Da Flemming var dreng, var han en værre bandit. Hans far kunne godt finde på at slå ham, og det skete faktisk ofte. Men sådan var det jo, når Flemming ved et uheld kom til at smide sin fars frimærkesamling på gulvet. De nye frimærker var placeret på hvide ark papir med en pincet - lige så nøje og sirligt som perler på en snor. Lille Flemming lavede tit ulykker, og det var da også ærgerligt, når han stille kom til at skubbe til døren til sit fars røgfyldte lokale med alle frimærkerne. De fik vinger og lettede lige så stille fra papiret og lagde sig på gulvet. Der var alt for meget rod i ordenen efter hans fars mening, og når frimærkerne begyndte at flyve, så var der ballade, og Flemming spænede op på sit værelse. Han barrikaderede døren med alle sine legesager og gemte sig derefter under sengen. Vejrtrækningen var tung og hurtig, og med hjertet oppe i halsen forestillede han sig, hvordan han selv var indianer, der blev jagtet af "cowboyerne" - lige som i filmene. De næste minutter kæmpede hans far med at få døren op. Tit måtte han simpelthen give op, fordi der med årene havde sat sig noget udefinerbart på maven, og det betød, at det begyndte at rive så forfærdeligt i lungerne, når han stod og kæmpede med døren.
   "Flemming! Luk så den dør op!" skreg hans far på den anden side og hamrede sine små fede hænder ind i døren.

Flemming overhørte en dag noget hans mor fortalte, mens hun vaskede op. Det handlede om noget farligt, der kunne sætte sig fast i kroppen, så det kunne blive svært at trække vejret, og i værste tilfælde kunne man dø af det. En prop, kaldte de det vist nok. Det skete for Flemmings onkel. Hans mor havde sagt, at det skyldtes for meget sovs, og det var jo præcis lige som Flemmings egen far - han spiste også sovs. Tyk, brun sovs, der altid hang på hans skæggede hage og dryppede videre ned på den hvide skjorte, som hans mor lige havde strøget. Så var det Flemmings far, der fik skæld ud.
   Flemming fik sjældent lov til at være barn. Kun om eftermiddagen i ny og næ, når han og hans søster havde fri og var helt alene hjemme, fordi deres mor handlede. Her gav han sin søster lov til at klæde ham ud. De tog deres mors læbestift og perlekæden, som hun havde arvet efter sin egen mor, og så stod de og kiggede i spejlet og på hele den farvepalette, som søsteren havde kastet ud over Flemming, men han følte sig fin og tilpas. Det fortalte han hende selvfølgelig ikke, men hun grinte kærligt af ham, og så var alt godt. Hun var den eneste, der forstod ham. Sådan helt rigtigt, sådan helt ind i maven, hvor sommerfuglene boede. Flemming og hans søster lånte farens grammofon og satte musik på. Og så dansede de. Det var en euforisk følelse. Det rensede ud for en kort stund, og sommerfuglene bevægede sig. Men en dag gik det galt, for de havde glemt tiden, og pludselig stod deres far på dørtrinnet ind til stuen og stirrede med foragt på Flemming, der stod som forstenet iført sin mors sommerkjole og røde læbestift. Hans far gik direkte forbi ham, hen til barskabet og hældte whisky fra karaflen op i et glas, og så begyndte det.
   Flemmings far fortalte ham, at han ikke duede til en skid. Flemming var ubrugelig og opførte sig unormalt.
   "En fejltagelse!" skreg hans far flere gange og hamrede i bordet. Han gik rastløst frem og tilbage. Og Flemming stod bare dér og så sin far lukke hele sit monster ud. Det eneste, han ville, var bare at danse. Flemming havde fundet en teknik, der gik ud på, at han fik grammofonen i sit hoved til at spille musik. Lyden udelukkede farens stemme og forvandlede den til en rungende og dyb sværm langt borte...

"Hører du efter!" hvæsede han ind i hovedet på Flemming og hæv ham i skjortekraven. Hans far spyttede ud: "Jeg vil hellere have en død søn end en søn, der klæder sig som et kvindfolk!"
   Det hele gik så hurtigt - Flemmings far tabte whiskyglasset, så glas og væske stod ud over det hele og stænkede gulvtæppet med brunlige streger, alt i mens Flemmings far hev efter vejret og placerede sin hånd hårdt på brystet.
   Flemming så til med store øjne, da monsteret i hans fars hals pludselig satte sig fast, og pickuppen på grammofonpladen stoppede brat med et protesterende hvin. Det lød som om, at monsteret ikke rigtig ville ud, så det begyndte i stedet at demonstrere ved at lave nogle mærkelig lyde. Som når Flemmings mor afkalkede kaffemaskinen. Med den anden hånd famlede hans far febrilsk efter stolen, der stod bag ham, men han ramte forkert og landede så hårdt på gulvet, at hele kroppen rystede. Flemmings blik faldt på glasset, der lå smadret i tusinde små krystaller og rystede af eftereffekten. Krystallerne lå bare dér og blinkede diskret til hinanden. De lå og holdt i hånd og reflekterede hinandens blink og sendte dem langt ud, mens de håbede på, at nogen ville opfange deres signal. I glasset spejlede sig en stor krop, der efter et par minutter stoppede med at ryste. Tilbage stod lille Flemming, som igen lod grammofonen i hovedet spille en lille melodi.