Knirkene - der kom mens døren åbnedes og armene var i anspændt kraftanstrengelse- kombineret med de tunge fodsåler mod det lette bøgetræ, bevidnede hans bevidsthed om at nu var han hjemme - igen. Det første der møder hans øre er de ubarmhjertige klik fra D&G der så ihærdigt tømmer hans lønseddel.
   Den beskidte og slidte taske rører næsten gulvet, mens rungene fra kaskelotføddernes tunge kraftanspændelse, fortæller en skjult historie om indestængt opgivenhed, der får selve huset til at sukke sammen med ham. Taskens underside gør bøgetræet pletvis småsort, da skidtet fra dagens arbejde smitter af som pest. Hans arm ryster næsten, så langsomt er jakken om at finde sin vante krog, den krog som den ubarmhjertige tikken har gjort til en sædvane, samtidig med at årene har mejslet sig ind i hans ansigt. Sløvhedstyngende panderynker i ansigtsfolder vender sig mod køkkenet, efterfuldt af en indsunken torso med to spagettislaskere, hvorefter underkroppens sidste energiudsprøjtning følger bevægelsen. Først da registrerede nethinden lyset der bliver projiceret af at hans kone sidder der - på sin vaneplads. Luften fyldes langsomt med en lettere syrlig lugt, mens hans kartoffelstoretå for lov til at smage frisk luft igen for første gang siden, før en bestemt herre så meget som overvejede træsko.
   Det næste hun notere sig - med en rynken på næsen - er den odeur hans arbejdsvæsen afgiver. Lugtene kombineret i et mismask, mens gulvet hylene klager over stolebenenes bevægelse. Hans øjne er ved at kvæles i hendes formfulde skikkelse og hans hænder registrere med afsky hendes fyldigheder der er begyndt at flyde tykkere gennem de senere år. Foran indersiden af hans slidte øjenlåg toner sig gråsprængte, farvenuancer af fiskeben og trekantsform med tjavsede, travelige lokker i forhold til normerne. Dengang - kun med mentalitetens gråhårethed - var hun mindre af alt det der kvindelighed som er en bivirkning af de begyndende rynker.
   Et vingestrejf på hendes læber fra hans trutmund, mens hun insisterer på fast, intenst vådt, klaskekysseri. Det efterlader ham utilfredsstillet - igen.
   Trippene af utålmodige små fødder advare hans slidte øregang, inden et par blege tændstikker blev slynget om spiserørets indpakning. En nok lidt for skinger latter følger hastigere end et lyntog efter, mens det regner med fregner foran hans øjenæbler. Som rødder der ihærdigt forsøger at holde fast til jorden, holder hans arbejdsredskaber solidt fast - både i det overfrodige og det underudviklet - for de er jo hans faste, som hans snusfornuft og plejergen valgte for ham. En Ninja lavendel sniger sig lydløst ind og udover stikkende snigmord på hans følsomme næsehår. Hans efterfølgende ansigtstrækning er til den anstrengte positive side, mens hans hæse stemmebånd udøser komplet modsat suppe, end det hans lugtehår river i ham for at sige.
   Nøglens himmelske klik låser hans essentielle jeg inde, sammen med den komplimentære indretning, der har haft Bo Bedre som sin indretnings bibel. Kredsende og mere krævende vælter tidevandstankebølger ind over hans udslukte hoved, mens de for velplejede negle søger efter hans tankeskriveristed. På sin sædvanes gemmeplads gramser hans hænder på det eneste i det stilrigtige, modehelvede der er hans. Kinatendenser med striblet papir, indeni med kringleord om det altomslyngende sjæleroderi.
   De ødelæggende hammerslag forstyrre hans tsunami, og advare som sirener om danske hakkebøffer. Hans lurvende, stadig beskidte skikkelse bevæger sig med søvngænger bevægelser da han nu er vågnet op til virkelighedens ubarmhjertige hjerteslag. Vanerodet i sirlig orden, barn, hende, ham på plads, luften er tyk af danskhed, og fyldt af lugten af industrielle maskine produktion som hans hænder bliver forhærdet af.
   De taktfaste rytmiske maskinbevægelser skaber jordskælvsrystelser af lydbølger, hovedkulds og tvunget bliver de kastet mod hvide, sirlige tapeter. Som de første primære rystelser simre sengen som en fjeder der bliver trukket op og givet slip på - frem og tilbage - taktfast. Den dybe vejrtrækning kombineret med en for skinger, skærende, utålmodig udbryderdronnings forhastede travlhed i at skabe egoistisk opmærksomhed. Tyngden af hendes krop under hans - ons- og lørdage - rimer så ihærdigt på ægteskabelige pligter. Han fremtvinger et smil til hendes forvrængede, plumpede ansigt. Indebrændtheden for sengen til at nå sekundære rystelser, og forplanter sig i vilddyrs rystelser i deres fælles rede. En tsunamibølge rammer - slår ham næsten ud af kurs - medbringer tankesporer om fiskebens arme fra engang for alt, alt for længe siden. Fuldbyrdelsen er i hus, han indtjente sin pligt og lavede sine rim. Hun vrider sine fedladne lår og udklaskede bryster til de sidste rystelser og udøver de allersidste tinitusøvelser, der også leger ninjalege mod hans allerede nedslagtede trommehinder.
   Efterlader sig et tomt hylster, parat til at blive fyldt op af omverdens fyld.
   For længe har urkoget fået lov at buldre koge, så indesprængte bobler efterhånden er sivet ud og forsvundet ned i undergrunden.