive mig og slet ikke mødes med mig.

Så da den tredje måned kom og gik, begyndte mit mod, at synke som en ned ad gående sol.

Jeg blev ved med at sige til mig selv; "Du har fortjent det. Nu ved han at du er i live. Du er selv skyld i det, min tøs. Du er selv skyld i det."

Jeg har også hele tiden haft på fornemmelsen at nogle holder øje med mig. Fornemmelen skiftede for et par dage siden, Jeg kan ikke rigtig forklar det, måske var det fordi iagttageren blev skiftet ud? Jeg kan ikke forklare det på andet måde. Den første der iagttog mig, havde jeg en følelse af ligegyldighed og den anden, en vrede, stor smerte og noget mere intens, som jeg ikke rigtig kan sætte ord på.

Min første tanke var at det var "DEM" der holdte øje med mig, men da der ikke skete mere, slog jeg det ud af mit hoved. Det var nok derfor at jeg overbeviste mig selv om at det var Nathan der iagttog mig. Det beroligede mig så meget, at jeg blev lidt uforsigtig. Det var dumt og ude for protokollen, det jeg godt. Men bare tanken om at det måske var Nathan der iagttog mig, gjorde mig øj og gav mig samtidig dårlig samvittighed inden i. Begge dele kæmper en kamp inden i mig og vil snart river mig midt over, hvis jeg ikke snart fik gjorde noget ved det.

Det uforsigtige jeg gjorde, var at jeg skrev endnu et brev til Nathan og lagde det i postboksen.