1.
Sommerengen har bredt sig som en steppe
vandfarvekaskader i blomstrende mønstre
Florerende,
Udspringer.
Blåviolette blommeslag
Smerten jager for hver bevægelse.
Tramper på engen,
bemærkelse på min krop ved hvert et skridt.
2.
Rose voksede med røde krøllede rosenblade,
fra et tvillingefrø.
Frøet deltes,
en fugl, en rødvinget Agelaius.
Fugledreng af Rosenfrø,
med røde rosenlokker.
Vokset op blandt forfinede Ravne
med onkel Gylden Ravn,
som overklasseinspirationsudspring.
Rose gik i lange rosenkjoler,
af forfinet florerende
bladestoffer i draperier.
Rose med valmuemund,
rede for kys til udvalgt elite,
plukket fra håbefulde bede.
Rose er levende krystal,
diamand, en rød rubin.
3.
Jeg er musegrå,
kryber langs tagholderne,
af murbrokker der brokker sig over tiden.
Jeg fornemmer stirrende blikke,
der forfølger mig rundt.
Penibelt bevidst over egen fremtræden.
Kan de se mit akvarelkaskadevandfald
der har svulmet min hud op,
som en strandvasker?
Jeg er musegrå,
tager museskridt.
4:
Rose havde fundet hjerteblod,
pumpende rundt.
Blusende røde kinder.
Fuglebror i let leg fra barme til favne.
Rose er monogam,
fundet hjerteblod i ukrudtsplante
med vejrtrækning gennem filter.
Ukrudtet havde bitter smag,
hadefulde blikke,
overfor roser og ravne.
Rose er et Ravnehjerte,
med forkærlighed for ukrudt.
En grå tidsels pludselige fremtræden,
river Rose ud af tid.
Kysser den røde valmuemund,
smyger sig igennem blomsterkjolen af fine bladestoffer.
Nektarstemmen udånder søde suk og støn
igen, igen, igen
vækkede rosens sensuelle urdrift
fik voldsomme sekundslag i gang, (hvin),
en beruselse af blodlegemer, (støn)
endorfinudløsning
men
ukrudt kommer, ukrudt forgår,
og inden Rose nåede at lade blomstersaften kølne ned,
var hun kun blandt forfinede ravneblomster igen.
suk
5:
Mit liv er et stilleben, der altid går i ring
lange perioder med stilstand,
men med pludseligt brud på min indre cirkel,
af få væsner med x-y kromosomer
En insisterende påtrængenhed,
en snigende kat, sort som propiller,
Nat.
En Natskygge fra skovens tætbevoksede krat.
Overrumplede intimsfæren,
udfordrede den,
og mig.
Han havde fuglekranie i snøre
Glødende honning øjne.
6:
Rose måtte omplantes
ellers ville hun gå ud,
hakket ihjel af Ravne i Ravnehjertes hus.
Ravnefamilie mislider udskud
og deres sæd der ønsker at blande sig.
Et tvillingefrø er genetisk disponeret.
Rose afventer løjtnantshjerter,
men Rose har hvide vinger og stikker af fra klør og Ravnehuk.
Rose bliver en rubin i almuetøj,
rosebladende er besudlet,
krøllede.
7:
Ormene knudre indviklede knob i min mave,
ved tanken om folkelig mangfoldighed.
Fødderne i indadvendt, trippende leg.
Nat er en jeg plejede at kende,
en korintisk søjle at kramme,
der holder rygsøjlen
når alt knækker i mentale stumper.
Søjlen fjernede sig selv,
natten trækker sig altid tilbage.
Jeg skal huske at tømre min rygsøjle i opadvendt vatter,
Prøve at blæse bælgen mindre.
Jeg savner sikkerheden i mørket
Åh Nat.
8:
Rose uden rødder,
alene med to små skud.
Rose fik et arbejde med at servicere,
til udskuds klappere
i hendes mås,
men Rose har torne der ubarmhjertigt stikker igen.
Rose bor i skur hvor det drypper ind,
løjtnantshjerter er sarte sommerblomster.
Rose er alene med Løjtnantshjerte der klinger mens hun løber,
en drømmens og solens blomst.
Ukrudt forgår ej så let, og vender ofte tilbage.
Tidslen havde hjerteblod,
for udskudt til at erkende Roses tiltrækningskraft på tidslen.
Hendes valmuemunds søde safter,
trækker i ham som en bi.
En roses individualiserede styrke,
tårner sig op over Tidslen.
Tidslen måtte skrabe og bukke,
holde sit begær i tøjle,
tæmme det.
Løjtnantshjerte fik en far.
9:
Hos mig er der forår flere gange,
sådan som det blomstre.
Udfolder sine nuancede farvede petaler og sepaler
Fra blomsterbundens receptaculum,
blåt center, mørklilla udmønter sig til rødligere nuancer til den mørke gule.
Jeg blev overrumplet
og nu er mit legemes lærred i vår.
Igen.
10:
Roses tidshorisont går,
sammenhold med tidslen.
For tiltrukket af Roses kraft,
med en voldsom trang til, røre, føle, besætte, besidde.
hendes mave svulmer,
som en langsomt oppustet ballon.
En Lille Rose.
Lille Rose, et miniature plagiat af Rose
med samme, krøllede rosenblade,
og røde valmuemund.
Løjtnantshjerte og Lille Rose sommertid i grønne farver,
alting idylliseret.
Sommertid uden regn
i familiens
skød
11:
Jeg kan memorere, da hele mit væsen og korpus var i flor.
Jeg var endnu mere muselig end nu.
