Huset stod skævt og forkrøblet i stormen. Brædderne peb højlydt i kor med vinduerne, og taget var så utæt at huset græd. På en madras i hjørnet var to spæde kroppe krøbet sammen under et slidt mølædt tæppe. Han havde bedt hende om at lukke øjnene, selv holdte han hænderne for hendes ører. En storebror sætter altid sig selv til side, også selvom han kun er tre år, for hun havde kun lige rundet det andet. Inde for disse vægge skulle man passe på hverken at blive set eller hørt, for far slog på alt når bajerne gik ham i blodet. Mor tog de fleste tæsk, det havde hun altid gjort, de blå mærker var blevet en del af hende, så hvis hun en sjælden gang gik uden dem, vidste hun nærmest ikke hvem hun var længere.
   Hendes korpus fløj baglæns igennem luften indtil det kolliderede med køkkenbordet. En sagte gråd stemte i med brædderne og vinduerne, imens silende regn fra taget vaskede de røde masser bort. Store øjne betragtede med det yngste sind hvordan en alkoholiseret husbond tog fat i kraven på sin kone, og løftede hende op med en drænende bevægelse. Faderens øjne brændte utæmmet, imens han stirrede ned på hende. "Er du så færdig med at tale i munden på mig!? Hva?! Svar mig når jeg spørger dig om noget!". Moderens øjne rullede rundt i øjenhulerne, savl, blod og tårer mødtes i mundvigen for at løbe videre i samlet flok, imens hendes fødder skrabede hen ad jorden indtil de skælvende fandt fodfæste. De sorgfulde brune øjne spejlede sig i den kolde ild. Hun fastholdt blikket indtil en rallende stemme fik klemt sig igennem hendes smalle læber, "ja, det var sidste gang". Den knusende hånd slap sit greb i kraven, så hun atter faldt sammen. Dybe flasker og blanke dåser trillede skyldigt væk fra scenen ved lyden af det stumme dunk i gulvet. Faderen kiggede kort ned for at spytte hende i ansigtet, vendte hende bagefter ryggen, og fandt sig til rette i sin brune lasede lænestol der matchede resten af huset. Her havde han perfekt udsyn, til at betragte hendes kamp op fra gulvet, imens han gav sig til at rulle en smøg. Håret dækkede fortrøstningsfuldt over det flækkede øjenbryn, og den blodige næse, klæbede sig omfavnende ind til hendes hævede kinder, der var prydet af blå, grønne og lilla plamager. "Fjern håret fra dit ansigt" sagde faderen stille, og lod sin skarpe tunge fugte limet på papiret. En skælvende hånd der udsprang fra et tyndt håndled, strøg de slidte kobber farvede lokker om bag hendes øre. Hun havde fået tvunget sin krop op på alle fire, stod der som den tæve han mente hun var, imens hendes øjne stirrede skæmte ned i de forrådnede træplanker. "Hvor er du grim" sagde han køligt, tændte sin smøg, og gentog sig selv over for børnene. I samme foruroligende tonefald. "Forstår I det? Det var ikke den kønneste kælling jeg kom til at bolle tyk," røgen bugtede sig ud fra hans læber "og jeg forbander mig selv for at have begået den samme fejltagelse to gange". Han bøjede nakken, kiggede ubemærket op i loftet og gav sig til at puste røgringe.
   Drengen på tre havde vædet det forreste af sin T-shirt med tårer af den dybeste medlidenhed, og sine bukser med urin, der stank af den værste frygt. De små led rystede og underlæben bævede. Tilliden sivede ud af de mange huller i hans sjæl.
   Stilheden krøb ind i deres knogler og fodrede angsten, det var værst når man ikke længere vidste hvad man kunne forvente. Drengens øjne var låst fast ved flammen der steg fra et næsten udbrændt stearinlys. Den dansede, dansede uhæmmet med ilten omkring den, lod sin flammende tunge smage på luften. Lige så forførende den kunne være, lige så grådig blev den når ilten rigtig kom til. Det så ud som om den i vildskab greb ud i intetheden. Hans beskidte hænder sænkede sig, og fine små ører kom til syne hos lillesøsteren. Hendes øjne kiggede nervøst frem imellem fingrene, op på hans ansigt der emmede af tomhed. Hun søgte nærhed.
   Deres moder rejste sig svajende og usikkert med bøjet nakke, til hun stod med ryggen til dem hen over komfuret. De spinkle arme rystede voldsomt, og fik de mange dun der dækkede dem, til at dirre nervøst. Tiden stod stille. Tiden stod stille i lang tid. Truende skyer drev langsommeligt forbi på himlen i verdenen udenfor, til lyden af en græshoppe der spillede en melankolsk violin på sine ben. Svalerne dykkede i vinden ned over knækkede strå, der havde givet efter for blæsten, der også fik småstenene til at trille. Forrådnelsen spredte sin klamme kappe, gemte sig i krogene, hang op under loftet, stank af misrøgt.
   Psykopaten slikkede sine tørre læber, imens de sorte knappenålshoveder i hans øjne, dvælede ved hendes røv. Hans brystkasse hævede, og sænkede sig i dybe bevægelser. Læberne skiltes for at give plads til mere mundlort. "Hvorfor kommer du ikke herover?" sagde en fløjlsblød stemme. Hun holdt vejret... Fingrene knugede sig fast til kanten på komfuret. Han rejste sig langsomt op, som et rovdyr der sniger sig ind på sit bytte. Drengen lukkede nænsomt af for sin lillesøsters hørelse, hun forstod det lige så hurtigt og gemte sine brune blanke øjne i hænderne. Han kunne se sin moders hånd flytte forvirret, men forsigtigt på sig. Den var også på jagt. Tunge skridt sled hen af trægulvet: "Fordi du har været så dum," sagde faderen "synes jeg du skylder mig noget". Hans selvtilfredse ansigt spejlede sig i gryderne ved komfuret, hvor et smil bredte sig i en uhyggelig latter der mindede om klukkende vand. Ligesom hyænen nød han ådsler. En forsigtig hånd havde låst sig om grebet til en stegepande. Han stod bag hende nu. Moderen kiggede forsigtigt over skulderen og hen mod børnene. Hun lignede et dådyr der var blevet blændet i natten. Med tårerne strømmende ned ad kinderne, hviskede hun, halvt kvalt i sin egen gråd; "Løb".