Efter en lang, dag. Den ene bunke verbal lort vælter ud efter den anden. Min hjerne er sat i midlertidig standby tilstand, mens den venter på et rigtig afslappende toiletbesøg. Så meget verbalt affald som den har modtaget, hele dagen igennem, er det jo fuldkommen naturligt at forstå. Ik?
Jeg elsker jo at slappe af ude på et skønt, varmt, velbelyst, indbydende, menneskeligt affaldscenter med nogle dejlige amatør tegneserier klasket op på væggene med sort sprittush . Det er et sted hvor tankerne kan få frit løb, og de helt igennem uindbydende oplevelser, inklusivt dem der oser af en enten forkert forståelse, eller bare ikke passer ind i min egen opfattelse af, hvordan hverdagen skal fungere, kan blive skyllet ud sammen med de menneskelige efterladenskaber. Mit første indtryk af det toilet jeg kommer ind i, passer umiddelbart ikke ind i billedet af mit yndlings toilet. Både gulvet og luften er rygmarvs forfrysende, og adskillige runde Ikea loftslamper er smadret, men skidt pyt, jeg kan nok drømme mig væk alligevel.

Det at folk kommer ind på toiletter, for derefter at krænge deres inderst tanker op på en væg, hvor enhver kan læse det, minder for mig om et desperat råb om hjælp. Når jeg har sagt dette mener jeg, ikke nødvendigvis at alle disse "lokumsdigte" udelukkende bunder i dårlige oplevelser, og sjælsudrivende livserfaring. Næ nej, de kan også bruges som modgift mod den, for få individer, livstruende sygdom kaldet "Kedsomhed".

Men spørgsmålet er: hvad er kedsomhed egentlig? Er det en person der dukker frem fra ingenting, for dernæst at inficere din krop? Dette er nok ikke sikkert, men hvis man er lokumsdigtskribent kunne man sagtens bruge det som en fænomenal metafor. Jeg tror ikke at kedsomhed kan proppes i boksen med alle de onde ting, som terror, drab, stoffer og det der følger med. Men alligevel er der dog en utvivlsom forbindelse mellem disse ting. Nutidens unge ser netop kedsomheden som en ting, langt farligere end heroinens vanedannede virkning, terrorens gru og mordets blodrøde aftryk. Unge vil for alt i verden undgå fornemmelsen af intet at lave, og bare sidde og kigge på den samme graffiti plet i timevis. For alt i verden må stilheden ikke omringe dette skrøbelige væsen. Kedsomhedens virkning smitter også af på ting der omgiver os i vores dagligdag. Folk bliver myrdet, ikke fordi morderen kedet sig, men vedkommende manglede penge til de stoffer, som personen blev fanget af da han var ung og kedet sig. Nu og da bliver det også bragt frem i nyhederne at amerikanske soldater har skudt og dræbt flere civile i krigshærgede områder.
Dette kunne være et eksempel på ekstrem kedsomhed. Fordi som jeg tidligere nævnte, kan kedsomhed med lethed fører til drab, men der er noget mere gruopvækkende ved "fredsbevarende" styrker der dræber civile, end en hashpusher der likvidere sine dårligste betalere. De opret holder freden ved at dræbe.

Er man et levende væsen fordi at man altid har noget at lave? Kan man ikke også føle sig i live ved bare at sidde og fundere over nogle af de største spørgsmål i verden? Hvad laver vi her? Er vi blevet skabt for at kede os? I bund og grund vokser ideer jo ud af kedsomhed. Mange af de største vidundere i vor tid er groet ud af en kedsomhedsplaget student, normal borger, eller en gammel mand slash kvinde på et plejehjem syd for København.
Er man bekendt med moderne musikvideoer kan man også få øje på en hvis kedsomhed. Green day's Jesus Of Suburbia er et glimrende eksempel. Jimmy fra en amerikansk forstad, føler at han eksisterer i sin hjemby, men han mangler noget i sig for at leve. Han keder sig, og vil væk, ind til storbyen for at miste sin kedsomhed. På den måde kan kedsomheden også bruges som et våben mod Nordamerikas til tider samfundsødelæggende kræfter.

Graffitien vi finder rundt omkring i kvarterer, rundt om i Danmark kommer også af kedsomhed. Tags, som vi ser rundt omkring på husmure, togstationer i hovedstadsområdet, offentlige toiletter og badeværelser hos kernefamilier med småbørn stinker decideret af kedsomhed, men alligevel kan det også være et råb om hjælp. Kernefamilier har opgivet drømmen om at deres små larmende unger, lærer at de ikke må tegne på væggene, dette kommer fra børnenes kedsomhed. Narkomaner skriver på de offentlige toiletters klinkevægge, i en eufori af stoffer, dette er levn fra deres kedsomhed da de startede på deres misbrug. Unge sniger sig ud om natten, og overmaler togstationer med gyselige tags fra deres fantasi, de flygter fra kedsomheden derhjemme. Folk skriver og illustrere deres digte på toiletdøre i et af de mange fugtige, klamme og hundekolde toiletter i hovedstadsområdet, og her sidder jeg. Jeg sidder og har fordybet mig i en historie om forfatterens fortabte kærlighed. Smukkere bliver det ikke. Ved at læse denne persons digt, ved jeg at han har kedet sig en del gennem livet. Med så godt et billedsprog, og besjælinger af diverse blomsterenge som han sammenligner sin fortabte kærlighedsromance med, kan jeg se hans kedsomhed, hvorefter han, i desperation har kastet sig over det at være "Lokumsforfatter". Kedsomheden kan i sandhed også frembringe noget skønt.
Naturen har kaldet for mig, mit besøg på toilettet er noget til vejs ende. Mine ben får mig op og stå, mens jeg, ganske modvilligt, trækker blikket væk fra de mange digte rundt omkring. Hænderne famler efter eskrementrenseren. De får fat i den, trækker ud. Toilettet skvulper over med ulækre "plask, plask" lyde, alt imens jeg står, med et forundret blik. Mens jeg har siddet og læst de fremragende digte, har jeg helt glemt at dette toilet var et uskyldigt offer for min egen fremvoksende kedsomhed.