Vandfald fra himmellegemerne.
Mine fødders indadvendthed spejlede,
gjorde min figur kejtet. Muset
En ulykkelig indbrasning i en mandsfigur.
Kulant og så hjælpsom,
en vandridder.
Ikke som Nat.
Første tidevandsbølge af..... af... skælven.
jeg er sygdomsbefængt,
det sidder i mig som årelangt inflammation.
12.
Rose var så rund og fin,
struttende af velmagtsdage.
Lille blomsterbed, med fire planter, og et skud,
plantet med sperma.
Hænder hiver tidslen væk.
Skydække uden varsel
Skyggespiller, grålige anstrøg
13.
Det er så sikkert når det er hvidt.
Rent og ubesudlet.
Aaaaaaaah
14.
Rose med furer i pandelap.
Alene med galpende spalter,
perler væddet i vand.
Rose gik i vinterhi,
men ingen til at rede hendes seng,
med fine hvide silkelagner.
Kun af nattens grove uld.
Et tidselbarn uden blade,
med øjebart forskelle fra blomster søstre.
En lille tidsel,
en ekstra spalte.
Silvavia
Tilbage,
solskinsstriber titter frem,
Tidslens tilbagekomst med Gylden Ravn
Smelter isen nu?
15.
Rislen fra top til tå, uforløst,
heldens tosidet gud smiler fra begge sider.
Jeg indadvendte væsen,
en gemen ukrudtsplante
demoraliseret, bedærvet, grumset.
Parat til prygl og tugt
.... Jeg dog ikke parat til kvælende tiltag,
angstens dødningegrin.
Bedst er dominerende lege, med straf til følge.
Barsk straf,
dog ikke endeligtet
for hedengangen er angstprovokerende.
Jeg kan vist godt lide at føle,
trække vejret,
blinke
og se.
16.
Rose med beængstelse
steder kan forandre folk.
Tidslen blev til:
bjørneklo, brændenælde, gifttyde, Helleborus Nigre.
Rodløs, en natplante
med hallucinationseffekt
Hænderne sidder løst,
Svingende i knyttet form,
uddeler blommeslag.
Rose måtte bøje sig,
forfølgelsen følger i hælene,
blinkende hektisk ned -og oplukning af øjenæbler badet i blodårer.
Evige skygger i øjenkrogen,
snerren af blomsterskud.
En mere, hvor?
Der.
Rose uden naturkontakt,
fanget i ukrudts muld,
sollys udenfor, blænder, brænder.
Mangeårig vinterhi,
med mangel på friheder.
17.
Slå mig.
Så det bliver en straf.
Straf mig.
Lad kroppen blive et udtrykt symbol på det
fordærvede, forkerte.
Blåsorte blommer
påkastet et blegligt, rødmosset lækkede
indbyder til farvekaskader.
Så straf mig dog
Jeg syndige væsen.
18.
Lille Rose i opblomstring,
udviklede sig torne og runde kurver.
Lille Rose til udsmykning, rige hænders kærlige favntag,
omplanter Lille Rose i silketæpper,
bløde dyner, dyre stoffer,
væk fra mørkehjem, knytnæveuddelende.
Man skelner familie fra fantomer via mærker.
Gylden Ravn på besøg i skyggeland,
forgyldnet smiger, smil,
Løjtnantshjerte med tomhed i stirrende blik,
altid husblas i blodet ved Gylden Ravns nærhed,
en stille flugt,
kan man flygte fra en fugl?
19.
jeg spænder ben for mig selv,
spontan udklækkelse af fluer i min mave,
spreder sig i systemet, en nervøs svirren.
Jeg vil så gerne, prøver at hoppe over højere oppe,
men benlængden for kort.
Omfattende ental,
Væggene danner en sikkerhedsboks
to timer før udtvunget udtræden,
levebrød skal på bordet
.....
Åh Nat
20.
Roses blade hænger, visner tørre ind.
Løjtnantshjerte udvandret med flagrende hjerte, i kæresteglæder,
væk fra Ravnegreb, fra kulde og vinter.
Rose uden kontrol over spredning af stængler,
Tidslen kræver sin ret.
Silvavia i fuglebur,
solskin er tæskegrund,
en straf for angst sættelse i faders indre.
Silvavia som tidselbarn,
opblomstring bliver kvalt i mørkt vintervejr,
Nat kom snigende ind,
satte en skjult blomstring i gang.
Silvavia lever i mørke.
21.
jeg er en del af en enhed,
skønt fremmedgørelse fra begge sider af bladet.
Faderen min som et fremmedlegeme,
indtager en plads,
før besat af
alskedens lange, sorte, fangende, mentale edderkoppeben.
Mor,
Mor er en vandrestav, milevidt herfra.
Åh mor, øjnede fars griske øjne dig?
Satte sine mærker,
monogame mor.
Indenfor murerne
vandes minder om dig.
22.
Eksisterende vinterplanter,
et lille skud i vår,
sammensat af x-y kromosomer,
en solstråle der tvinger mørkebetændte
skyer væk fra Tidslens blomsterknop.
Alting under ombygning i solskinståger.
Silvavia født i dystre vinterdage,
med vissen Rose og rådnet Tidsel,
betændelsen løb frit, skyllede væk.
Genkendelsesmangler og
indgroet tendenser til at være ene.
Ikke flere blå-gul-grøn-brunlige hårde gaver.
23.
Nat har et spejlbillede,
der har kastet med vandfarver,
malet florerende blomsterenge,
med voldsomme
blåviolette blommeslag.