længst inde i mig
er der hul
udspændt gitterordning over endeløs tomhed
tæt på kollaps
jeg tæller timer dage år jeg tæller hvert et åndedrag der aldrig
vil fylde mine lunger jeg tæller
knuder i kniplinger jeg
kigger ud
på verden
som den må være for ethvert menneske
som den må føles og ses og mærkes derude jeg ved at de tager fejl jeg ved at livet
er en terminalkultur jeg ser kun
blanke stænger
passivt som de krydser min vej: et sikkerhedsnet af auto-kannibalisme
at turde bevæge sig helt derud er vel
en præstation i sig selv